[b]Overfladisk film om overfladiske mennesker[/b]

“The Bling Ring” er den sande historie om fem teenagere, der var trætte af deres almindelige liv og derfor besluttede at gøre noget ualmindeligt for at krydre tilværelsen med den berømmelse, de higede sådan efter. Desværre er instruktør Sofia Coppola tilsyneladende lige så besat af berømmelse som sine hovedpersoner, og især derfor ender filmen med at være ganske uinteressant.

Marc er ny elev på et gymnasium for utilpassede unge med rige forældre. Her møder han Rebecca, der først og fremmest bliver hans veninde, fordi alle andre synes, at han er lidt af et fjols. Rebecca keder sig sammen med sine tre veninder, men sammen med Marc får hun en idé: Hvad med at bryde ind hos de rige og berømte, når de er ude? Hvornår dette sker, er nemt at finde ud af, for medierne elsker jo at skilte med deres yndlingskendisser, og snart er Marc, Rebecca og Co. ude på tyvetogt næsten hver aften. De stjæler kjoler fra Paris Hilton, sko fra Lindsay Lohan og ure fra Orlando Bloom – alt imens de bevarer en naiv formodning om, at de aldrig vil blive opdaget.

Sofia Coppolas nyeste er en film, mange har ventet på. Men man fristes næsten til at spørge hvorfor, for siden “Lost in Translation” fra 2003 har Francis’ datter ikke formået at lave en virkelig god film, og “The Bling Ring” er endnu en understregning af, at Sofia er ekspert i stil, men ikke så meget i substans. “The Bling Ring” handler om fem teenagere, der tror, at lykke ligger i mærkevarer og øjeblikkelig berømmelse, men den gør ikke meget for at modbevise denne tese. Derimod er den vild med repetition. Filmens midterdel går eksempelvis med at se de unge bryde ind og komme godt af sted med det. Bryde ind og komme godt af sted med det. Bryde ind og komme godt af sted med det.

Her er en film, der promoverer sig selv som at være imod den overfladiske kendiskultur, der efterhånden er en stor del af medierne. På en måde er “The Bling Ring” også imod denne kultur, men den hylder den samtidigt, fordi Coppola i sidste ende er bange for at tage et endeligt standpunkt. Karaktererne er endimensionale, og der er intet dragende eller fascinerende ved hverken dem eller det liv, de jagter. I filmens sølle halvfems minutter bliver man med andre ord ligeglad i de første femten, og ens apati bliver aldrig erstattet med indlevelse.

Det eneste interessante ved “The Bling Ring” er dens aktualitet. Dette er stadig en ny historie med friske overskrifter, der ville have virket vanvittigt urealistisk, hvis det ikke var, fordi den faktisk er sandfærdig. Denne autentiske historie kunne man sagtens have skildret på en spændende facon, og til tider er det da også tydeligt, hvad der fik disse fem unge fans til at blive besnærede af kendiskulturen. Men hertil og ikke længere, for når de fortsætter deres formålsløse foretagende, er det svært at dele besnærelsen. Så spændende kan det vel heller ikke være hjemme hos Paris Hilton. Men hvorfor bliver de så ved med at bryde ind? Hvad er det egentlig, de søger? Dette giver Coppola os aldrig svar på.