[b]Beg(r)avet thriller[/b]

Det har længe været [i]in[/i] i Hollywood at lave film, som foregår i trange rum. “Phone Booth”, “Panic Room”, “Red Eye”, “127 Hours”… Det virker, som om filmbranchens forfattere står i kø for at bevise, at de sagtens kan håndtere de kreative restriktioner, som genren medfører – færre locations, færre rekvisitter, færre karakterer og færre dialoger. Men sammenlignet med “Buried” ligner artsfællerne storstilede friluftsoperaer, for her er en film, der ikke foregår i ét hus, ét værelse eller én flyvekabine, men i én lille kiste. Men selvom filmmagerne ikke har haft megen plads at gøre godt med, har de alligevel fået skabt en solid thriller, der bør gøre genrens fans kisteglade. Ahem.

Filmen lægger ud med en formidabel introsekvens, som vækker varme minder om Saul Bass’ toneangivende titelsekvenser til Alfred Hitchcocks klassiske spændingsfilm. Bombastisk musik og smuk grafik forenes i sekvensen, der både slår filmens tone og ambitioner fast, og selvom “Buried” ikke kan måle sig med Hitchcocks herligheder, kan man kun rose filmmagernes ambitionsniveau. Derefter møder vi den amerikansk lastbilchauffør Paul Conroy, som spilles af Ryan Reynolds. Paul arbejder i Irak, og en dag vågner han pludseligt op i en lille kiste uden andet end en mobiltelefon og en lighter inden for rækkevidde. En terrorist ringer ham op og giver ham instrukser, alt imens Paul forsøger at få hul igennem til myndighederne, inden telefonens batteri dør.

Naturligvis skal det ikke afsløres her, om vores hverdagsagtige helt atter får lov til at trække vejret i det fri, men lad os bare sige, at hvis man lider af klaustrofobi, så får man rigtig god tid til at døje med angsten. Det må have været en på én gang spændende og skræmmende udfordring for filmmagerne at bevare spændingen i et så mikroskopisk rum, og det formår de desværre heller ikke helt. Efter en nervepirrende begyndelse og en udmærket midterdel begynder filmen at løbe tør for ideer, alt imens Paul løber tør for ilt. En slibrig slange og sprækker i kisten er effektive, kreative indspark, men de mange opkald mellem Paul, terroristerne og ordensmagten bliver en smule ensformige og trættende, og man når også at vænne sig til Pauls klaustrofobiske omgivelser.

Det er dog enormt imponerende, at selvom filmen foregår i en kiste (under Pauls telefonsamtaler er filmmagerne modige og kloge nok til ikke at vise de mennesker, der er i den anden ende af røret), så får man aldrig fornemmelsen af, at man ser det samme skud to gange. Takket være en genial brug af få, små rekvisitter bliver “Buried” aldrig tilnærmelsesvis kedelig at se på. Når Paul bruger sin lighter, skaber det dansende lysskær en vidunderlig visuel dynamik, og senere bades kistens interiør i kvalmende, grønne nuancer takket være et knækket knæklys. Opfindsomt. Og redigeringen er lige så elegant – der er nærmest et musikalsk samspil mellem klippene, lydene og Pauls paniske bevægelser. Ja, æstetisk er “Buried” særdeles snedig. Det er bare ærgerligt, at historien ikke har lige så mange trumfer i ærmet.

Men for det meste fungerer “Buried” efter hensigten, og det skyldes først og fremmest Ryan Reynolds, der bærer hele filmen på sine skuldre. Filmens spanske instruktør, Rodrigo Cortés, har betegnet sin hovedrolleindehaver som en Stradivarius, og selvom det måske virker en smule gakket at sammenligne Reynolds med en ekskvisit violin, så beviser den canadiske charmetrold, at han har flere strenge at spille på, end man skulle tro. Reynolds har altid haft karisma, så det basker, og en komisk timing, der siger spar to, men her afslører han et hidtil ukendt talent for at håndtere seriøst drama. Scenen, hvor han tårevædet ringer til sin demente mor for at tage afsked, er næsten ikke til at bære, og Reynolds angst og panik er så troværdig, at den smitter, hvorfor man forbliver engageret i Pouls skæbne helt indtil den lamslående slutning.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Jeg var nervøs for, at “Buried” ville se skidt ud på Blu-ray, når nu den er spækket med så mange dunkle scener, som stiller store krav til transferets kodere. Heldigvis er diskens transfer blændende, og det har en appetitlig, celluloidagtig tekstur. Kontrasten er for det meste solid, billedet er knivskarpt fra start til slut, og detaljerigdommen er forbløffende – bare tjek sandkornene og svedperlerne på Ryan Reynolds’ pande. Hverken glorier eller udtværing forekommer.

[b]Audio[/b]

Lyden spiller en meget væsentlig rolle i “Buried”, eftersom det ofte er bælgmørkt i kisten, hvorfor det kun er lyden, der kan fortælle os, hvad der sker inden for (og især uden for) den underjordiske æske. Heldigvis er diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor superbt. Lyden har nøjagtig den rumklang, den skal have, således man tror på, at filmen blev optaget i en kiste flere meter under jorden. Både lydeffekterne, replikkerne og de fåtallige musikstykker kommer klokkeklart igennem. Brugen af baghøjtalerne er sparsom, men effektiv, og subwooferen træder også til, når der er behov for det.

[b]Ekstramateriale[/b]

To korte interviews befinder sig på disken: Et med Ryan Reynolds (4 min.) og et med Rodrigo Cortés (4 min.). Både interviewenes billed- og lydkvalitet er ringe, men d’herrer har en masse interessante betragtninger og anekdoter i ærmerne. Hvor havde det været fantastisk med et kommentarspor med de to mænd. Desuden medfølger en dokumentar om filmens tilblivelse (18 min.), som gerne måtte have været længere, men som er spækket med spændende klip fra optagelserne. Derudover indeholder skiven en stak forfilm, men desværre mangler den udmærkede trailer til “Buried”. Trailerne præsenteres i 1080p, mens resten af ekstramaterialet præsenteres i 576p.