[b]Bob fra flinkeskolen[/b]

At blive kaldt Bølle vækker utvivlsomt visse forventninger om, hvordan man er, og eftersom selv hans forældre kalder stakkels lille Bob for Bølle Bob, så kan han vel dårligt blive meget anderledes.

Det sære er imidlertid, at til trods for at han altså vedvarende bliver kaldt en Bølle, og til trods for den velkendte sang, der introducerer ham som en værre lømmel, så sidder man stadig og venter på, hvornår han egentlig har tænkt sig at lave ballade. Ja vist, han slås mod en ond borgmester, men det er trods alt ikke nogen synd, og han erklærer endda på et tidspunkt, at de går i en fantastisk skole – hvilket i hvert fald kolliderer temmelig kraftigt med min opfattelse af, hvad bølletyper plejer at synes.

Skuespillernes unge alder har sikkert også noget at gøre med det. På den oprindelige plade fra 1978, som jeg – og sikkert de fleste fra min generation – kender temmelig godt, virkede sangene fulde af oprør, harme og spirende teenageseksualitet. De var fra en 70’er-kollektivstemning fuld af naiv politisk bevidsthed, og selvom en del af teksterne i dag virker ufrivilligt komiske ([i]”Min mor gik til bunds i sprut og piller… En baggård og en pornoklub, det var min legeplads”[/i]), så var følelsen af, at man ønskede at tage børnesangene ud af glansbilledernes verden og synge om ting, der rent faktisk var relevante, i høj grad til stede.

Nu lader det imidlertid til, at man ønsker at sætte dem tilbage i glansbilledehuset, og til det formål har man skabt en historie så banal, at den lige så vel kunne have været brugt til en “Far til fire”-film. Her må lille putte-byen kæmpe mod borgmesteren fra den store onde by, og selv Bob er meget langt fra arbejderklassen og i stedet forsynet med nogle følsomme overklasseforældre. Resten af byen er arketyper, som ville passe lige ind i et “Anders And”-blad: Der er den svage politimand, spillet af Tommy Kenter, den fallerede pedel i skikkelse af Alan Olsen samt en strigle af en skoleleder, spillet af Mille Dinesen.

Som sædvanlig er den voksne verden ikke til megen hjælp, og børnene må derfor i bedste “High School Musical”-stil skabe en musical, der kan redde skolen fra lukning. Det bliver selvsagt anledning til en masse numre, hvoraf man bemærker et stærkt svingende kvalitetsniveau. Velkendte sange som titelnummeret og “Ikke rigtig voksne” er stadig iørefaldende, selvom de gives betydeligt mindre kant her end i de oprindelige indspilninger, mens de nye sange er af den trivielle MGP-slags, som man har glemt det øjeblik, de er omme.