[image=18542]
De to ærkerivalers indbyrdes skænderier bryder ud i lys lue under en sejrsceremoni. Som straf for deres opførsel bliver Michaels og MacElroy frataget deres medaljer og bandlyst fra al deltagelse i individuelle skøjtekonkurrencer. Efter flere års ørkenskøjtning i diverse ‘klovne-på-is shows’ og som skøjtesælgere til små irriterende rollinger, bliver de to rivaler imidlertid genforenet. De opdager et smuthul i reglerne, der giver dem muligheden for at konkurrere igen, men kun hvis de kan finde ud af at skøjte sammen som sportens første mandlige par.
[image=18545]
Ferrell viser endnu engang sin uforlignelige evne til at spille en komplet idiotisk personlighed og karikatur af en mandschauvanist; stolt af sin frastødende kropsdunst og blind overfor den hængende ølmave han slæber rundt på. Det er en rolle, Ferrell før har haft succes med i film som “Wedding Crashers” og “Anchorman”. Det morsomme her opstår ved placeringen af en så testosteronforstoppet personlighed i et ellers lidet maskulint skøjtemiljø. Selvom det logisk nok er Ferrell, der stjæler billedet som den mere outrerede karakter, hiver Jon Heder også nogle jokes i land som MacElroy, der bestemt også har sine egne excentriske sider med hang til både glinsende læbepomade og påfuglekostumer.
[image=18546]