[b]Djævelen flytter ind – og bliver gartner[/b]

Film behøver ikke nødvendigvis at give mening. Jeg er godt klar over, at det lyder vildt filmvidenskabsagtigt at sige sådan, men tillad mig at præcisere. For mig er film først og fremmest et medium for oplevelse. Der kan være masser af andre underholdende, skræmmende, tidsfordrivende, intellektuelle eller tårepersende grunde til og gevinster ved, at man ser film, men hvis den ikke fungerer som oplevelse, er den mislykket. “Borgman” mindede mig på mange måder om Leos Carax’ “Holy Motors” fra sidste år, der heller ikke sådan lige var til at finde hoved og hale i, men som ikke desto mindre var en fed filmoplevelse.

Begge film har en hovedperson, der introduceres uden nogen baggrund eller kontekst. Her er det den foruroligende Camiel Borgman, spillet af Jan Bijvoet. Han er en umiddelbart charmerende og harmløst udseende mand, der i løbet af filmen blev genstand for lige dele forfærdelse og fascination fra min side. I filmens første minutter ser vi ham blive jaget ud af sit skjulested i en jordhule i skoven. Han begiver sig ind i et villakvarter, hvor han banker på døren hos et ungt ægtepar. Gradvist kommer han tættere og tættere på familien, og handlingen bliver samtidig mere og mere bizar.

Filmen forklarer aldrig præcist, hvem eller hvad Borgman er. Man kan se ham som en djævel, der udnytter alles svagheder, som til sidst fuldstændigt tager magten over familien. På den anden side er han måske “bare” en sociopat, der med personlig karisma formår at få folk omkring ham til at gøre de mest absurde ting. Intet forklares, men jeg sad med en voksende følelse af, at noget ikke er helt rigtigt. Der er noget farligt og fremmed lige under overfladen hos Borgman.

I starten af filmen er det uklart, hvor langt vanviddet rækker, men da Borgman på moderens opfordring dræber gartneren for at tage hans plads, bevæger filmen sig ind i gysergenren. Men de mere voldsomme optrin i filmen, der i en gængs horrorfilm ville have været i fokus, bliver her næsten sidebemærkninger. Det virkelig foruroligende er, hvordan karaktererne forholder sig til dem. Det er også på det tidspunkt i filmen, at Borgmans ledsagere inddrages. Det antydes, at det ikke er første gang, de har gjort noget lignende, og at de alle muligvis er en del af et større fællesskab, men igen bliver intet gjort tydeligt.

Filmen foregår næsten udelukkende i familiens arkitektvilla i moderne, minimalistisk stil. Alt er tilsyneladende under kontrol i dette miljø, indtil Borgman dukker op. Der er en tydelig kontrast mellem hans beskidte, gammeldags tøj og så det moderne og sofistikerede hos familien. Borgman er et levn fra fortiden, der dukker op og skaber kaos blandt de moderne, sekulære og oplyste mennesker. Han er en mere dæmonisk udgave af den fremmede fra Pasolinis “Teorema”, der også dukker op hos en familie og vender alting på hovedet. Der er dog intet af forløsningen fra Pasolinis film i “Borgman”. Alt fortættes og formørkes hen mod filmens gådefulde slutning.