“Brutal Incasso” er en dansk actionkomedie og en no-budget film, hvilket i dette tilfælde vil sige en amatørfilm. Filmen lider af den uprofessionelles klassiske fejl og mangler, men indeholder samtidig charmerende og sjove træk, der bestemt peger på en fremtid for den debuterende instruktør, Jonas Kvist Jensen.

I “Brutal Incasso” møder man Michael og Jim, der som et fast makkerpar inddriver gæld for gangsteren LC. Det går fint, indtil den dag, hvor et af ofrene dør under gældinddrivningen, og de to inkassatorer pludselig skal skaffe 500.000 kr til næste dag, ellers… Alt går galt og en intensiv jagt på penge bliver krydret med sjove actionscener og Michael og Jims småskænderier og snak om parforhold. En stor del af filmens tema er nemlig venskab, og det at kunne sige fra både overfor ulidelige kærester og gangsterbosser.

Filmens manuskript er skrevet af de to hovedrolleindehavere Kim Sønderholm Andersen og Claus Lund, og selvom inspirationen fra blandt andet “Pulp Fiction” er lidt for tydelig med en direkte kopi af lejemorderparret Vincent & Jules, så er manuskriptet godt opbygget med en tidsmæssigt flydende udvikling. Manuskriptet skriver sig ind i en dansk tradition, der forener humor med groteske og voldelige situationer og er klart i familie med Lasse Spang Olsens og Anders Thomas Jensens film. En af manuskriptskrivernes stærkeste sider er da også at skabe nogle bemærkelsesværdige birollekarakterer. Her skal ikke mindst nævnes den bøssede ekspedient, der først sælger nylonstrømper til inkassoparret forud for et røveriforsøg, og som siden ender som et konstant plaprende gidsel, der driver Michael og Jim til vanvid med sin talestrøm.

Når rosen er givet for manuskriptet, så må risen komme for skuespillet. Filmens svageste punkt er de intet mindre end elendige skuespillere. Selvom dialogen til tider kan være umulig at arbejde med, så er det stadigvæk det manglende skuespiltalent, der gør mange af replikkerne utroværdige og skingre. Den eneste, der kan fremhæves positivt, er birolleskuespilleren Mads Koudal i rollen som den voldselskende ‘Psycho’. Han formår at give replikkerne en naturlighed selv i svære passager. Ole Ernst kaster også lidt glans over filmen i rollen som den senile farfar, der er bange for nazityskerne.

[i]”Filmen skal først og fremmest underholde,”[/i] var producentens ord som optakt til filmen. Der er også konstant små sjove gimmicks og morsomme bemærkninger undervejs i fortællingen. Meget af det er udtryk for en original humor, bl.a. i scenen, hvor inkassoparret har fået bakset en kuffert, hvis indhold er et maltrakteret lig, ned i bagagerummet og smækker låget, hvorpå man kan se klistermærke-streameren stille spørgsmålet: ‘Organdonor – Har du taget stilling?’ Der er dog en kraftig overvægt af de sjove gags, og hvis de blev skåret ned med en fjerdel ville der blive mere plads til at følge de temaer, der er en væsentlig del af filmens historie, og som er det der gør, at man lærer karaktererne ordentligt at kende. Sammen med det mangelfulde skuespil skyldes de største fejl i Brutal Incasso helt klart den manglende erfaring med at lave film. Der er lidt for mange jokes, lidt for tydelige referencer og lån fra andre film, og mange af filmens pointer er gjort al for tydelige, ikke mindst den gentagne spejling af Michael og Jims respektive kæresteforhold.