[b]Tab og vind med samme sind[/b]

De er to forskellige slags helte. Tilsyneladende. Bjørn Borg er ham, som alle kan lide. En fair, sky gentleman – lidt som Superman. På den anden side af nettet står John McEnroe, der med sin voldsomme stil splitter publikum. En Batman. “Borg” er rivalfilmen om de to forskellige tennishelte, der alligevel er ret ens. Desværre er portrættet ikke meget dybere end Caroline Wozniacki.

For selve kampen i 1980 – den mytologiske Wimbledon-finale imellem de to bedste spillere i verden – er den mindst interessante kamp i “Borg”, der retteligt burde hedde “Borg/McEnroe”, som den gør uden for Skandinavien. I sportsfilm handler det altid om den anden kamp. Den indre kamp. Hvorfor er Borg så reserveret og kontrolleret? Og hvorfor skændes McEnroe med publikum og dommer, der må tage imod legendariske udfald som: [i]’You cannot be serious'[/i]. Hvorfor? Det er dén kamp, som vi ikke kender resultatet af på forhånd.

Desværre er svaret ikke meget dybere end ‘Martha’ i “Batman v Superman”. Noget med én bold ad gangen. Bjørn var rasende som ung, men stoppede med at vise følelser, fordi træneren sagde, at han skulle. På den måde er han langt mere forpint end det udadvendte spejlbillede, der er med-castet næsten for meget med vilde Shia LaBeouf som vilde John McEnroe. Han bliver bedst forklaret. Han var bedst til geografi-prøven i klassen, men 96 ud af 100 imponerer ikke mor – der er ikke råd til at fejle, hvis du vil være bedst. På den måde får Johns urolige råberi karakter af et råb om hjælp. Om anerkendelse. Fra far og mor. Og idolet, Borg.

Det simple setup bliver dog for simpelt et kampreferat. Det komplekse i de to flades ud til at minde om et interview fra Woz, der altid monotont tager én bold ad gangen. For i “Borg” gemmer der sig et potentiale i stil med Andre Agassi-biografien “Open”, hvor rivalkampene imod Pete Sampras slet ikke er så spændende som Agassis opgør imod far, der også er træner. Person og tennis hænger sammen.

Det gør det også i “Borg”, hvor første halvdel sætter tydeligt op. Maskinen Borg spiller imod muren som barn. Gentagelse efter gentagelse. 50 ketsjere strenges ens op inden hver eneste kamp, der forberedes med lukket træning og få ord til pressen. John derimod stiller op til talkshows og fest på klub om natten. De er modsætninger. Men de forstår hinanden. Ingen andre ved, hvad det kræves på banen. Og udenfor. Den indre og den ydre kamp er den samme. Men det kræver mere end to flashback-scener fra barndommen til at gøre den personlig for mig. “Borg” bliver aldrig for alvor “Open”.