Målt i politiske skandaler var det ikke ligefrem fordi, amerikanerne lå på den lade side i løbet af tresserne. Vietnam-krigen fik fatale følger for en lang række ansigter i regeringen, tabstallene ved krigens front steg støt, og de meningsløse likvideringer af borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King og den politiske scenes Kennedy-brødre fik en afsmittende effekt på eftertiden i det selvproklamerede guds eget land.

Det er disse samfundsmæssige strømninger, Emilio Estevez med blandet held har forsøgt at tage hånd om i sin første reelle spillefilmsopgave som instruktør i henved ti år. “Bobby”, der netop omhandler det meningsløse mord på senator Robert F. Kennedy i 1968, er nemlig hentet i den virkelighed, vi alle kender til. Filmen er et forholdsvist fint orkestreret sammenkog af arkivoptagelser med den afdøde præsidentkandidat og de nyere scener brygget på fiktive virkemidler, i øvrigt medvirkende en sand perlerække af amerikanske skuespillere og skuespillerinder.

Det er det berømmede Ambassador Hotel i Californien, der var udset til at danne de fysiske rammer for den yngre Kennedys forventede valgsejr i det californiske primærvalg senere på aften, og derfor følger vi en række parallelfortalte historier, der alle har relation til hotellet og aftenens dramatiske udvikling. Diane (Lindsay Lohan) og William (Elijah Wood) er på vej ind i proforma ægteskab for at redde ham fra krigsdeltagelse og muligvis hende fra manglen på kærlighed; hoteldirektøren Paul (William H. Macy) lever sit liv på en løgn; og den afdankede sangfugl Virginia Fallon (Demi Moore) forbereder sig på aftenenes optræden med et dybt kig i flasken, alt imens de frivillige valgobservatører Jimmy (Brian Geraghty) og Wade (Joshua Jackson) lader stemmesedlerne i stikken og drager ud på et intergalaktisk syretrip. Det er blot nogle af de historier, mordet på en måske kommende præsident fortælles igennem.

Tresserne var som bekendt en særdeles dramatisk tid med iskolde mord på en række nøglepersoner samt den kolde krig, der kørte på højeste blus. Men det var også en tid, hvor race-debatten verserede, de bevidsthedsudvidende stoffer blev afprøvet og velfærdsstaten var ved at gøre sit afgørende indhug. På godt og ondt vel at mærke. I kraft af filmens nogenlunde velafrettede tempo får vi så selv lov til at svælge os i datidens vilkår, føle smerten, de politiske vinde, sorgen og ikke mindst vreden over de uretfærdige handlinger iscenesat igennem et ensemblespil, der afdækker alle sociale lag og aldre.

I udgangspunktet er mordet på RFK fortalt på utraditionel vis, idet filmen hverken følger morder eller offer, men derimod en stribe jævne personligheder, som det dramatiske klimaks også får voldsom indflydelse på. Men trods filmens bredde kan “Bobby” ikke påstås at være særligt vellykket. Således er der flere graverende slagsider, og replikudvekslingen må i hvert fald henregnes som en af de mest alvorlige. Dialogerne er kluntede og gumpetunge, og det grundlæggende formål har øjensynligt også været at udpensle den i forvejen tyktflydende morale, der desforuden understreges af de mange sideløbende handlinger, som nok også er for mange, filmens varighed taget i betragtning.

Historien gentager som bekendt sig selv, og derfor er det ikke helt uden relevans at anskue “Bobby” som en moralistisk allegori over amerikanernes verserende krige i Irak og for så vidt også i Afghanistan. Menneskesynet bliver stadig mere forkvaklet og kynisk for hver krig, det gennemlever, og lære af det kan vi i hvert fald ikke. Der er derfor ikke tvivl om, at pointen med filmatiseringen af mordet på Robert F. Kennedy har været andet og mere end blot dens historiske prægnans. Det er derfor drønærgerligt, at ekkoet fra moralens vogtere genlyder filmen igennem, når et spillerum til at lade tilskueren tænke selv kunne have affødt en væsentligt mere sofistikeret film.

Som sådan bliver “Bobby” først rigtigt nærværende, da det forventede dramatiske klimaks indfinder sig ganske sent i filmen. Der er ikke væsentligt kød på dramatikken i de små handlingers i øvrigt klichefyldte autonomier, og de fremstår derfor blot som relativt ligegyldige bump på vejen frem mod filmens centrale fikspunkt – drabet på præsidentkandidaten. Alligevel rummer filmen i sine bestræbelser på en løftet pegefinger også underholdende gimmicks og vigtige problemstillinger. Særligt sidstnævnte medvirker til, at “Bobby” trods et lidt for klokkeklart budskab og en lidt for ujævn fortælling stadigvæk må karakteriseres som et vedkommende bidrag til den fortgående problematiserede politiseren omkring USA’s udenrigspolitik.

VideoUdgivelsen fremstår i et anamorphic widescreen 2.35:1 format, og grundlæggende tager filmen sig ganske betagende ud. Looket er indrammet i en stærk tressernostalgisk farvepalette, som gør sig ganske godt. Der er dog enkelte eksempler på edge enhancement og andre digitale forstyrrelser, men det skæmmer imidlertid ikke i uoverkommelig grad et godt helhedsindtryk af et fint og velfungerende transfer.

AudioBedre tilrettelagt er imidlertid filmens engelsksprogede Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 lydspor. I begge tilfælde er der tale om velkomponerede lydkulisser med mange lag, der medvirker til at give “Bobby” den rette atmosfære og stemning. Generelt er alle kanaler i brug, om end replikkerne primært er et anliggende for fronthøjtalerne og de stemningsskabende effektlyde et anliggende for baghøjtalerne. Det kan anføres, at sidstnævnte måske godt kunne være lagt på et højere volumenmæssigt niveau, men alt i alt er der altså tale om et ganske glimrende auditivt udtryk.

EkstramaterialeEkstramaterialet på denne udgivelse er funderet i de typiske trailers, denne gang for “Terabithia – et hemmeligt land”, “2:37”, “Severance”, “The Wicker Man”, “Loverboy” og Mel Gibsons “Apocalypto”. Derudover er der en i øvrigt ikke alt for velfungerende trailer for “Bobby” samt featuretten “Making of an American Epic”, der rummer interviews med både skuespillere og instruktør Emilio Estevez. Et noget ujævnt ekstramateriale, der godt kunne have budt på mere.