[b]Voksenbaby[/b]

Fyringsrunder, [i]power naps[/i] og resultat-bonus har intet at gøre med babyer, babysittere og søskende-konflikter. Derfor er “Boss Baby” en god idé. Her gør DreamWorks to forskellige verdener til et spejl af hinanden. En nyfødt lillebror er for familien det samme som en nyansat mellemleder for virksomheden. En ny konkurrent om opmærksomheden. Og så er baby-lignelsen en ret præcis satire over det hysteriske konkurrence-samfund. Giv så den unge sin sut!

Det er DreamWorks-veteranen Tom McGrath, der nu igen vender vrangen på et ellers udtømt emne. I “Megamind” gjorde han skurk til sjældent centrum – for hvad er superskurk uden sin superhelt? Det er samme modsatrettede dynamik, som han fremkalder, når Søren Pilmarks brummende voksenstemme placeres i en animeret baby i sort jakkesæt med attachemappe. En lille chef, mellemleder hos BabyCorp, der holder vigtige møder og udsteder ordrer i jagten på kærligheds-resultater i konkurrencen med de nuttede hvalpe fra Puppy & Co.

Det er i hvert fald sådan Tim oplever den lille baby, da den perfekte trekant – far, mor og Tim – brydes til fordel for familiens lille, ny lillebror, der ‘skrig og skrål’-kommanderer med de voksne som en lille chef. Alt drejer sig om babybossen. Og det er Tim med “Toy Story”-stor fantasi træt af. Smut igen, Baby! En helt almindelig søskende-jaloux følelse, som her udlægges som en ny mellemleder i familie-virksomheden. Tim trues med fyreseddel, han er alt for gammel nu – næsten otte år!

Den satiriske kommentar er sjov og præcis til et arbejdsmarked, hvor nyt og ungt altid er godt, hvorimod erfaring og alder nærmest er diskvalificerende. Tim græder over den nye virkelighed, hvilket får babybossen til at sukke efter en HR-afdeling. Videre til møde med underbabyer, hvor referenten desværre ikke kan læse. Det er sjovt at tænke på, at alle har været babyer. Selv Bjarne Corydon, der her får sin konkurrencestat grillet. Det er ikke altid et spørgsmål om dem eller os. Måske er der nok kærlighed til både Tim og lillebror?

Den spejling er det bedste ved “Boss Baby”, inden der går klassisk DreamWorks i den til slut, hvor den obligatoriske skurk skal action-stoppes med et tempo, der rimer på Jason Bourne. Eller “Pingvinerne fra Madagascar”, der også fik sin skurkestemme leveret af Niels Olsen sammen med en plan om hævn over de nuttede. Pingviner, babyer – kan det ikke være det samme?