’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ er lige dele pastiche og dekonstruktion. I filmen serveres, spises og fordøjes gyserarketyperne. Teenageslashernes sexfjendske metafysik endevendes med lige dele kærlig hånd og løftet pegefinger. Det er insisterende på nærmest råbende metaniveau, ret grimt, langt fra uhyggeligt, kun momentvist sjovt, men det er også en vidunderlig omfavnelse af genrens befriende blodlyst.

”Flesh and fluids”, sådan beskriver Billy Presley slashergenrens byggesten.

Og hun ved, hvad hun snakker om. For Billy Presley (Gillian Anderson) er den første Camp Miasma-films henglemte stjerne. Hvis du ikke husker Camp Miasma-filmen, er det en ærkecamp slasher, der fødte et ocean af ragelse, man i dag kan finde i genbrugsforretninger. Heriblandt, men ikke begrænset til: et dusin efterfølgende film af variernde kvalitet, tonsvis af legetøj, et brætspil og sågar et af de værste rapalbum nogensinde.

Camp Miasma-serien er naturligvis fiktionel. I Teenage Sex and Death at Camp Miasma har Kris (Hannah Einbinder), en ung indieinstruktørdarling, filmnørd og fan af serien, fået til opgave at genoplive serien. Tilmed har hun fået at vide, at hun skal lave en version, der ikke falder i desamme transfobiske og problematiske troper, som Camp Miasma-serien ellers bygger på. Studiets kyniske kalkyle er en vanskelig opgave, for selvom serien skal have et friskt pust og lidt tiltrængt queer-hjertemassage, må den ikke blive for avantgarde.

For at gøre dette tager Kris ud og besøger den eneboende Billy, der er en fanfavorit blandt Camp Miasma-diehards. Billy bor, selvfølgelig, på den øde campsite, Camp Miasma-filmene blev optaget på. Det er i sin enkelthed plottet til slasherkomedien med det konfrontatoriske navn Teenage Sex and Death at Camp Miasma.

Og dog. Virkelighed og fiktion begynder at smelte sammen, og sex, blod og død lurer i afkrogene af campen.

I den lille død kommer sex og mord ud på et

Som man kan høre på beskrivelsen, er Teenage Sex and Death at Camp Miasma både en film med utallige referencer til slashergenren samt en spoof af den og dens mange trætte troper, der varierer fra camp til decideret kitsch. Der er blink-og-du-misser-det-mange referencer, og i kulisserne til den første Miasma-film ligner den utvivlsomt mange af de billigere slasherfilm.

Som metakommentar på slasheren fungerer filmen enestående godt. For troperne og det visuelle udtryk i Camp Miasma-serien er en sammensætning af genrens greatest hits: en afholdenhedens sexmorale, en final girl, meterhøje stråler teaterblod, henrettelser på stribe og ikke mindst en maskeret, kønsforvirret morder.

I Miasma-serien er denne morder en skikkelse iført en metalventilationsrist som maske, klædt i plastikmalerdragt (så vidt jeg kan se i hvert fald) og bevæbnet med et rustent harpunspyd. Skurken med det fængende navn Little Death blev Camp Miasma-seriens ansigt på samme måde, som Michael Myers gjorde det i Halloween eller Leatherface i Texas Chainsaw Massacre.

Den androgyne, kønsdysforiske og orgasmisk navngivne Little Death ligger selvfølgelig i forlængelse af gysergenrens historiske tendens til at portrættere transpersoner, særligt transkvinder, som sindsforvirrede mordere.

I figuren Little Death ses et centralt spørgsmål, som Kris er nødt til at finde et svar på: For er det muligt at løsrive Camp Miasma-serien fra dens problematiske ophav?

Queer døds- og kødskartarsis

Det er et spørgsmål, som de to hovedkarakterer har forskellige svar på. For Kris, der elsker at påpege kameraindstillinger og ynder at kommentere på de problematiske dele af film, imens hun ser dem, er en af de slags overintellektualiserende typer, der er ret anstrengende at se film med. Billy er anderledes i balance, mere erfaren, i stand til at slappe af og lade oplevelserne tage hende.

De to karakterers forskellige forhold til slasherens blodrus og syn på sex, som taler ind i deres egen undertrykte seksualitet, er den mest fangende del af filmen.

Nøglen til, at den er så inddragende, ligger i de overdrevne og glimrende præstationer fra de to hovedroller. Særligt castingen af Anderson som Billy er en lille genistreg. Hun leverer en præstation, der har speederen i bund og giver os, med sin ubestemmelige sydstatsaccent og status som forglemt b-filmstjerne, en moderne version af Norma Desmond fra Sunset Boulevard.

Billys lighed til Desmond og Sunset Boulevard er da også italesat i filmen. Det er opsummerende for filmen, der generelt ikke tøver med at annoncere (noget af), hvad den gør. Det kan blive trættende i længden, og det gør det enkelte gange også. Omvendt står de få momenter, hvor der skrues en smule ned for skuespillet og de evige referencer og op for den skrøbelige ømhed imellem Kris og Billy, stærkere som konsekvens.

Instruktør Jane Schoenbrun har lavet en film, der ligesom de fleste teenageslashere ikke er særligt uhyggelig. Der er som sådan ikke noget galt med at fremhæve det sjove og det atmosfæriske i sin gyserkomedie, især ikke når filmsproget er så overdrevent som her, men metahumoren er desværre konstant. Især Kris får leveret et par syngende lussinger til filmindustrien, hvor hun efterfølgende lige så godt kunne vende sig om mod kameraet og blinke.

Selvom humoren er meget selvreferentiel, skal det ikke misforstås: Slasherpastichen fungerer elegant sammen med historien om Kris og Billy, og den (bevidst) smagløse campæstetik passer gnidningsfrit sammen med filmens undersøgelse af undertrykte lyster og skam.

Det gør den ikke destomindre, fordi sekvenserne med og omkring Little Death leverer katartiske øjeblikke, hvor kropsvæsker og kød blandes. Særligt en sekvens sat til A Long December af Counting Crows leverer denne befrielse. Ligeledes gør slutningen, hvor afvigelse, lyst og slashersjov går op i et yderst tilfredsstillende blodstivoli.

I lyset af TV-skærmen

Teenage Sex and Death at Camp Miasmas befriende og referentielle stil er gennemgående for Schoenbruns såkaldte skræmtrilogi, der inkluderer deres foregående film, den mesterligt foruroligende og voldsomt dystre I Saw the TV Glow. Alle film i trilogien, den sidste værende internetsatiren We’re All Going to the World’s Fair, drejer sig til en vis grad om identitetskrise, dissociation, dysfori, voyeurisme og forholdet til formative medier.

Det er en film, der hviler i at være en akavet, sær, camp og vild hyldest til genrefilm, som man kender det fra John Waters-film. Derfor føles filmen også lettere og mere skiltende med sine temaer end de foregående på trods af lighedspunkterne. Alligevel er det en stor ros til Schoenbrun, at filmen stadigvæk fremstår så levende, unik, personlighedsfyldt,at det i det store hele ikke gør det store. Det er en film, der på ypperlig manér zoomer ind på de film og de medier, der formede os som unge, men som vi måske har sværere ved at elske i dag.

Lige dele pastiche og dekonstruktion undersøger filmen, hvad der sker med vores forhold til slasheren, hvis man lader LittleDeath dekapitere slasheren og tillader sig at beundre blodstrålen, der kommer herfra.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma kan ses i biografen fra d. 27/8.