Komik har siden tidernes morgen været et effektivt middel til at rykke i konventioner og gennem latterliggørelse sætte spørgsmålstegn ved vitterligt alt, om så det er politik, religion eller fordomme. Chaplin gjorde det med “Den store diktator”, Monty Python med “Life of Brian” og Sascha Baron Cohen med “Borat!”. Britiske Cohen er nu tilbage med “Brüno”, som på papiret umuligt kan overgå “Borat!” i intelligent provokation og grænseoverskridende gags. Cohen og instruktør Larry Charles har dog formået at overgå sig selv, utroligt nok.

Superbøssen Brüno vil gerne være verdensberømt og tager derfor til Hollywood, hvor han vil lave et tv-show. Til Brünos store skuffelse forstår producenterne og alle andre, han henvender sig til, sig ikke på hans temmelig særprægede og eksplicitte facon. Han får bl.a. skræmt Paula Abdul væk ved at servere sushi på en nøgen mexicaner, lægger op til den amerikanske politiker Ron Paul under et interview og gør som Madonna – adopterer en lille afrikansk dreng, som han præsenterer på et tv-show, hvor publikum ender med at angribe Brüno. Heller ikke da han klæder sig ud som wrestler, der ender med at råsnave med en anden mand midt i ringen foran et sydende sydstatspublikum, falder det i god jord. Det er ikke nemt at blive berømt, finder Brüno hurtigt ud af.

Hvor “Borat!” fra start til slut var det ene vanvittige påfund efter det andet, går “Brüno” skridtet videre ud i ekstremerne. Flere optrin er imidlertid så direkte sindssyge, at det næsten ikke er til at bære, og det kan undre, at Sasha Baron Cohen har været i stand til overhovedet at overleve visse gags. At se Brüno fornærme en af lederne fra en terroristgruppe eller tage på jagt med tre [i]red necks[/i] og forsøge at trænge ind i deres telte om natten er humor på et meget højt skråplan. Og der er proppet med den slags banebrydende humor med så mange finurlige guldkorn og raffinerede grovheder, at det er umuligt ikke at lade sig rive med i en art chokeret fascination – i de øjeblikke, hvor man altså ikke er knust af grin.

“Brüno” er imidlertid ikke kun en opvisning i, hvor mange mennesker Sasha Baron Cohen kan nå at provokere på så kort tid som muligt. Nok er det utroligt morsomt at se folk gøre sig selv fuldstændig til grin i kraft af Cohens beregnende komik. Men det er, når hykleri og fordomme via overdrev ledes op til overfladen, at Cohens intelligente humor har sin egentlige berettigelse. Hvor “Borat!” havde udgangspunkt i intolerance, bevæger “Brüno” sig over i områder, der ikke er [i]so 2006[/i], såsom fordomme omkring homoseksuelle og stereotype arkebilleder. Men ikke mindst med en komplet latterliggørelse af berømmelse og af, hvor langt man er villig til at gå for at blive kendt.

At se, hvordan en mor er villig til at få sit barn til at tabe ti kilo på en uge for at blive berømt, eller hvordan et talkshow fuld af forurettede afro-amerikanere lader deres selvretfærdige fordomme om homoseksuelle komme til skue, er direkte chokerende. Måden Larry Charles og Cohen formår at presse citronen til det sidste, uden at folk aner uråd, er fantastisk gennemtænkt. At se almindelige mennesker og berømtheder sparke de mest spektakulære moralske selvmål ind i kasse er intet mindre end skandaløst og tåkrummende morsomt. Der er ikke grænser for, hvor meget upolitisk korrekthed der kan spækkes sammen i én film, om så det er pygmæsex med en Storm P-lignende dildomaskine eller pikant afblegning af hår der, hvor solen aldrig skinner, og meget andet. Cohens fysiske komik og humoristiske timing er simpelthen genial og når samme højder som hans store idol, Peter Sellers.