[b]Rejsen til Amerika… Efter en mand[/b]

Det her er en ordentlig film. Pæn med gode manerer. Ligesom hovedrollens Saoirse Ronan, der rejser fra Irland til titlens Brooklyn for at forbedre sine muligheder. For at finde en mand. Præcis som sådan en ordentlig og pæn pige bør gøre. Og det gør hun så med en morale om, at det kan være svært at forlade sin opvækst og hjemstavn bag sig, imens man vokser. Fra pige til kvinde.

Således er der ingen overraskelser eller ting, der kan misforstås i “Brooklyn”. Det skal gå ordentligt til. Da Eilis efter ankomst til 1950’ernes New York straks får hjemve, eksekveres det, som den slags skal: Med et brev hjemmefra tilsat tårer og violin. Sådan iscenesættes en rørende scene på en ordentlig måde. Længslen hjem forvandles dog hurtigt til glæde ved den nye tilværelse, da hun finder sig en sød fyr, der også er migrant. Tony, italiener. Han er rar og venlig, som hun fortæller ham. Nu er hendes lykke gjort, imens “Brooklyn” stordumper enhver Bechdel-test. Kvindens lykke er en mand.

Også symbolsk er “Brooklyn” den pæne pige. Eilis betyder et løfte til Gud. De gifter sig, men snart bliver deres kirkeløfte sat på prøve, da hun må haste hjem til begravelse i Irland. Det er nu dejligt hjemme. Hun bliver tilbudt job, men vigtigere endnu så er der også en sød fyr fra hjemstavnen, der viser interesse. Han er også ordentlig. Holder pladser i kirken. Han er et godt parti, men hvad med løftet til Gud? Vil Eilis ikke leve op til sit navn? “Brooklyn” gør intet forkert – jeg var aldrig i tvivl.

Under al pænheden i “Brooklyn” gemmer der sig faktisk en universel diskussion. For hvad enten du er flyttet fra provins til hovedstad, fra Holstebro til Århus, Syrien til Sverige eller som her fra Irland til USA, så er migration og jagten på bedre muligheder for et godt liv ikke en ny ting. Det har altid været en del af vores globale verden. At vi flytter os. Fra en kultur til en anden. Og hvor det som i tilfældet Eilis kan være svært at navigere imellem hjemstavn og nyt land. Opvækst og de nye indtryk. Man er fremmed begge steder. For smart i Irland og for grøn til Brooklyn.

Derfor er det også kun den ene halvdel af “Brooklyn”, der er god at se. Netop den, der ikke foregår i Brooklyn, men derimod i den hjemstavn, som hun hjemvender til. Tiden i USA er den letteste [i]american dream[/i]. Smil, find job og mand – så kører det. Men hjemme i Irland venter splittelsen: En mor og veninder fra barndommen. Er de vigtigere end en italo-ægtemand i New York? Det spørgsmål kunne en mindre poleret og uordentlig film have fået et djævelsk drama ud af. Men Eilis hedder som bekendt Eilis. Her er svaret klart.