Ikke helt modig nokMed en instruktør som irske Neil Jordan bag roret og højtbegavede skuespillere som Terrence Howard og Jodie Foster foran kameraet fristes man til at sige, at selv hvis en tam chimpanse forfattede et elendigt manuskript i brochurestørrelse, ville den kreative supertrio kunne få presset noget mindeværdigt ud af materialet. Manuskriptet til “The Brave One” er langtfra elendigt. Det er ikke engang tilnærmelsesvis dårligt. Men foruden de førnævntes deltagelse og indflydelse havde “The Brave One” formentlig endt som en forglemmelig, standardiseret hævnthriller – hvilket den alligevel jævnligt er tæt på at udarte sig til.
[image=22626]
Foster spiller radiovært Erica Bain, hvis ganske normale og stilfærdige liv smadres, da hun og hendes forlovede overfaldes af en aggressiv bande i en tunnel i downtown New York. Hun overlever, han gør ikke. Adskillige måneder efter overfaldet vågner Erica op fra sit koma og konfronteres af byens tilsyneladende inhabile ordensmagt, som virker nøjagtig lige så magtesløs, som hun var i tunnelen. Derfor vælger hun at tage sagen i egen hånd, og forbavsende kort tid efter, at hun har erhvervet sig en pistol, likviderer hun en morderisk lømmel i en lokal kiosk – og så ruller lavinen pludselig, og den ellers så fredsommelige kvinde begynder at indgyde frygt i alle de nederdrægtige typer i den enorme metropol.
Foster er (som sædvanlig) fantastisk og får en karakter, der ofte er foruroligende tæt på at ende som en ensidet selvtægtudøver, både menneskelig og troværdig. Manuskriptet har til tider svært ved at få Ericas skyldbetyngede rejse på vej mod selvdestruktionen til at virke reel. Især derfor er det heldigt, at hun portrætteres af et naturtalent som Foster, der formår at mønstre den resignerede og delvist selvhadende attitude, som rollen påkræver for at forhindre filmen i at ende som en endimensional hævnfortælling på lige fod med talløse banale b-film. Og Terrence Howard er det perfekte modstykke til Foster i rollen som en samvittighedsfuld politibetjent, som opnår et unikt, følelsesladet venskab med Erica.
[image=22625]
Howard går til værks med den samme iver og det samme overvældende engagement, som sikrede ham en Oscar-nominering forrige år for hans gennembrudspræstation i den undervurderede “Hustle & Flow”. Når de to skuespillere befinder sig i samme lokale, slår parret den slags dragende, kreative gnister, som visse filmmagere formentlig ville dræbe for at tilegne sig. Og æstetisk er filmen også en fornøjelse. Dario Marianelli, som for nylig vandt en Oscar for sit uforglemmelige og opfindsomme score til “Soning”, har komponeret en masse stemningsmættet musik til “The Brave One”, der ofte virker storladen, men aldrig for pompøs. Lydsiden er også uhyre effektiv, og filmen tegner et unikt visuelt portræt af en by, der ellers er blevet dokumenteret til hudløshed på film.
Men det er dog en skam, at filmen ikke behandler sit ømtålelige evne med al den respekt og intelligens, det fortjener. Erica bliver lidt for tit placeret i ekstreme situationer, der virker konstruerede, og som nærmest gør hendes handlinger til selvfølger, hvorfor filmmagerne let kan skøjte over de dilemmaer og etiske gråzoner, historien bringer på tale. Heldigvis bliver mordene aldrig glorificerede, og man er under alle omstændigheder grebet fra start til slut, men en mere nuanceret indstilling havet været velkommen. Slutningen er derudover ikke blot antiklimatisk, den er også usmagelig og forhastet. Hvis dog bare filmen havde været lidt modigere…
[image=22629]
VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. Dvd’ens transfer er lidt af en blandet godtepose. Neil Jordan og hans undersåtter har valgt at skrue op for styrken af farvespektrets mørkeste facetter såsom blå og sort, mens de grønne og gule farver er blevet drænet en smule. Men filmens unikke look er også en af dens forcer, og heldigvis svinger farvetemperaturen ikke unaturligt, og hudfarverne er altid troværdige. Kontrasten er generelt også god, og der optræder aldrig edge-enhancement eller udtværinger. Men billedet er sjældent virkelig skarpt, og til tider optræder der komprimeringsfejl – endda en sjælden gang imellem i et næsten distraherende omfang.
AudioFor en film, der primært drives af dialog, er discens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor forbavsende livligt. Det er kun i ekstremt få af filmens stilfærdigste scener, at man efterlyser mere substantiel auditiv aktivitet. Dialogen er tydelig hele vejen igennem. Musikken lyder også dejlig sprød og distinkt, og det gør ofte stort indtryk, når orkestrets strygere eller slagtøj slår gækken løs i adskillige højtalere. Der er ikke mange mærkbare panoreringer, men det gør egentlig heller ikke noget. Især scenen, hvor Jodie Foster for første gang begiver sig ud på gaden efter overfaldet, er lydmæssigt interessant – enkelte lyde fordrejes, mens andre forstærkes, og det er blot én af filmens forbavsende mange scener, der nok skal fryde ejere af surround-anlægger.
[image=22630]
EkstramaterialeNår discen smækkes i afspilleren, præsenteres man for en reklame for HD-DVD og Blu-ray samt trailere til filmene “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford” og “The Invasion”. Derudover medfølger der desværre ikke meget ekstramateriale. Omslaget lover, at de inkluderede slettede scener er både ‘bevægende’ og ‘intime’, men de virker snarere overflødige og ligegyldige. Der er dog en enkelt forlænget scene mellem Mercer og hans ekskone, hvor Terrence Howard virkelig får lejlighed til at demonstrere sit talent som skuespiller, men det gør han jo også i forvejen i mange af filmens scener.
Featuretten “I Walk The City” (22 min.) er heldigvis mere interessant. Den indeholder gudskelov kun få retningsløse interviews og klip fra filmen, men både skuespillerne og Jordan mønstrer adskillige interessante kommentarer omkring filmens tilblivelse, udvikling, udseende og temaer.
[image=22623]