[b]Det er synd for Brad[/b]

Du kender dem godt. De midtvejskriseramte mænd. Enten køber de en rød Ferrari, eller også falder de ned i et dybt, deprimerende sort hul. Og det skyldes altid mindreværdskomplekser. Sådan er det også i “Brad’s Status”, der ligesom i “The Secret Life of Walter Mitty” igen har Ben Stiller i rollen som den fortvivlede mand. Men mens “Walter Mitty” var håbefuld [i]feel good[/i] om en mand, der tager kontrol over sit liv, er “Brad’s Status” det modsatte: Det er ligegyldigt middelklasse-ynk om en mand, der lader livet sive væk.

Brad er den slags midtvejskriseramte farfigur, der liggende fladt på ryggen langsomt flyder ind i de notoriske halvtredsere, mens han dømmer sig selv og alle andre, for at han bare ligger der. Hans status: egoistisk håbløshed. Nærmere bestemt depression af den slags, hvor man ikke kan sove om natten, fordi man tænker for meget. Den slags som yoga eller diverse [i]mindfullness[/i]-øvelser plejer at kunne hjælpe på. Træk vejret, Ben! Det er slet ikke så slemt.

For selvfølgelig er livet hårdt og skuffende, når man konstant har næsen i [i]Instagram[/i], hvor man [i]stalker[/i] de gamle uni-venners succesfulde sociale medie-strategier og måler sit liv op mod utopi. Eller når man ser sin egen søn være så dygtig, at han får alle mulighederne, som farmand ikke fik, og alligevel ikke værdsætter det ordentligt. Fordi sønnike var der jo ikke, da du, farmand, fik afslag fra Yale for 30 år siden. Men det er jo svært at forstå, når man ikke kan komme ud af sit eget sølle hoved, der konstant fortæller Brad selv, mig og alle andre igennem Stillers konstante, sukkende, ulidelige voice-over, at Brad bare ikke er god nok.

Der er ikke de af hans tanker, vi ikke får fortalt. Han drømmer sig desværre ikke væk på samme fantasifulde måde, som Walter Mitty gjorde, når livet bliver slemt, men sidder fast i den samme deprimerende tankestrøm. Og når han dagdrømmer, gør selv drømmen om sønnens mulige succes ham deprimeret. Tiden løber fra ham. Ingen er imponeret over hans non-profit-arbejde, og konen er sød, men for nem at stille tilfreds. Det gør ondt i Brads mave, når han ser sine gamle kammerater på fjernsynet og i livsstilsmagasiner. Han føler sig udenfor. Ligegyldig. Middelmådig. En ynkelig fiasko. Han synes, verden hader ham, og han hader den tilbage. Men mest af alt hader han sig selv.

Jeg gør klar til at snøre min ene støvle op for at kaste den efter ham. Ikke i vrede, men i motiverende irritation. For er det hele virkelig [i]så[/i] slemt? Heldigvis er der andre rundt om stakkels-faren Brad, der så at sige kaster støvlen for mig. Den begavede, men afslappede søn går fra pinlighed til overbærenhed over for den mentalt fraværende far. Det er altså ham, der skal på universitet, så [i]chill[/i], far! Harvard-studinen Ananya lægger kortene på bordet efter en hel aften at have hørt på Brads brokkeri: [i]Har du nogensinde mødt en fattig?[/i] spørger hun. Hun har ikke noget til overs for den hvide, privilegerede mands småproblemer.