[b]Mums for madører[/b]

Danièle Mazet-Delpeuch var den første kvindelige kok for en fransk præsident. Fra 1988 til 1990 kokkererede hun for den aldrende Francois Mitterrand, der specifikt havde sendt bud efter den ikke helt unge trøffel-connaisseur Delpeuch. Løst baseret på hendes historie har den franske instruktør Christian Vincent skabt en meget sympatisk og ikke mindst mundvandsfremkaldende film, hvor maden – heriblandt profitrolles, trøfler og syndig sauce – spiller den altoverskyggende hovedrolle.

Catherine Frot med de sunde, evigt letrødmende kinder spiller Hortense Laborie. Hun er en anerkendt kok med eget spisested i Périgord i det sydvestlige Frankrig. Dér, hvor jorden gemmer på himmelske trøfler, og hvor man ikke sparer på foie grasen. Hendes rygte er nået helt til Paris, hvor selveste Præsidenten (spillet af den 87-årige forfatter Jean d’Ormesson) har hidkaldt den midaldrende Hortense. Hun skal være hans personlige kok og servere retter, som hans mor lavede dem. Det tilbud kan Hortense ikke afslå, der, præcis som Præsidenten, skatter det enkle og klassiske, franske køkken. Ikke for mange dikkedarer. Bare solid, velsmagende mad.

Men opgaven er ikke så ligetil. I præsidentpalæet på 55 Rue du Faubourg Saint-Honoré huserer også et helt kobbel fedtforskrækkede diætister og et storkøkken med en ilter chefkok, der ikke synes om Hortenses metoder. Ene kvinde må hun igen og igen kæmpe for sin plads i køkkenet.

“Bon appétit hr. Præsident” er hverken en kompliceret eller spændingsmættet fortælling. Her er mere tale om en langtidssimrende ret, der bare står og hyggebobler lidt over lavt blus. Til gengæld er der både saft og kraft i Catherine Frots rolle som den stålfaste kogekone Hortense. Frot, hvis talent favner både komedien og dramaet, tilfører Hortense en modenhed, der gør én nysgerrig på at vide mere om denne kvinde. Bedst var hun i Denis Dercourts “Nodevenderen” fra 2006. En kølig thriller, der lånte med stor succes fra både Hitchcock og Chabrol. I “Bon appétit hr. Præsident” er der mere smil på læben og varme fra Frots side, og det gør hun også glimrende.

Virkelighedens Danièle Mazet-Delpeuch pakkede efter knap to års tjeneste under Mitterrand kufferten og drog mod Antarktis for at arbejde som kok på en videnskabelig station på Crozetøerne. Den del af virkeligheden er det ikke lykkedes Christian Vincent, der har skrevet filmens manuskript sammen med Etienne Comar, at få integreret helt vellykket. I filmen opdager en australsk journalist og hendes kluntede kameramand tilfældigt, at Hortense arbejder på stationen. De jagter hende rundt på øen for at få et interview, men hele den del af filmen er ikke nær så engagerende eller velanrettet fortalt. Det er i præsidentpalæets køkken, hvor Hortense sagte siger opskrifter højt for sig selv, imens hun braiserer, hakker, koger og steger, at filmen succesfuldt charmerer sit publikum.