Før den hollandske instruktør Paul Verhoeven drog til USA og boltrede sig i fortællinger om halvmekaniske superbetjente, dødsensfarlige gigantinsekter, muterede marsmænd og (ikke mindst) talløse letpåklædte, promiskuøse kvinder, forfattede og instruerede han op til flere prisbelønnede dramaer i sit hjemland. Krigsfilmen “Soldier of Orange” fra 1977 med bl.a. Rutger Hauer anses af mange således som instruktørens hovedværk. Med sin første hollandske produktion i over 20 år, “Black Book”, har Verhoeven ikke blot genfundet sine rødder, men har lavet sin bedste film i årevis.

“Black Book” føles mere helstøbt og vedkommende end Verhoevens “Soldier of Orange”, der også handlede om den hollandske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. Historien er denne gang fiktiv, men dét faktum har ikke mindsket dens effekt eller relevans, og talrige aspekter af fortællingen er inspireret af virkelige hændelser. Hovedpersonen er den jødiske sangerinde Rachel, hvis familie bliver myrdet af nazisterne, da de forsøger at flygte til den sydlige, befriede del af Holland. Som eneste overlevende fra massakren opsøger hun modstandsbevægelsen og indvilliger i at bruge sit smukke udseende og sin bedårende sangstemme til at infiltrere de øverste dele af nazisternes hierarki.

Rachel charmerer sig tæt ind på livet af den prominente nazist Müntze, der spilles af den fremragende Sebastian Koch, som også gjorde stort indtryk i Oscar-vinderen “De andres liv”. Men Müntzes overraskende pacifistiske væsen og parrets reelle, stødt voksende elskovsglød er ikke det eneste, der besværliggør Rachels mission. De mange pistolsvingende soldater og glubske kommandanter udgør selvsagt en konstant trussel, men der er også mistanke om en forræder i modstandsbevægelsens inderkreds. Der er dermed lagt i kakkelovnen til et klassisk, grandiost krigsdrama om loyalitet, retfærdighed, had og kærlighed.

Sebastian Koch er dog langtfra filmens stjerne – det er derimod den 30-årige Carice van Houten, som spiller Rachel, der benytter aliaset Ellis og farver sit hår blond for at virke mindre jødisk. Skuespillerinder brokker sig med rette over manglen på interessante kvindelige karakterer i nutidens filmmiljø, og en figur som Rachel er bare med til at fremhæve, hvor mangelfuld mange manuskriptforfatteres sans for personkarakteristik er. Det er en kompleks kamæleonagtig karakter – skiftevis selvsikker og tapper, sårbar og ærbødig, kynisk og koldblodig. Men van Houten klarer opgaven med bravur, og en stor international karriere lurer garanteret lige rundt om hjørnet.

Filmen har tilegnet sig mere eller mindre enstemmig positiv hæder uden for de hollandske landegrænser. Men i Holland har kritikernes respons været mere broget på trods af stor økonomisk succes. Det skyldes sandsynligvis høje indenrigske forventninger om en realistisk, strømlinet krigsfilm med større interesse i historisk og politisk korrekthed end narrativ dynamik og dramatisk kompetence. Men Verhoeven og instruktørens faste samarbejdspartner under årene i Holland, Gerard Soeteman, har heldigvis ikke interesse i at gentage sig selv eller efterkomme andres forestillinger. Inkluderingen af sympatiske tyskere og usympatiske hollændere var også kontroversiel, men filmen er i høj grad en film om menneskelige og følelsesmæssige gråzoner.