Filmz
Børnehjemmet

El orfanato

Medvirkende:

Belén Rueda, Fernando Cayo, Roger Príncep, Mabel Rivera, Montserrat Carulla, Andrés Gertrúdix, Edgar Vivar, Geraldine Chaplin, Óscar Casas

Instruktør:

Juan Antonio Bayona

Filmlængde:

102 minutter

Genre:

Drama, Drama, Gyser, Gyser, Thriller, Thriller

Børnehjemmet

[b]Barnetro eller voksentvivl[/b]

Det er ikke usædvanligt, at film sælges under falsk varebetegnelse, når producenten med et velklingende navn kun har haft en lille finger med i spillet, men alligevel står øverst på plakaten. En sådan film er “Børnehjemmet”, som i reglen er instrueret af spanske Juan Antonio Bayona, men ikke desto mindre markedsføres som en film af producenten Guillermo del Toro. Lige præcis her går den del imidlertid meget godt i spænd med filmens overordnede tematik og udtrykkelige behandling af løgnen, mistilliden og grænselandet mellem barn og voksen.

[image=29961]

Filmen bygger på den erindringsfulde fortælling om den yndefulde og midaldrende Laura, som efter års adskillelse er vendt tilbage til barndommens dal og den beboelse, hun voksede op i som forældreløs. Dengang agerede den monumentale bebyggelse børnehjem, mens Laura i voksenlivet med mand og barn af uforsagte årsager har opkøbt stedet til private formål. Alt er imidlertid ikke, som det skal og bør være. Den femårige søn Sìmon har som følge af fødselskomplikationer tilegnet sig en livstruende sygdom og skal derfor beskyttes og pylres om efter alle kunstens regler, men det er nu alligevel det uvarslede besøg fra oldfruen Benignas side, som kommer til at vække størst bekymring.

Derved har d’herrer Bayona og del Toro nemlig lagt i kakkelovnen til et velskåret drama rummende en stor portion realisme tilsat en smule overnaturlige indslag. Det er tydeligt, at det har været magtpåliggende at fremelske en kærlig leg med fantasien og det magiske grænseland, som adskiller barn og voksen. Skal man som voksen forlade sig på sin upåagtede barnetro eller som barn lade sig påvirke af de voksnes tvivl? Diskursen er interessant og et langt stykke af vejen også fortræffeligt anlagt i “Børnehjemmet”, men desværre drukner de lovende takter i en mudret finale, vi som tilskuere godt kunne have været foruden.

[image=29960]

Laura beslutter undervejs at genoptage stedets gamle dyder under nyistandsatte rammer og invier sammen med den hårdtarbejdende ægtefælle Carlos en dagplejeinstitution for børn med særlige behov. Under indvielsen forsvinder sønnike efter et skænderi og viser sig ikke siden. De opofrende forældre sætter alt til side for at finde deres eget kød og blod død eller levende, men ethvert forsøg smuldrer i den spanske efterårsregn, mens parforholdet så småt er ved at gå i opløsning. Sìmons forsvinden er tilsyneladende uoprettelig og har muligvis noget med det daværende børnehjem og husets grumme forhistorie at gøre.

Den lurende fortællestil er en stor styrke for “Børnehjemmet”, som kun i begrænset omfang benytter sig af i øvrigt vellykkede chokeffekter, men fortrinsvis knytter sig til det fortættede og uhyggeprægede drama. Filmens protagonist Laura er selvsagt bærende for dramaet som helhed, men det er alligevel unge Roger Prìncep, som i store træk stjæler billedet. Han definerer sin karakter til perfektion og er hamrende naturtro. Det er svært ikke at forlige sig med ham som den sygdomsramte pode, men nu bakkes han også op af et habilt cast.

