Filmz
Boogeyman

Boogeyman

Medvirkende:

Skye McCole Bartusiak, Barry Watson, Emily Deschanel, Lucy Lawless, Tory Mussett, Robyn Malcolm, Charles Mesure, Louise Wallace, Michael Saccente, Philip Gordon, Ivan Kemp, Caden St. Clair, Lee Foreman, Andrew Glover, Aaron Murphy

Instruktør:

Stephen T. Kay

Filmlængde:

86 minutter

Genre:

Drama, Drama, Gyser, Gyser, Thriller, Thriller

Boogeyman

Lad mig gå til bekendelse med det samme. Jeg er mere end almindelig sart over for gyserfilm. Min hænder er kategorisk foran øjnene, mine håndflader svedige og jeg kommer med små hvin på de mest upassende steder. Sådan har det været lige siden jeg første gang rystede af skræk over “Ghostbusters” som 8-årig – og stadig synes den var mere uhyggelig end sjov, da jeg genså den 10 år senere. Så det var med bankende hjerte og gåsehud at jeg satte mig til rette i biografsædet for at se Stephen T. Kays “Boogeyman”. Men det kunne jeg nu godt have sparet mig. For til trods for et hysterisk overbud af billige chokeffekter, der virker nogenlunde efter hensigten, kan det ikke skjule at historien om den menneskeædende bøh-mand fra skabet, er mere tynd og hovedrystende end egentlig meningsfuld og tænderklaprende.

[image=8908]

“Boogeyman” gør allerede fra start meget ud af at retfærdiggøre sin plads i gyser-genren, ved at demonstrere alle de klassiske gyser-kneb og forsøge at jage en skræk i livet på os. Vi begynder med et hæsblæsende flashback til hovedpersonen Tims barndom, hvor vi får alle de traditionelle effekter klasket i hovedet: knirkende døre, voksende skygger, knagende trapper, opspilede øjne og så selvfølgelig den skrækindgydende Boogeyman, der som en anden tornado river Tims far ud i intetheden. Mange år senere møder vi Tim igen – traumatiseret af barndommens hændelser og selvfølgelig ude af stand til at tilfredsstille sin uforstående og sexfikserede kæreste Jessica. Det umage par tager på kærlighedsweekend hos Jessicas forældre for at fejre Thanksgiving, men da Tims mor pludselig dør ved uforklarlige omstændigheder (selvfølgelig efter at have “besøgt” Tim i et mareridt) beslutter han sig for at konfrontere sin hjemegn, det gamle hus og én gang for alle – the Boogeyman.

[image=8907]

Og ja – så er der virkelig lagt i kliche-kakkelovnen. Tim møder ved begravelsen sin gamle flamme fra barndommen, Kate, som er en sund, kærlig og velnæret hestepige (uden seksuelle lyster). Da hun efter begravelsen besøger Tim i rædslernes hus på en sort hingst, der smider hende af i frygt for at komme for tæt på huset, bliver det altså virkelig uhyggeligt. For overraskende nok ligger huset på en øde mark omgivet af svajende graner, samtlige døre og trapper knirker ud over det sædvanlige, vandhaner drypper og det blæser en stiv kuling ind af de faldefærdige vinduer. Så er det da klart at en hest må trække sig, selvom Kate utroligt nok bemærker at [i]”sådan plejer den aldrig at opføre sig”[/i]. Magen til klodset symbolik skal man lede længe efter.
Jeg må indrømme, at jeg efter den episode var tæt på at tage samme tur som hesten, hvis det da ikke var fordi jeg hellere måtte se slutningen på denne såkaldte gyser. Og selvom der hverken kommer hoved eller hale på historien bliver det faktisk ganske uhyggeligt hen ad vejen. Manglende børn, spøgelser, magiske døre, tidsoverspring, dødsgraffiti og nedsugede kærester er blot en brøkdel af hvad historien byder på. Alt sammen i et herligt ulogisk miks og med en oppumpet visuel stil, der får filmen til at minde om en mellemting mellem en musikvideo, Hitchcocks “Psycho” og Wes Crawens “Scream”. Desværre uden Screams intertekstuelle humor, Psyhcos suspense og musikvideoens dynamik. Og det er lidt synd. For filmen er i og for sig momentvis underholdene og skrækindjagende, men når enderne skal samles og opgøret med Boogeyman skal stå, fiser det hele ud i en plat og ufrivillig komisk slutning.

[image=8909]

Kort om filmen

Barry Watson spiller en ung mand, som vender tilbage til sit barndomshjem for at konfrontere de skrækindjagende syn, der har plaget ham hele livet. Så længe han er hjemme i sin egen trygge lejlighed, er der ingen fare på færde. Men da han bliver nødt til at gå ud for at tage til Thanksgiving hos kærestens forældre, begynder der at ske mystiske ting, og da moderen dør, er han nødt til at vende tilbage til sit frygtindgydende barndomshjem og gøre op med de onde magter en gang for alle.

Ads by MGDK