Der er ingen grund til at trække det i langdrag: “Bourne Duellen” sparker røv, og den sparker hårdt! Som de fleste nok er klar over, er “Bourne Duellen” en fortsættelse til den udmærkede “Manden Uden Navn”, men denne gang er det ikke Doug Liman der har instrueret, men derimod britiske Paul Greengrass, kendt for bl.a. “Bloody Sunday”. Det er sjældent, at man får lov til at sige det, men denne gang er der ingen tvivl: 2’eren er bedst!

“Bourne Duellen” er ligesom sin forgænger baseret på en roman af Robert Ludlum, og igen er det manuskriptforfatteren Tony Gilroy som har “oversat” bogen til manuskript. Selv uden at have læst bogen kan man tydeligt mærke, at der er lagt meget arbejde i bearbejdelsen, og filmen bærer præg af, at den ikke blot er et produkt af et filmselskabs forhastede beslutning om, at der nu skal laves endnu en ligegyldig agentfilm. Historien er snedigt udtænkt, og i filmens 108 minutter falder den hverken i intensitet eller hensygner til latterlige one-liners.

Paul Greengrass har fortsat den visuelle stil fra “Manden Uden Navn”, men sammen med fotografen Oliver Wood – som også filmede forgængeren – har han hævet niveauet og sat sit helt eget præg på den. Kombinationen mellem den meget skyggefulde lyssætning, de ofte (bevidst) uskarpe close-ups, samt billedbeskæringer, der ikke altid er interesseret i at holde personerne inden for rammerne, giver en følelse af, at der hele tiden kan ske noget uventet. Derudover er filmen klippet i et enormt højt tempo, og man får sjældent et øjebliks ro, før handlingen tages et skridt videre. Stilmæssigt set er alt dette såmænd ikke nyt – men det er sjældent set så veludført.

Mange Hollywood-instruktører lader skuespillet lide under den tekniske perfektion, som de fleste storfilm fra USA efterhånden mestrer. Men også her skal “Bourne Duellen” have et klap på ryggen. Matt Damon er god som den fåmælte Jason, men endnu bedre er præstationerne blandt de intrigante CIA-agenter, som forsøger at fange ham. Samspillet mellem Joan Allen og Brian Cox slår gnister, og er en af de mange faktorer som gør, at intensiteten er så høj hele filmen igennem. Selv Julia Stiles, som ellers normalt er at finde i den mere sukkersøde genre, leverer en gedigen indsats i sin lille rolle som Jasons tidligere kontaktperson i CIA.

“Bourne Duellen” er ikke en 100% perfekt film, men inden for sin genre er den noget af den bedste der er set i mange år. Hvis man endelig skal sætte en finger på noget, så er der en enkelt scene i slutningen, som lugter lidt af politisk korrekthed. Men det er på ingen måde noget, som ødelægger resten af oplevelsen.