[image=29959]

Bayonas vægtigste element er frygten, som er et gennemsyrende træk. Både forældre og børn i filmens univers besidder den, og undervejs forplanter den sig uden større problemer hos den formasterlige tilskuerskare. Et par nøglescener står ikke i vejen for en fremelskning – bemærk blot, da Laura sent i filmen leger gemmeleg med de gengangere, som i deres liv på Moder Jord aldrig nåede at vokse ud af barndommens krop. Også Sìmons såkaldte fantasivenner og deres omrokering af inventar i og uden for huset er med til – på velovervejet maner – at sætte tankevirksomheden og ikke mindst frygten i gang hos de implicerede.

Undervejs opleves dog et par gevaldige bump i fortællestrukturen. Slutningen kunne som nævnt godt være sparet væk, og også en længere scene midtvejs, hvor et medie med henvisning til “Ghostbusters” endevender det hjemsøgte hus, skurrer. “Børnehjemmet” har taget rejsen tilbage til barndommens gade og veksler hyppigt mellem troen på eller mistroen til det overnaturlige. Generelt fungerer opskriften skræmmende godt, men enkelte elementer falder ved siden af og er medvirkende årsag til, at “Børnehjemmet” ikke fik denne anmelder helt op af sofahjørnet.

[image=29958]

[b]Video[/b]

“Børnehjemmet” præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 2.35:1-format, som tager sig glimrende ud. Således eksekveres den kolde og dystre farvebrug solidt, mens kontrasten heller ikke byder på udsving. Der er enkelte tilfælde af edge-enhancement i et par af filmens lysere scener, men ellers er der ikke eksempler på hverken det, digitale forstyrrelser eller udtværinger. Alt i alt et glimrende transfer.

[b]Audio[/b]

Lyden udbasuneres i de to spansksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS 5.1-lydspor, som også gør en rigtig god figur. Lyden er nemlig – trods enkelte utydeligheder – ren og helt uden overstyringer og overdøves i øvrigt aldrig af det stemningsfulde, men markante score. På sidelinjen opererer den detaljefulde atmosfære, som bidrager med adskillige virkningsfulde og distinkte effektlyde, der spiller en væsentlig rolle i filmens samlede udtryk.

[b]Ekstramateriale[/b]

Udgivelsens ekstramateriale er velafvejet, men det er imidlertid problematisk, at instruktøren Juan Antonio Bayona i sin introduktion til samme refererer til en dobbelt dvd-udgivelse med andet og mere indhold, end nærværende skive kan tilbyde. Alligevel er der lidt af et skatkammer i vente. I “Roger Prínceps Audition and Rehearsals” vises prøvelser på de første prøveoptagelser af barnestjernen bag karakteren Sìmon, mens en række mindre featuretter dechifrerer arbejdet med filmens titelsekvens, locations, lyssætning og lydbearbejdning.

Festlighederne stopper dog ikke her. I et kortere interview med Guillermo del Toro og Bayana endevendes tankerne bag filmen, mens slettede scener, alternative slutninger og forlængede scener samt brudstykker fra filmens storyboards også har en vis attraktion. Endelig suppleres den traditionelle teaser og ditto trailer af “The Lost Film”, som er helheden af de 8 mm optagelser, der indgår undervejs i “Børnehjemmet”. Et fremragende sortiment, om end de enkelte dele har tendens til at fatte sig i korthed.

[image=29963]

Kort om filmen

Som barn tilbragte Laura seks lykkelige år på et hyggeligt børnehjem ved havet. 30 år efter flytter hun sammen med sin mand, lægen Carlos, og deres søn, den 7-årige Simon, tilbage til stedet – for at genetablere huset som et hjem for handicappede børn. Det nye hjem og de mystiske omgivelser sætter Simons fantasi i gang, og inden længe lever han i en faretruende fantasiverden befolket af spøgelser og nervepirrende reminiscenser af fortidige ugerninger. Gennem Simons fortællinger bliver Laura gradvist konfronteret med en forfærdelig hemmelighed fra sin barndom på børnehjemmet, og da Simon en dag forsvinder, udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed for alvor.

Ads by MGDK