[b]A Clockwork Bronson[/b]

Spærret inde i et engelsk fængsel under nøje overvågning sidder Charles Bronson, som myndighederne passer ekstra godt på. Det er der en ualmindelig god grund til, for han er den voldeligste fange i hele England. Hans liv har danske Nicolas Winding Refn, der tidligere bl.a. har stået bag “Pusher”-filmene, nu beskrevet i den engelsksprogede “Bronson”.

Fra sine første stunder har Bronson – født under det mere ordinært klingende navn Michael Peterson – et stort ønske om at blive berømt. Han ved bare ikke helt, hvordan det skal lade sig gøre. Efter en relativt begivenhedsløs opvækst præsenterer svaret sig så småt, da han begår et halvhjertet væbnet røveri, og efterfølgende bliver sendt bag tremmer. I Hotel Gitterlys varetægt blomster han og hans voldelige tendenser for alvor op, og snart bliver de brutale episoder med overfald på vagter og fængselspersonel endeløse.

Takket være de utallige episoder har Bronson – som han omdøbes til efter en kortvarig karriere som gadeboxer – i dag siddet inde i 34 år, hvoraf de 30 har været i isolation. Han er kort sagt meget langt fra selv den mindste rehabilitering, men har til gengæld vist sig at have betydelige kunstneriske evner som maler.

Hans brutale liv har Refn nu omsat til film med stor energi, og Refn fortjener ikke mindst ros for ikke at forsøge på at undskylde Bronsons adfærd. At han er en ondsindet og formodentlig psykopatisk satan, ligges der ikke skjul på, og selv de mennesker, der rækker ham en forsonende hånd, ender i sidste instans alle med at fortryde det. Samtidig er der dog også noget grundlæggende tragisk over figuren. Bronson uddeler ganske vist bøllebank til højre og venstre, men får selv mindst det dobbelte igen, og fængslesvagternes brutalitet står ikke tilbage for hans. Han kan fortsætte med at slås, men han kan ikke vinde.

Bronson har stort set ikke været ude for fængslets murer indenfor de sidste 34 år, og de begrænsede fysiske lokationer er måske en medvirkende årsag til, at Refn i stedet for en vanlig biopic, der trofast følger hovedpersonens liv, har valgt at lave filmen som en art gal cabaret, hvor Bronson iklædt sminke og festtøj fortæller sit livs beretning som en bindegal showman, mens vi ser klip fra hans ucharmerende hverdag. Herfra bliver det også klart, hvorfor han foretrækker tilværelsen bag tremmer, da hans manglende evner til at passe ind samfundet er pinefuldt tydelige. I fængselet er han en stjerne – udenfor er han blot endnu en taber.