Filmz
Brüno

Brüno

Medvirkende:

Sacha Baron Cohen, Gustaf Hammarsten, Clifford Bañagale, Chibundu Orukwowu, Chigozie Orukwowu, Josh Meyers, Toby Hoguin, Robert Huerta, Gilbert Rosales, Thomas Rosales Jr., Marco Xavier, Bono, Chris Martin, Elton John, Slash

Instruktør:

Larry Charles

Filmlængde:

83 minutter

Genre:

Komedie

Brüno

[b]Berømmelsens pris[/b]

Et af årets mere usædvanlige indslag på det hvide lærred er den samfundskritiske og stærkt satiriske “Brüno” med Sacha Baron Cohen i den altoverskyggende hovedrolle. Sidst han gjorde sig bemærket med multikulturel crazykomik var i den tilsvarende “Borat!”, og nu gør han det så igen. Om det er godt eller skidt må være op til den enkelte at vurdere, men kedeligt er det i hvert fald ikke.

[image=49240]

Som besk samfundskritik har “Brüno” imidlertid et og andet at byde på. I kølvandet på Michael Moores åbenlyst samfundsrevsende dokumentarfilm er det ligefrem befriende at opleve de nogenlunde samme budskaber i en helt ny og knap så konfrontativ indpakning. Og alle får et drag over snuden. I flæng kan nævnes det amerikanske militær, modebranchen, homofobiske sydstatsamerikanere, mødre, der vil gøre døtrene til barnestjerner og mange, mange andre. Cohen har ikke overraskende selv været hjernen bag projektet, der er fremstillet som en såkaldt mockumentary, men dog ikke helt kommer i mål med det forehavende.

Og hvorfor så ikke det? “Brüno” foregiver at være dokumentarisme med et kamerahold, der følger filmens omdrejningspunkt, hvorend han bevæger sig. Men stilen er desværre ikke nær dokumentarisk nok, og det opsatte og det fiktive fornemmes i scenerne. Alligevel er mødet med den østrigske vært på modemagasinet Funkyzeit et uforglemmeligt et af slagsen. Da han fyres fra samme efter en skandale under en modeopvisning i Milano, tager begivenhederne fart, og de underholdende elementer er ikke svære at få øje på. Brüno vil nemlig gøre alt for igen at blive en berømthed, og det tager ham på en rejse – både i fysisk og mental forstand.

[image=49241]

Med Hollywood som nabo forsøger den vordende verdensstjerne sig med alt fra statistroller til at agere fredsmægler i Mellemøsten og alt indimellem. Undervejs forsøger han tilmed at lancere et anderledes kendisprogram, der går i kødet på stjernerne, men heller ikke er afvisende for at udstille Brünos kønsdele i fri dressur. I det hele taget er omtalte hovedperson ikke bange for at fremvise erogene zoner eller for den sags skyld at spille på sine medborgeres frygt for homoseksualitet. Undervejs må han dog erfare, at vejen til stjernerne skal findes igennem det heteroseksuelle forhold, hvorfor han indlogerer sig til afvænning for sine seksuelle tilbøjeligheder i det amerikanske Whiskey-bælte.

Det værdifulde ved “Brüno” er hovedaktørens komplette mangel på situationsfornemmelse og de utallige pinagtige situationer, det afstedkommer. Af samme grund er filmens første halvdel også den bedste. Anden halvleg går kraftigt ned i tempo og skifter i øvrigt fokus. I første omgang handler det om at blive berømt. I anden omgang handler det om at lade den seksuelle orientering skifte retning. Både filmen og hovedpersonen som sådan har store emner på hjerte, ikke mindst at får fred i verden. Og det er spørgsmålet, om ikke Nobels Fredspris i mangel af bedre og med det aktuelle valg in mente havde gjort sig bedre hos netop Brüno.

[image=49242]

Som underholdende organ skal “Brüno” ikke tages for mere, end hvad den er, omend muligheden foreligger. Stjernens selvtillid er uovertruffen, og de mange indspark til den verserende samfundsdebat er i hvert fald ikke til at tage fejl af. Som komedie skulle der nok være garanti for at kunne finde noget sjovt i både den grovkornede og i den platte afdeling. Men filmen hverken kunne eller skulle være længere, end det her er tilfældet. I slutningen fornemmes en vis form for metaltræthed, ligesom de afrundende bemærkninger virker underligt uforløste. Med det sagt er “Brüno” nu stadig et af de mest muntre indslag, der kom ud af det herrens år 2009.
[b]Video[/b]

“Brüno” præsenteres i et jævnt look, der ikke præges af hverken edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger. Til gengæld afstår looket sig ikke fra tilfælde af blødhed og myrer i billedet, ligesom både farvetemperatur og kontrast heller ikke er uden udsving. På den front ligner filmen visuelt det, den foregiver at være – en vaskeægte dokumentarfilm.

[image=49243]

[b]Audio[/b]

Bedre er imidlertid filmens to engelsksprogede DTS-HD Master Audio 5.1- og Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor dialogen er tydelig er uden overstyringer. Filmen er meget dialogbåren og derfor uden de store armsving.

[b]Ekstramateriale[/b]

Blandt ekstramaterialet er trailere, alternative scener, slettede scener og udvidede scener samt et fingeret interview med NBC-produceren Lloyd Robinson, der alt sammen rummer komik helt i tråd med filmens univers. I den mere traditionelle ende af skalaen er desuden et kommentarspor med filmens instruktør Larry Charles og Sacha Baron Cohen, hvor filmens gimmicks, locations, anekdoter, kendisser med mere er til debat. Udmærket, men ikke epokegørende.

[image=49244]

Kort om filmen

Den latterligt prangende, homoseksuelle, østrigske modereporter Brüno ønsker at blive berømt, koste hvad det vil. Han er vild med modeshowet i Milano og snyder sig ind på Prada-catwalken iført en velcrodragt, men bliver anholdt og frosset ud af den europæiske modeverden. Han beslutter så, at tiden er kommet til det helt store gennembrud i Los Angeles.

Galleri

Ads by MGDK