Pixar puster endnu en gang liv i det livløse og giver den fuld gas med “Biler”. Animationen er uovertruffen og i absolut særklasse i en film, der visuelt imponerer og samtidig holder én jordbunden med en oprigtig fortælling om en tid, der engang var. Æren for instruktionen tilfalder selveste John Lasseter, der også instruerede “Toy Story”.

“Biler” er en hyldest til et tidligere Amerika, hvor bilen var en essentiel del af en kultur, hvis livsnerve var route 66, der tog en fra Chigago til Los Angeles. Det var milkshakes, burgerbarer, moteller og en vej, der førte fra de gamle stater mod drømmenes Californien. En hel kultur opstod og byerne langs ruten blomstrede. Med tiden kunne den tosporede vej dog ikke følge med trafikken, og vældige motorveje overtog ruten med løftet om hurtig og effektiv transport. Motorvejen ødelagde route 66 og med den, de mange byer, der levede af de rejsende.

Vi møder Lightning McQueen. Han er en racerbil der først og fremmest tænker på sig selv og berømmelse. Han kører i det største af alle racerløb, og kæmper om at vinde The Piston Cup i et ræs mellem ham, den garvede racerbil The King og den grove, usympatiske Chick Hicks. Lightning McQueen sigter mod stjernerne og drømmer om villige groupier og om at dumpe sine bondske sponsorer og score kassen. På vej mod Californien havner han af omveje i den lille soveby Radiator Springs. Her bliver den lille bil med det store ego hurtigt pillet ned, og dømt til samfundstjeneste for at have ødelagt en vej. Der tages ikke hensyn til at han er en berømt racerbil, og byens få indbyggere har helt andre værdier end dem, han er vant til. Lightning McQueen lærer en ting eller to om livet, kærlighed og venskab i en by, der måske ikke er helt så søvnig som den ser ud.

Hyldesten til den amerikanske rejsekultur findes ikke blot i form af fortællingens indhold, men især i kraft af et visuelt festfyrværkeri. De fantastiske ørkenlandskaber med vældige klippeformationer og endeløse veje er skildret så betagende smukt, at det tager pusten fra en. Det er ikke kun i karakteranimationen, at Pixar er gået grundigt til værks. Vi accepterer øjeblikkeligt, at det her er en verden befolket af snakkede og levende køretøjer, men hele “Biler” emmer af detaljerigdom og visuel storladenhed. Man kan næsten ikke forestille sig, at det kan gøres bedre.

Fortællingen i sig selv er dog ikke ud over det sædvanlige. Var man vågen i starten af halvfemserne tager det ikke længe at opdage, at historien er direkte taget fra “Doc Hollywood”, men det gør såmænd ikke så meget. Man savner dog lidt det bid, der er i de foregående Pixar-film, for her kan “Biler” ikke følge med. Som helhed er historien varm og jordbunden, og derfor kan den fint klare sig uden at byde på de store grin, men man kan dog godt savne det lidt mere kantede, og især dialogen lider her, og forudsigeligheden kan man ikke komme udenom. Det handler om værdier, og lektien, der undervises i kan selv en to-årig fange, men som helhed gribes man af den stille hyldest til det store land.

På originalsproget leveres stemmerne af Owen Wilson, der med sin let snøvlende, men sympatiske stemme giver Lightning McQueen liv. I andre roller finder vi selveste Paul Newman og Michael Keaton, der med alverdens sindsstemninger besjæler bilerne, og gør fortællingen vedkommende. På dansk leveres stemmerne af blandt andet David Owe, Ole Ernst og Anette Heick.