Robert Kennedys sidste døgnEmilio Estevez har hovedsagelig markeret sig som skuespiller, trods det faktum, at han allerede har instrueret tre spillefilm. Det er dog ti år siden han sad i instruktørstolen sidst, men med ensemble-dramaet “Bobby”, hvis omdrejningspunkt er den skæbnesvangre aften, hvor præsidentkandidat Robert Kennedy blev skudt, er Estevez tilbage igen. Filmen sørger over en skelsættende æra i amerikansk historie, og den historiske tyngde er svær ikke at blive grebet af, men når det kommer til de mange sammenflettede historier, som klippes sammen på kryds og tværs, er det mere så som så med relevansen.
[image=16653]
I juni 1968 vandt ‘Bobby’ Kennedy overbevisende primærvalget i Californien, og aftenen for valgsejren fejredes på det eksklusive Hotel Ambassador i Los Angeles. Bobby var blevet et symbol for amerikanerne på det håb, som ikke kunne eller ville dø, trods mørke skyer af modgang i form af attentaterne på både hans bror, John F. Kennedy, og Martin Luther King. Med sin humanistiske varme og tro på ligheden blandt alle amerikanere, blev han i høj grad set som den sidste frelser, der kunne vende et årtis kaos, med Vietnam-krigen, raceuroligheder og ungdomsoprør, og føre USA sikkert fra teenageårenes turbulens ind i det stabile voksenliv. Få timer efter hans sidste tale på hotellet brast drømmen om håb, da han blev skudt. Tilbage stod landet med en følelse af, at det sidste lys var blevet slukket og havde efterladt USA i mørke – et mørke, som den dag i dag har efterladt tydelige ar.
“Bobby” fokuserer på det skelsættende døgn op til præsidentkandidatens død, og som ramme har Estevez valgt det glamourøse hotel, hvor valgkampagnen finder sted. Et væld af små sidehistorier væves ind og ud mellem hinanden, som vi efterhånden er vandt til i multi-plot film som “Short Cuts” og “Magnolia”. Der er den pensionerede dørmand, som spiller skak i lobbyen med sin kollega og mindes de gamle tider; hotellets direktør, der har en affære med én af opstillingsdamerne; køkkenets opvaskere og afryddere, som næsten kun tæller illegale mexicanske immigranter; den fallerede diva og hendes forsagte mand; Kennedys kampagnepersonale, der arbejder på højtryk i takt med, at meningsmålingerne tikker ind; og dem, som skulker, og i stedet flipper ud på LSD.
[image=16654]
Der er plads til både de små dramaer, såvel som enkelte komiske optrin, men fælles for historierne er, at de på den ene eller anden måde skal kommentere på den sammenstilling af håb og usikkerhed, som netop den dag, men også perioden som helhed, var et udtryk for. Det lykkes delvis for filmen, men en del af de små historier synes desværre for påklistrede eller irrelevante. Om end to unge kampagnefrivilliges komiske syretrip kan siges at påtale en markant side af tidens eksperiment-trang og forsøg på eskapisme, så er episoden i bund og grund malplaceret.
Det er også så som så med Estevez’ subtilitet, både hvad angår personinstruktion og i manuskriptets tunge pointer. Det bliver simpelthen for didaktisk til at gå rent ind, og den overordnede historie – nemlig tidsbilledet og Bobby som symbol for et bedre USA – skæmmes desværre af det lidt for navlepillende drama. USA er nu engang bedst til at begræde dets egne problemer, og selvom omdrejningspunktet i “Bobby” netop er USA’s endelige tab af uskyld, så virker de mikroskopiske dramaer ikke relevante nok. Det vigtige og det trivielle balanceres lidt for klodset i sin helhed, og selvom der leveres solide præstationer blandt det effektive ensemble, er der langt op til Robert Altman. Et godt eksempel er filmens indlejrede [i]upstairs/downstairs[/i] problematik mellem køkkenpersonalet og hotellets gæster, der ikke har den brod og finurlighed som “Gosford Park” mestrede til fulde med så få midler.
[image=16655]
filmz-Angel Eyes 