[b]Sprængfarlige bobler[/b]

[i]”Krisen er ovre, de gode tider er tilbage.”[/i] Nogenlunde sådan lød udmeldingen fra en stolt dansk regering for godt et år siden. Finanskrisen, der begyndte i det amerikanske boligmarked i 2008 og siden er trampet igennem stort set alle verdens økonomier, er endelig død og borte. Men bedst som vi fejrer væksten ved med et wienerbrød fra bageren, så dukker “Monty Python”-veteranen Terry Jones pludselig op med en hær af hånddukker og nogle mærkelige sange, for at minde os om at krisen med sikkerhed vil komme igen – hvis vi altså ikke passer på.

Realkreditobligationer, subprime-lån og [i]high stake[/i]-aktiehandel er svært at forstå, selv når en nøgen Margot Robbie forklarer det så pædagogisk, som hun gør det i “The Big Short”. Faren for at man bliver hægtet af i en film om den globale finanskrise er stor, men det sker aldrig i “Boom bust boom”. Her bliver hele krisen nemlig kogt ned til en enkelt lektie om økonomi og menneskelig natur, der er så simpel, at den kan være i filmens titel. Efter ethvert økonomisk [i]boom[/i] kommer et [i]bust[/i], og efter ethvert [i]bust[/i] kommer endnu et [i]boom[/i]. Op og ned og så videre. Sjove hånddukker viser, hvordan det samme mønster gentager sig igen og igen på tværs af historien. Helt fra den hollandske tulipankrise i 1600-tallet til da jubeloptimisme omkring internettet nedsmeltede markedet i begyndelsen af det nye årtusinde.

I modsætning til andre og mere vrede film om krisen, bruger “Boom Bust Boom” ikke meget tid på at pege fingre. Hvor film som “Inside Job” retter en bredside imod de grådige pengemænd, der gjorde det hele så meget værre, forklarer “Boom Bust Boom” politikerne og bankmændenes tilsyneladende vanvittige adfærd op til krisen som et aldeles menneskeligt fænomen. Faktisk er mennesker ikke meget forskellige fra aber, forklarer Terry Jones og tager os med til Puerto Rico, hvor en forsker fra Yale University har lavet et eksperiment, hvor rhesusaber betaler for vindruer med små sølvmønter.

Det er ikke de griske pengemænd, men den grundlæggende idioti, som bor i os alle sammen, der udstilles. Idioti er i sig selv sjovt. Derfor passer den overvejende komiske tilgang overraskende godt til at beskrive den værste økonomiske krise, verden har oplevet, siden Den store depression tilbage i 1930’erne. Det er der vi begynder. Den amerikanske præsident Calvin Cooligde står i dukkeform, og holder den årlige [i]state of the union[/i]-tale. Vi er i 1928, altså året før det famøse børskrak på Wall Street. Men ifølge Coolidge går alting strygende. Mens han priser økonomien og nationens ustoppelige fremgang, rejser to kordrenge sig bag ham og understreger hans naive pointer med englesang. De finurlige og lettere muppet-agtige hånddukker er sjove nok i sig selv, men den virkelige komik ligger i det villige hukommelsestab, der igen og igen tillader veluddannede og intelligente mennesker at tro, at denne gang vil opsvinget blive ved for evigt.

Mange vil genkende Terry Jones fra den legendariske britiske komikergruppe “Monty Python”. Arven fra gakgak-komikken er tydelig. Grafer forlader skærmen med eksplosioner, hvis der skal laves en pointe om ligevægt placeres et kæmpe bræt på toppen af et højhus og forskellige menneskers motivationer og verdensopfattelser forklares med sang. Der er hele tiden et eller andet farverigt, der flagrer rundt på tværs af skærmen. Næsten så det distraherer fra de seriøse økonomer, der taler ind mellem alt vanviddet.