Nogle ting er simpelthen bedst i små, afmålte doser. Såsom saltbomber, rosiner, jazz og den slags humor, som filmen “Borat” lægger for dagen.

Enhver fan af den Cambridge-uddannede komiker, Sacha Baron Cohen, behøver ikke at se “Borat” for at få genopfrisket englænderens evner. Den sensationelle entertainer demonstrerede i årevis sit talent via det hysterisk morsomme tv-show “The Ali G Show”. Her portrætterede den kamæleonagtige Cohen flere forskellige figurer, som alle blev benyttet til bl.a. at påpege samfundets urimeligheder, håne dets største jubelidioter og få millioner af seere til at dø af grin. Cohen lavede en hel spillefilm med sit sexglade, rappende alter ego Ali G i centrum, men resultatet var ujævnt, og størstedelen af filmen var bare ikke særlig sjov.

“Borat” er bedre, men heller ikke perfekt. Den kasakhstanske journalist, Borat Sagdiyev, er endnu en af Cohens populære opfindelser, som, udstyret med en utrættelig nysgerrighed og uden realitetsfornemmelse, har fået talløse sagesløse interviewofre til at rødme. Og nu er det så blevet den fiktive, kontroversielle reporters tur til at indtage biograferne. Men i modsætning til “Ali G Indahouse” forsøger “Borat” at kreere en pseudo-dokumentarisk blanding af virkelighed og fiktion. Når balancen mellem de to ting opretholdes, fungerer filmen bedst.

Borat rejser tværs gennem USA for at finde Pamela Anderson, som han forelskede sig i, da han tilfældigvis så et afsnit af “Baywatch”. Netop dét sideplot er en af filmens svagheder, idet Borats søgen efter det storbarmede ikon virker både karikeret og påklistret. Men i det mindste giver det Cohen en god undskyldning for at stifte bekendtskab med en masse forskellige mennesker overalt i det enorme land. Blandt filmens højdepunkter er et hylende morsomt smut forbi en rodeoforestilling og en nøgen brydekamp mellem Borat og hans producer.

Men det er den amoralske, antisemitiske Borats (bare rolig – Cohen er selv jøde) manglende forståelse for den vestlige verdens etikette, struktur og levestil, som resulterer i filmens sjoveste øjeblikke. Nøjagtig som i Cohens tv-show gør de illustrerede kontraster mellem vores civiliserede civilisation og en utrolig anderledes og bagvendt verden virkelig indtryk. Og Cohen formår ikke blot at more – hans unikke evne til at fremhæve virkelighedens mørke, fortrængte afkroge er fascinerende og endda skræmmende. [i]”Hvad er det bedste våben til at forsvare sig selv med mod jøder?”[/i] spørger Borat en våbenhandler nonchalant. Svaret kommer prompte.

Men filmens herlige pseudo-dokumentariske facade smadres jævnligt af scener, der føles alt for konstruerede. Enkelte ting er bare slet ikke sjove (såsom de uendelige vittigheder om kvindernes lave status i Kasakhstan og en langstrakt, barnlig afføringsjoke), andre bliver ved for længe (især størstedelen af samtalerne mellem reporteren og hans producer), og filmen er slet ikke så original, som den går og tror. “Borat” er en film læsset med gode ideer og solide momenter, men det er altså svært at fordøje det hele i én omgang uden at blive lidt sløj.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Det er tydeligt, at både 35mm-, HD- og Mini-DV udstyr er blevet brugt i forbindelse med optagelserne. Billedkvaliteten svinger derfor lidt, men det gjorde den egentlig også i biografen. Billedet er dog uheldigvis en smule for blødt, mens udtværing og edge-enhancement sjældent spottes. Scenerne, som oprindeligt blev skudt på HD, ser klart flottest ud. Farverne fremstår generelt virkelighedstro og flotte, og kontrasten er fin.

AudioFilmens minimalistiske lydside præsenteres både i Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 på denne udgivelse. Den dokumentaragtige film benytter sig allermest af fronthøjtalerne og især centerhøjtaleren, eftersom der selvsagt er lagt mest vægt på dialogen – som kommer klart og tydeligt til udtryk. Men af og til bliver man faktisk overrasket over de sporadisk effektive effekter, som baghøjtalerne serverer. Der er endda også et par tilfælde af solid atmosfæreskabelse. Sporet besidder også en fin, om end langtfra formidabel, bund.

EkstramaterialeUdover selve filmen har dvd’en faktisk overraskende lidt at byde på. Der er i alt otte slettede scener. Fans af filmen vil garanteret more sig kosteligt over de her ekstra minutter i selskab med Borat, og der er vitterligt også mange morsomme øjeblikke, som ikke nåede med i den endelige udgave af filmen. Især et besøg hos en hundekennel, en “Baywatch”-parodi og en samtale mellem Borat og et par politimænd, som får ham til at holde ind til siden, morer. Der er også et ægte nyhedssegment, der fortæller om Borats upopulære rodeo-performance, som på fin vis understreger, hvor snæversynede og intolerante mange mennesker er.

Dokumentaren “Global Propaganda Tour” (17 min.) viser en masse klip fra filmens verdensomspændende PR-turné. Der er bl.a. optagelser fra Cannes-festivalen, San Diego Comic Con og interviews mellem Cohen og de amerikanske talkshow-værter Jay Leno og Conan O’Brien. Cohen er kendt for aldrig at glide ud af karakter, og et stort interview med Rolling Stone for et par måneder siden var angiveligt det første af slagsen nogensinde, hvor Cohen ikke lod som om, han var en helt anden. Det er et genialt PR-træk, men man savner alligevel at høre fra manden bag masken.

Derudover er der også en ultrakort, men morsom, reklame for soundtracket til “Borat”. Man mangler en gennemført dokumentar eller evt. et kommentarspor med Cohen, hvor filmens modtagelse, kontroversielle natur og hektiske produktion blev diskuteret igennem – måske er komikeren bare bange for at risikere at få endnu en retssag på halsen…