At se alting med friske øjne er, i sagens natur, aldrig en vedvarende oplevelse, og med tiden bliver selv de mest enestående syn trivielle. En måde at genfinde den oprindelige fryd er at se tingene med nye øjne, via andres synsvinkel. Det er bl.a. dette forhold, som Jon Bang Carlsens “Blinded Angels” handler om, hvori Carlsen også forsøger at anskue tingene fra en anden vinkel.

Filmen er en blanding af dokumentar og spillefilm, hvori synsvinkelen konstant skifter. Fra starten følger vi Jon Bang Carlsens fortællerstemme, der i poetisk pompøst sprog fortæller om sin længsel efter at svæve og trangen til atter at se på verden med en følelsesmæssig umiddelbarhed. Med udgangspunkt i en barndomsoplevelse hvori en faldskærmsspringer omkom, beslutter Jon Bang Carlsen at lade filmen fortælle en historie om en dansk mand, der vender tilbage til Sydafrika for at paraglide til trods for, at han er blevet blind, og det derved er et livsfarligt projekt.

Til at spille hovedrollen vælger Carlsen forfatteren og multikunstneren Rune T. Kidde, der hermed debuterer på det store lærred. Samtidig caster han Bonnie Mbuli til at spille den afrikanske kvinde, som Kidde møder på sit hotel. Den blinde mand betaler hende for at være hans øjne, og berette om, hvad hun ser. Gennem hendes beskrivelser lader han til atter at live op og genfinde kærligheden til omgivelserne. Efterhånden opstår der også varme følelse mellem de to, men det bliver ikke uden konsekvenser.

“Blinded Angels” er mindst tre film i én pakke: en poetisk del hvor Carlsens kamera undersøger diverse bemærkelseværdige steder af Afrika, mens han beretter om sin opvækst og drømme; selve spillefilmsdelen, hvori et “typisk” tre-akters plot udspiller sig mellem den blinde mand og den afrikanske kvinde; samt en “behind-the-scenes” del hvor Carlsen beretter om filmens produktion, interviewer skuespillerne og udspørger dem om filmens plot, ofte midt i scenerne. Hver for sig fungerer delene udmærket, men hvorvidt de sammen udgør en homogen film er lidt mere tvivlsomt.

Filmen-i-filmen udspiler sig ganske fint, men det er vanskeligt at blive særligt involveret i historien, når man hvert andet øjeblik bliver revet ud af handlingen, og mindet om dens kunstighed. Det er naturligvis et bevidst valg fra Carlsens side, men det efterlader under alle omstændigheder fortællingen noget fjern. Til gengæld er det let at blive betaget af billedsiden, der er fyldt med fine sekvenser, hvad end kameraet afsøger de forskellige dele af Afrika eller bevæger sig rundt i hotelværelserne. Alene filmens brug af spejle, til at vise filmholdet i baggrunden mens handlingen udspiller sig foran, er fornemt eksekveret.