[b]Gyng gang rocken går[/b]

Vi er i England i 60’erne, og hvis du er teenager, er livet ærlig talt lidt trist, eftersom den voksne verden sidder så solidt på underholdningsindustrien, at der hverken er plads til ungdommelig kultur eller musik. Hvis man vil leve livet vildt, bliver det højest til tonerne af Beethovens niende symfoni.

Der findes imidlertid en enkelt mulighed for at undslippe: Udenfor britisk farvand ligger Radio Rock til anker og sender de uimodståelige toner af de moderne tider, og hver aften kravler børn og unge i seng med radioen under hovedpuden for i smug at lytte til den forbudte lyd af frihed.

Ombord på båden kommer den unge Carl, hvis mor mener, at han trænger til luftforandring. Den får han så sandelig også. Skibet er ledet af den ulastelig klædte flipper Quentin, spillet af Bill Nighy, som forsøger at holde nogenlunde styr på sit mandskab af DJ’s med kæmpeegoer, der ikke altid går lige godt i spænd med hinanden. Gnister springer ikke mindst mellem den amerikanske The Count og Gavin, der i skikkelse af hhv. Philip Seymour Hoffman og Rhys Ifans forsøger at overgå hinanden i vovemod. Samtidig prøver myndighederne med al vold og magt at finde et smuthul i loven, så de kan lukke den forhadte radiostation.

Filmen er meget løst baseret på rigtige begivenheder i det, at der faktisk var såkaldte piratstationer til havs, som sendte den musik, man mente var for umoralsk at sende fra de “rigtige” stationer. Vi oplevede også noget lignede herhjemme, da Radio Mercur spillede populærmusik udenfor rigets lov og ret. Den historie blev filmatiseret i “Skibet er ladet med” med bl.a. Dirch Passer og Frits Helmuth, men de musikalske toner er ganske anderledes i “The Boat That Rocked”, hvor 60’er-rock fylder lydsiden, og bl.a The Rolling Stones, The Kinks, Leonard Cohen og The Who leverer en endeløs række af uimodståelige sange.

Filmen er instrueret af Richard Curtis, der har skrevet nogle af de mest succesfulde moderne engelske komedier såsom “Fire bryllupper og en begravelse”, “Bridget Jones’ dagbog” og “Notting Hill”, og som selv sprang ud som instruktør med “Love Actually”. Ligesom den er “The Boat That Rocked” opbygget af en stor mængde mindre historier, hvori vi følger de forskellige personers gøren og laden på skibet. Det efterlader dog også fortællingen noget ufokuseret, og periodevist synes den simpelthen at træde vande. Unge Carls ankomst blandt de celebre DJ’s samt hans forsøg på at miste sin mødom leder tankerne hen på “Almost Famous”, men han forbliver en for vag figur til, at man for alvor er interesseret.