Husker andre mon 29. februar 2004 lige så tydeligt som jeg? Udover at en lille film ved navn “Kongen vender tilbage” tog sin plads i historiebøgerne ved siden af “Ben-Hur” og “Titanic” efter en høst på hele 11 Oscarstatuetter, var der især én anden særlig begivenhed, som fortsat hviler på nethinden: Sean Penns sejr for “Mystic River” – og dog, de fleste vågne øjne der bevidnede Penns sejrsøjeblik var fikseret på en anden gentleman, som var til stede den aften: den nær ufejlbarlige komiker Bill Murray, nomineret for første gang nogensinde for sin overraskende seriøse og dybfølte præstation i “Lost in Translation”.

Penn er ikke en særlig ekspressiv person (med mindre han har et par paparazzier på nakken), så hans ansigt var ikke nær så interessant som Murrays, som man forventede enten ville udstråle hysterisk glæde af den stærkt smittende art, man ser i den typiske Murray-film, eller levere et lettere jaloux smil og et par diskrete håndklap. Ingen af delene skulle vise sig at være tilfældet. Da Penns navn fik lov til at give genlyd i både Kodak Theatre såvel som millioner af tv-skærme verden over, var Murrays reaktion… nærmest ikke eksisterende. Hans munds to ydersider var faldet ned i kæbehøjde, øjnene var blanke og kropssproget opgivende.

Det fuldstændigt samme udtryk hviler på Don Johnstons ansigt – den seneste fiktive personlighed, som har æren af at blive kropsliggjort af Bill Murray, i hans første scene i Jim Jarmuschs “Broken Flowers”. Et tilfælde? Muligvis. Men Murrays kraftpræstation i “Broken Flowers” kunne meget vel også være relateret til sidste års Oscar-ceremoni. Hans introduktion er minimalistisk og lavmælt, og hans humør virker opgivende. Men både Johnston og Murray kommer i omdrejninger på ingen tid, og Murray stjæler som sædvanlig hvert eneste frame i filmen uden nogensinde at få sved på panden. Med underspillet elegance gennemgår Johnston en udvikling, der er en hel tv-sæson værdig. Man går fra blot at værdsatte Murrays tilstedeværelse til i sidste ende at overveje et efterfølgende lægecheck for at få Johnston ud af blodet. Næste februar vil Murrays mimik forhåbentlig være mere livlig.

“Broken Flowers” begynder egentlig ikke så heldigt. Altså efter filmens forrygende åbningsmontage, hvor vi følger et lyserødt brev, fra det bliver smidt i en anonym, blå postkasse i en anonym by af en anonym kvinde, til at det bliver sorteret, sendt, og transporteret via postbud helt hen til Johnstons brevsprække. Her får vi så lov til at møde Johnston. Hans kæreste (Julie Delpy fra “Before Sunrise” og “Before Sunset”) er netop på vej ud af døren – for stedse. Her føler man lidt, at Jarmusch prøver at banke Johnstons matte livssituation ind i knolden på sit publikum med en forhammer. Som sagt hedder Bill Murrays karakter vitterligt Don, hans kæreste kalder ham ukærligt for en ubeslutsom Don Juan, og Don falder efterfølgende ned i sofaen, flankeret af sit store bredskærms-tv, der minsandten viser en film om skørtejægeren Don Juan.

Derudover virker brevets indhold som et lettere smagløst plagiat af Wes Andersons “The Life Aquatic”, som også havde Murray i hovedrollen. Brevet er fra en tidligere elskerinde, som informerer Don om, at han har en 19-årig søn, som han aldrig har kendt til. Brevet er maskinskrevet, konvolutten ustemplet. Hvem har mon skrevet det? Efter en smule mere stilfærdig surmuleri og faktisk ganske overbevisende ligegyldighed overfor brevets afsløring, tager Don af sted for at lege detektiv, godt hjulpet på vej af sin næsvise nabo, Winston (en fin Jeffrey Wright), som forguder detektivgenrens frontløbere Sherlock Holmes og Sam Spade og deres litterære eskapader. For Winston er brevet et uimodståeligt mysterium. For Don er det begyndelsen på en konfrontation med en kedelig fortid og fire kvinder, som engang befolkede den. Winston instruerer Don i, hvordan han skal føre sig frem, og hvad han skal være opmærksom på. Især skrivemaskiner og alt, hvad der er lyserødt, bør han være på vagt overfor.

Alle tanker om nedgøring af publikummet og idétyveri fra andre film visner dog hurtigt bort. “Broken Flowers” er et lille, unikt, stilfærdigt drama, som griber intellektet og hjertet med samme snerrende intensitet som de bedste thrillere. Man når hurtigt til et punkt, hvor man bliver ved med at kigge på ens ur, for forhåbentlig at kunne etablere, at der er gået for lidt tid siden filmen startede, til at den allerede kan være nær sin afslutning. Der er sgu også noget særligt ved en film, som indenfor få minutter kan få én til at gå fra latterudbrud til tårer til seriøse overvejelser, uden man nogensinde sætter spørgsmålstegn ved ens åbenbart flakkende følelsesmæssige tilstand.

Filmens kvindelige firkløver bliver for øvrigt spillet af kronisk sexede Sharon Stone, Frances Conroy (moderen fra “Six Feet Under”), ufejlbarlige Jessica Lange og en fuldstændig ugenkendelig Tilda Swinton i en ret atypisk rolle for den talentfulde kvinde. Der bliver retfærdigt nok ofte talt om, at der er for få rigtig gode kvindelige roller i dagens filmverden. Her er fire af årets bedste samlet i én film. Det kræver stærkt engagement ikke bare at ende som “han/hun, der spillede overfor Bill Murray”. Men de fire kvinder er alle lige uforglemmelige. De er heldigvis også alle vidt forskellige, og er derfor også med til at bidrage til filmens velfungerende og flittige skift i tonalitet, tempo og humor.

Alt er ikke lige rosenrødt for Don Johnston (som bliver forvekslet med tv’s Don Johnson fra “Miami Vice” af alle, der hører hans navn) i denne rørende filmiske genistreg. Men som film har “Broken Flowers” ikke meget ukrudt, der behøver at blive luget væk. Fra de finurlige musikalske bidrag fra Afrikas “pop-verden” til mesterfotograf Frederick Elmes’ mageløse billedside – det her er gennemført, så det basker. Og filmen er samtidigt en af de sjældne af slagsen, som formår at tage sig rigtig god tid uden på noget som helst tidspunkt at kede. Man forventer alligevel lidt en typisk, dramaturgisk traditionel afslutning på Johnstons dilemma. At filmens sidste ringeklokke vil få den omtalte søn til at åbne døren med et veltilrettelagt smil… Men “Broken Flowers” går ikke efter de konventionelle smutveje eller de klassiske løsninger. Lad hverken filmens spøjse resumé eller Murrays CV lede dig på afveje. Det her er et modent, helstøbt værk af de sjældne.