[b]”Blade Runner” findes, derfor er jeg[/b]

Hvordan ved du, at du findes? Ja, dig! En fyr, der hed René Descartes, svarede på det spørgsmål for dig for 400-500 år siden. [i]’Jeg tænker, derfor er jeg'[/i], filosoferede han. Om fire år gør Harrison Fords Deckard sig de samme tanker. Altså i fiktionens “Blade Runner”, der foregår i en fjern fremtid i et L.A. i år 2019. Eller det var en fjern fremtid dengang i 1982, hvor første ud af flere versioner af Ridley Scotts sci-fi-klassiker fik premiere. Nu får den re-re-repremiere i digitalt restaurerede klæder i [i]Final Cut[/i]-versionen fra 2007. Det klæder den.

For “Blade Runner” er på alle måder om og for øjet. Den støvregnende neonstorby med blå Atari-skilte, der er gjort orientalistisk fremtidsfremmed af asiatiske nudelbarer, ser dystopisk lækkercool ud. Mine øjne kan blive ved at se på det her 80’er-bud på 2019, der desværre nok ikke bliver så kitschet fedt IRL. Så skal Atari i hvert fald til at oppe sig.

Øjnene er også centrale for handlingen i “Blade Runner”. Det er igennem øjnene, at de såkaldte Blade Runners kan afgøre, om en person er menneske eller replikant, et kunstigt, menneskeskabt menneske. Det er Deckard den bedste til at hitte ud af. Han skal finde seks replikanter og sende dem på pension, som ordensmagten kalder det. På samme måde som man sætter sin bil på pension. Havde de været mennesker, var der tale om henrettelser, udryddelse.

Det er i forskellen (eller ligheden) imellem menneske og replikant, at “Blade Runner” har sin filosofiske styrke. Vi, menneskene, har erindringer, en levet barndom, imens replikanterne har falske minder, plantet af deres skaber. Men hvordan ved jeg, du og de andre menneske, at vores erindringer er ægte? At de ikke er plantet der af vores skaber? Jeg ved ikke en skid. Kun, at jeg tænker – derfor er jeg. Derfor er replikanterne vel også, hvis de tænker? Det kan der tænkes helt til 2019 over.

Imens bliver jeg ved med at tænke på Deckards første henrettelse/pensionering, hvor han skyder en replikantkvinde i ryggen til vemodige 80’er-synthesizers. Da den dræbende kugle rammer ryggen smadrer hun sig i slow-motion igennem et glasparti. Hendes gennemsigtige kjole-regnslag er nu oversprøjtet med blod. Nu tænker hun ikke mere, derfor er hun ikke mere. Kameraet sender et skyldigt blik på Harrison Fords noir-detektiv, der er rodet ind i noget, han vist ikke helt kan gennemskue. Det er ny noir, 80’er-overdrev, grimsmuk sci-fi, et mord og store tanker om, hvem vi er. Det er derfor, at “Blade Runner” kommer til at overleve sit eget 2019.