Renee Zellweger vender tilbage til sin glansrolle i “Bridget Jones: På randen af fornuft”. Løjerne er stadig veludførte, men manuskriptet lever dog ikke helt op til den første film. Den usikre og evigt kalorietællende Bridget har, efter prøvelserne i den første film, endelig fundet sig den perfekte kæreste: den pæne, sympatiske topadvokat Mark Darcy. Selvom hendes arbejde som tv-journalist, der tilsyneladende involverer, at hun skal udsættes for så mange groteske situationer som muligt, stadig er lidt af en prøvelse, er der umiddelbart intet, der kan ødelægge deres lykke.

Uheldigvis har Bridget, på trods af forholdet, ikke ændret sig meget. Hun evner stadig at sige de forkerte ting på de forkerte tidspunkter, så da hun skal ledsage Mark til en snerpet overklassefest, bliver det naturligvis en mindre katastrofe. Jo mere hun forsøger at tilpasse sig, jo værre bliver det. At hun så samtidigt begynder at mistænke Mark for at have en affære hjælper ikke just på situationen. For hvorfor skulle han dog ikke fortrække en af de perfekte kvinder fra hans egen stand, frem for den klumpedumpede, lettere overvægtige Bridget?

Situationen udvikler sig til det endnu værre, da ledelsen på hendes arbejde vælger at hun skal danne tv par med ekskæresten Daniel Cleaver, der i mellemtiden har fået succes som vært på en række rejseprogrammer. Inden længe har den charmerende lømmel fået forstærket Bridgets tvivl på sit eget forhold.

Da den første Bridget-film blev lavet, lød der nærmest et ramaskrig i England, da man valgte den amerikanske Renee Zellweger til at spille den ærkebritiske pige. At det viste sig at være et fremragende valg, skyldes ikke mindst Renee Zellwegers villighed til at gå langt for at få rollen til at fungere. Den normalt slanke kvinde tog adskillige kilo på, og arbejdede på et engelsk forlag for at lure omgangstonen og sproget af. Det er fortsat en fornøjelse, at se hende i rollen som Bridget, og hun viser virkelig et talent med sin mimik og sit kropssprog. Hun er uimodståeligt charmende, og man kan ikke undgå at blive betaget af hendes ukuelige optimisme. Udover det, er det en befrielse at se en kvinde i en større filmproduktion, der ikke er har fået lagt et tommetykt lag makeup, og som ikke er retoucheret til en ugenkendelig voksfigur.

De to mandlige hovedroller spilles henholdsvis af Colin Firth og Hugh Grant. De er ligeledes begge gode. Colin Firth er overbevisende som den sympatiske stivstikker af en advokat, men det er trods alt altid lømlen, og ikke den flinke fyr, der får alle de gode replikker i film af denne slags. Som sjoveren gentager Hugh Grant sin rolle glimrende. Da den første film blev lavet, fik han en sjælden gang mulighed for at vise, at han kunne noget andet end den samme stammende førsteelsker, han har spillet siden “Fire bryllupper og en begravelse”. Han klarede det med bravur og er faktisk endnu bedre i denne film.