Filmz
Brothers Grimm, The

The Brothers Grimm

Medvirkende:

Heath Ledger, Matt Damon, Mackenzie Crook, Roger Ashton-Griffiths, Peter Stormare, Jonathan Pryce, Monica Bellucci, Lena Headey, Richard Ridings, Barbora Lukesová

Instruktør:

Terry Gilliam

Filmlængde:

118 minutter

Genre:

Action, Action, Komedie, Komedie, Gyser, Gyser, Thriller, Thriller, Adventure, Adventure, Fantasy, Fantasy

Brothers Grimm, The

Brødrene Grimm er kendt for deres utallige folkeeventyr som “Rødhætte”, “Hans og Grethe” og “Askepot”, der både er magiske fortællinger, men også til tider grumme og uhyggelige belæringshistorier. Skal man dog tro instruktør Terry Gilliam, så var de to tyske brødre i virkeligheden nogle omrejsende fupmagere, som brugte de skræmmende eventyr til at narre godtroende landsbyer, ved at iscenesætte forbandelser og hekserier, som kun de kunne drive bort. Der er selvfølgelig tale om et fantasifuldt spin på de to eventyrforfattere, som kun en excentriker som Gilliam kan fremstille det, men vanviddet og løssluppenheden er desværre ikke så vellykket i “The Brothers Grimm”. Eventyrligheden er der, men magien drukner i manglende retningssans og pletvis gale indfald.

[image=10813]

Udgangspunktet for historien er ellers ganske fikst fundet på. De to brødre Will (Matt Damon) og Jacob (Heath Ledger) – den ene superrationalist, den anden med en håbefuld tro på metafysikken – tjener lette penge på folks barnlige overtro, ved at fortælle dem hårrejsende historier om alskens uhyrer, for derpå at tilbyde deres assistance til at drive ondskaben bort. At de får deres egen medicin at smage, da visse opspind viser sig at være virkelige, er en ganske sjov og underholdende twist på løjerne. At samtidig blande den franske besættelsesmagt, i skikkelse af den højrøvede general Delatombe (Jonathan Pryce) og dennes italienske torturmester Cavaldi (Peter Stormare), ind i herligheden, er nu også ganske fornøjeligt, men det er tæt på at gå op i ren hat og briller. Især brugen af latterligt karikerede accenter til franskmændene (tyskerne taler underligt nok britisk!) og Cavaldis horrible italiano-pastiche, bliver for meget af det gode.
Gilliam har muligvis tænkt “jo mere overdrevent, jo bedre”, men det forhindrer ikke filmen i at blive næsten lige så kunstig som sine to hovedpersoners spil for galleriet. Her tænkes bl.a. på alle bipersonerne i handlingen, der mest af alt spiller, som var de just blevet skubbet ind på scenen uden nogen form for forberedelse eller idé om hvad det hele går ud på. En anden ting som virker fortænkt er brugen af referencer til rigtige eventyr rundt omkring. Det havde været oplagt at bruge disse historier som en naturlig del af universet, men i stedet bliver de reduceret til tam staffage, der lige kan score billige point hos tilskueren. Som Hans og Grethe der går i skoven og bliver kidnappet, Rødhætte der løber for livet eller den helt igennem upassende brug af The Muffin Man – som om filmen forsøger at gøre “Shrek” kunsten efter.

[image=10814]

Der synes dog glimtvis at være en mening med galskaben, og takket være et solidt hoved-cast redder “The Brothers Grimm” sig fra at synke ned i mudderet. Damon og Ledger supplerer hinanden fremragende og er tilpas fremme i skoene hver især til at sparringen bliver jævnbyrdig. Ledger er fortræffelig som den lidt ynkelige Jacob, der dog når han vågner til dåd er en humoristisk hvirvelvind af Monty Python-engelsk, uden heldigvis at kamme over. Damon synes lige så oplagt som han var i “Dogma”, og her er der virkelig tale om en mand, der kan få latteren frem hos publikum uden at fortrække en mine. Både Peter Stormare og Jonathan Pryce har tilpas panache til at bære de næsten pinlige karikaturer, selvom de i længden næsten overskrider deres beføjelser. Lena Heady, som spiller love-interest og forknyt stifinder fungerer fint, på trods af sin status som Keira Knightley-klon, og Monica Bellucci er fint valgt i rollen som den forfængelige dronning, selvom man godt kunne have set mere til hende.
“The Brothers Grimm” er et godt eksempel på hvordan Terry Gilliams særlige form for gale streger sjældent fungerer helt godt, når de parres med et stort Hollywood-selskab og klare mainstream-konventioner. Det slører målet og trækker den fokuserede energi ud af tornadoen, så man ender op med en række bralrende optrin uden den klare vanvidsvene som kendetegner Gilliam når han er bedst.

[image=10815]

Vi ender i stedet op med en film, der på papiret lægger sig tæt på f.eks. Tim Burtons gotiske perle “Sleepy Hollow”, men i sin afvikling langt fra har samme flair eller overbevisende håndtering af det komiske og det uhyggelige som denne. Momentvise groteske scener, som når en lille pige sluges af en hest eller en anden mister sit ansigt, viser at filmen også formår at skræmme, og her kommer den virkelig til sin ret. Men der er desværre langt mellem snapsene, og når den visuelle side samtidig tynges ned i sin troværdighed takket være halvdårlige CGI-effekter, så kommer stemningen og derved indlevelsen så småt til at halte bagefter. Parret med en ret forvrøvlet slutning, så stikker ujævnhederne uheldigvis lidt for meget i øjnene til at man rigtig kan lade sig rive med af dette fabulerende eventyr.

Kort om filmen

Brødrene Grimm er et par småsvindlere, der rejser fra landsby til landsby og narrer de lokale med såkaldte djævleuddrivelser og anden beskyttelse mod mørkets magter. Men da brødrene tvinges til at se nærmere på en hjemsøgt skov, hvor nogle unge piger er blevet myrdet, står de pludselig overfor en mægtig og grufuld heks. Fantasi er blevet virkelighed, og de to brødre hvirvles ind i en kamp på liv og død mod uhyrlige og gruopvækkende trolddomskræfter af den slags man ikke havde ønsket fandtes… ikke engang i eventyr.

Ads by MGDK