[b]Forstummende Sne(sort)hvide[/b]

Da “The Artist” for et par år siden dukkede op, faldt det meste af verden i svime over at have set en stumfilm, som de ikke kedede sig til. Både juryen i Cannes og Oscar-akademiet gav [i]thumbs up[/i]: stumfilmen var ikke død. Udover på troværdig vis at ligne en klassisk stumfilm er “The Artist” i mine øjne dog “kun” et velfungerende, men konventionelt, romantisk drama, der havde et irriterende behov for konstant at sige: [i]”SE! Jeg er en stumfilm!”[/i] Den slags manglende tiltro til sit filmsprog er den (nye) spanske stumfilm “Blancanieves” – som i januar er månedens film i Cinemateket – heldigvis blottet for. Her er historien om Snehvide ordløst fortalt, men viser til gengæld, at billeder siger mere end 1000 ord!

På spansk hedder Snehvide Blancanieves. Men ikke kun navnet er anderledes. Det klassiske Grimm-eventyr fortælles på en lidt særlig facon. Historien er nemlig sat i 20’ernes Spanien og centrerer sig om, hold nu fast, tyrefægtning. I en flot iscenesat sekvens dør Snehvides mor under fødslen samtidig med, at Snehvides far invalideres efter et mislykket møde med en tyr. En magtbegærlig sygeplejerske, Encarna, gifter sig med ham og nægter at lade Snehvide se ham. Men da Snehvides bedstemor dør, bliver den lille pige alligevel indlogeret under stedmoderens rædselsregime, og herfra forløber fortællingen, som vi kender den fra eventyret. Næsten.

De syv små dværge er kun seks, og så er de en omrejsende tyrefægtertrup. Det virker måske som en spøjs fortolkning af en historie, der på film mest er kendt som Disney [i]classic[/i]. Men fortællingen forløber så glat, at det virker som den helt rigtige måde at fremstille eventyret på. Der er fokus på dramaet imellem karaktererne, selvfølgelig især med fokus på Snehvide og den onde stedmoder, hvor der hentes fin inspiration fra det kuldsejlede søsterforhold i klassikeren “What Ever Happened to Baby Jane?” Stedmoderen spilles af Maribel Verdú, og hendes stramme grimasse og psykoseksuelle undertone samt den uhyggelige fotografering gør Encarna til en frygtindgydende skurk.

I og med at “Blancanieves” fortælles som en stumfilm (med enkelte mellemtekster på norsk), er det alene billeder og musik, der levendegør historien. Pablo Berger, der både har skrevet og instrueret filmen, formår på betagende vis at gøre brug af de filmiske virkemidler, han med sine selvvalgt forstummende begrænsninger har til rådighed. Udover utroligt smukke billeder af tyrefægtning, huse og mennesker så bruger Berger aktivt klipningen til at skabe associationer og danne sammenhænge, der lægger yderligere på filmoplevelsen. Filmens sprog ændrer sig afhængigt af, om der fortælles fra et barns eller en voksens perspektiv, fra en såret sjæls eller fra en skurks.

En klassisk indvending imod stumfilm er, at de er kedelige. Det kan jeg dårligt forestille mig, at nogen indvender imod “Blancanieves”. Der er ingen passager, der føles (for) lange, da filmen altid vil noget enten form- eller indholdsmæssigt. Og balancen imellem det rørende og det hårrejsende holdes hele vejen. Når Snehvide sniger sig ind til sin far og lærer tyrefægter-kunsten, er billed og musik fuld af varme og nærhed, men afløses på sekunder af kulde og magtsymbolik, da stedmoderen nærmer sig. Når filmen er bedst, måtte jeg beherske mig selv for ikke at rejse mig og klappe.