[b]Et uopslideligt pragtværk[/b]

Der er nogle filmoplevelser, hvor det første syn står printet stærkere ind i hukommelsen end andre, men for mig er en af de største utvivlsomt overværelsen af “Bjergkøbing Grand Prix”.

Selvom det efterhånden er længe siden, husker jeg fortsat hele hændelsen så stærkt, som var det i går: Det var til en forestilling, som skolen havde arrangeret, og jeg tror aldrig før ellers siden, jeg har været til en filmforevisning, hvor hele publikummet var så komplet revet med, som vi skoleelever var det. Da filmen startede, var der en overdøvende stilhed, der dog hurtigt blev brudt af klukkende latter, efterhånden som det forsigtige pindsvin Ludvig fik rodet sig ud i diverse uheld. Da der i nattens mørke bliver begået indbrud i hovedpersonernes garage, blev der pludselig igen helt stille, og da hele herligheden kulminerede i det endelige racerløb, var vi ikke længere i stand til at udholde spændingen og hoppede i stedet rundt i stolene som en samling springlopper på speed.

Det er en forunderlig ting, at så mange følelser kan sættes i gang af en film, der tager sit udgangspunkt hos en lettere falleret cykelreparatør, men det er uden tvivl ikke mindst den skæve og uhøjtidelige charme, der gør, at filmen får et så godt tag i sin tilskuer.

Fortællingen handler som bekendt om opfinderen og cykelsmeden Teodor Felgen, hvis ide til en racerbilsmotor stjæles af en tidligere lærling, og som derfor beslutter sig for at stille op til racerløb for at generobre den hæder, der retteligt tilhører ham. Selve handlingen følges dog ikke særlig stramt, og en stor del af filmens charme kommer fra det forhold, at den lader til at have en så skødesløs og henkastet tone, at det indimellem næsten føles, som om den har glemt sin historie. En stor del af det skyldes utvivlsomt filmens temmelig specielle tilblivelseshistorie. Oprindeligt var den tænkt som en tv-serie, der uden nogen større sammenhængende historie skulle handle om Bjergkøbings tv-station. Da den ide blev droppet, besluttede man i stedet at tage de dukker, der jo alligevel allerede var skabt, og bruge dem i en spillefilm.

Af samme årsag er filmen – temmelig usædvanligt for datidens børnefilm – fyldt med tv-indslag og satire over selvsamme, og mange af de vitser, man som voksen griner af, er ikke mindst rettet mod diverse selvsmagende tv-arketyper, som man den dag i dag konstant støder på i fjernsynet. Ligesom de bedste af Pixars film fungerer humoren ofte på flere planer, hvor man alt efter aldersgruppe får noget vidt forskelligt ud af den selvsamme bemærkning.