Filmz
Bolt

Bolt

Medvirkende:

John Travolta, Miley Cyrus, Susie Essman, Mark Walton, Malcolm McDowell, James Lipton, Greg Germann, Diedrich Bader, Nick Swardson, J.P. Manoux, Dan Fogelman, Kari Wahlgren, Chloë Grace Moretz, Randy Savage, Ronn Moss

Instruktør:

Chris Williams, Byron Howard

Filmlængde:

96 minutter

Genre:

Komedie, Animation, Fantasy, Familie

Bolt

[b]Et hundeliv[/b]

Med kun to computeranimerede film bag sig har Disneys animationsafdeling længe holdt fast i de traditionelle blyantstreger. Verdens ældste tegnestue har skabt uforglemmelige tegnefilm, men har samtidig været lang tid om at omstille sig og give bud på computerbaserede animationsfilm. Allerede i 1995 kom Pixar med gigantsuccesen “Toy Story” og har siden været toneangivende på sit felt. Siden Pixar og Disney fusionerede i 2006, prøver Disney-studierne nu for alvor med digitale figurer, og “Bolt” er andet forsøg efter “Min skøre familie Robinson”.

[image=34168]

Superhunden Bolt har hvid pels med et sort lyn på siden. Menneskepigen Penny er i fare, og det er op til Bolt at klare skurkene. En mikrofonstang kommer ind i billedet, og det hele viser sig at være en filmoptagelse. Bolt er blot en almindelig hund, men tror selv på superkræfterne, som tv-studiet har lavet med special-effects, siden Bolt var hvalp. En dag slipper skuespillerhunden fri fra studiet og ryger tilfældigt i en flyttekasse til New York. Da Bolt stadig tror, at Penny er i fare, begiver han sig – med en kat som gidsel – ud på en farlig rejse tværs over USA tilbage til Los Angeles.

På mange måder minder “Bolt” om kendte Pixar-film som “Toy Story” og “Biler”. Bolt er en berømt stjerne, der bliver genkendt på gaden ligesom racerbilen i “Biler”, og Bolt er også i den tro, at han kan skyde med laser præcis som Buzz Lightyear fra “Toy Story”. Illusionerne brister efterhånden, og både bilen, legetøjsfiguren og hunden må finde en mere realistisk tilgang til verden. Det er ikke så overraskende at finde ligheder til Pixar med dennes grundlægger og animationskonge John Lasseters fingeraftryk over det hele. Med Lasseter som nyt kreativt overhoved hos Disney-animationsstudierne kan Disneys varme indre og Pixars banebrydende ydre både ses og føles i “Bolt”.

[image=34167]

Med hjælp fra sit gidsel, Mittens, skal Bolt oplæres i, hvordan en “rigtig” hund opfører sig. Det umage par bliver sultne på rejsen tværs over landet, og de bliver nødt til at tigge mad på en campingvognplads, og her har hunden som bekendt en klar fordel. Ironien i en kat, der oplærer en hund i at være hund, mens hunden har katten som gidsel i en hundesnor, er bare morsom. Mittens er en baggårdskat, der kender alle gadens regler, og inden længe lærer hun Bolt at hælde hovedet på skrå, sænke ørene og vise “hundeøjne”. Mittens og Bolt møder hamsteren Rhino, der viser sig at være Bolts største fan. Rhino citerer ustandseligt velkendte replikker fra action-universet og slår naturligvis følge med idolet på den farlige rejse. Det er svært at stå for de charmerende dyr i “Bolt”, der er sjove og vigtigst af alt har personlighed. Humoren er effektiv og kan nydes af både små og store.

Den voksne dimension af “Bolt” understreges også i den allegoriske kredsen om Hollywood-miljøet. Hunden Bolt bliver udsat for den ekstreme form for [i]method acting[/i], hvor den ikke engang selv er klar over, at kameraet ruller. Det bliver til et misbrug af følelser, som det også kan ske for barneskuespillere i virkeligheden sat på spidsen med Pennys grådige agent, der taler som en slange og tænker som en pengegris. Alvorlige virkelige hændelser som ildebrandene i Universal Studios og Hollywood berøres også, og “Bolt” frarådes derfor for de helt små.

[image=34154]

Kort om filmen

For super-hunden Bolt er hver dag fyldt med eventyr, fare og mysterier. I hvert fald indtil kameraet stopper. Da stjernen i et succesfuldt tv-show ved et uheld bliver sendt fra sit studie i Hollywood til New York, begynder hans største eventyr til dato, en rejse tværs over landet gennem den virkelige verden for at komme tilbage til sin ejer og medspiller, Penny. Kun udstyret med den vrangforestilling, at hans egne utrolige bedrifter og evner er virkelige og med hjælp fra to usædvanlige rejsekammerater – en afdanket, forladt huskat ved navn Mittens og en fjernsynsnarkoman af en hamster ved navn Rhino – vil Bolt opdage, at han ikke behøver superkræfter for at være en helt.

Ads by MGDK