[b]En mand, en kiste og en mobil[/b]

Som morbid selskabsleg kan man jo fundere lidt over, på hvilken måde det ville være værst at komme af dage. En vil sige drukning. En anden hængning. En tredje måske at blive brændt. Men jeg vil nu nok mene, at det at blive levende begravet og dø dernede i sin ensomme kasse alligevel må være den værste måde at tage fra denne jord på. Det er imidlertid denne ulykkelige skæbne helten i “Buried” kæmper for at forhindre.

Paul Conroy vågner op i en kiste. Han er levende begravet. Med det sparsomme lys fra en lighter kan han orientere sig i den primitive trækasse, han befinder sig i, og med en batterisvag mobiltelefon prøver han desperat at kontakte omverdenen. Men muligheden for at nogen skal kunne finde ham i live mindskes for hvert åndedrag, han tager af den sparsomme ilt.

“Buried” er så lille en film, som man næsten kan forestille sig. Den eneste skuespiller, vi ser filmen igennem, er Ryan Reynolds, og sceneriet udgøres blot af kistens ru træplanker. Men “Buried” viser hermed, at en høj underholdningsværdi ikke nødvendigvis kræver hundrede af skuespillere og gigantiske actionscener. En god idé og et veldrejet manuskript kan såmænd være nok.

At lade filmen foregå hos en levende begravet mand – ethvert menneskes urmareridt – er en glimrende idé. Men i virkeligheden er det udnyttelsen af moderne mobilteknologi, der er filmens scoop. Nuvel, ideen om at bruge telefoni som omdrejningspunkt er set før, blandt andet i “Phone Booth” fra 2002, men “Buried” må siges at være den film, der til dato formår at udnytte alle mobiltelefonens funktioner med størst effekt i sin fortælling. Den lille blåligt lysende mobil, som Conroy har fået med sig i sin mørke grav, er på en gang hans skrøbelige håb om redning og samtidig ildevarslende fatal, når beskeder eller opkald tikker ind med dårlige nyheder. Fortællingen bugter sig i forhold til disse opkald, og hver gang, displayet på telefonen lyser op i det iltfattige mørkekammer, ved man, at historien vil tage en ny drejning, og man er derfor som tilskuer naglet til biografsædet.

På intet tidspunkt forlader vi de trænge forhold i Conroys ydmyge ét-værelses, og det giver en foruroligende klaustrofobisk atmosfære filmen igennem, der dog ganske fordufter ved rulleteksternes fremkomst. I det hele taget er “Buried” trods sin velkonstruerede spændende fortælling ikke en film, som bliver siddende i kroppen, sådan som den isnende nederlandske pendant “Spoorloos” fra 1988, der ligeledes brugte angsten for den ultimative ensomhed – den levende begravelse. Måske fordi “Buried” i modsætning til den ældre beslægtede film ikke overlader det uhyggelige til der, hvor det bedst har hjemme – i tilskuerens fantasi – men i stedet fokuserer på den konkrete spænding i den uhyggelige situation. Conroy er en handlingens mand. Han forsøger at agere sig ud af den grufulde suppedas, han er havnet i. Hvorfor han er havnet der, er lige så lidt et mysterium, som hvad han skal gøre for at komme ud. Derfor er vi som tilskuer også bare reduceret til et spændt heppekor ved kistens kant – går det, eller går det ikke? Glimrende spænding så længe det står på, men også hurtigt glemt.