[b]Angelinas læber[/b]

De ser godt ud, som de kommer kørende der i deres åbne Citroen. De stopper ved en fransk kystflække ved havet. Indlogerer sig på hotel med udsigt, så han kan blive inspireret til sin næste bog. Manden er Brad Pitt med 70’er-snegl, kvinden er Angelina Jolie Pitt med leopardhat- og hæle. Deres karakterer har andre navne i det manuskript, som Angelina Jolie Pitt har skrevet til instruktør Angelina Jolie Pitt, der har castet sig selv og ægte ægtemand i hovedrollerne. Men for mig blev de i “By the Sea” aldrig mere end Hr. og Fru Pitt.

Særligt Jolie Pitts casting af sig selv i hovedrollen er et fejltræk. Hun har efterhånden en helt stiv eller slet ingen mimik i sit babydoll-ansigt, hvor det evige duckface i midten tager al opmærksomheden. Sådan så ingen ud i de 1970’ere, som den her euro-trashede amerikanerfilm skal forestille at foregå i. Hr. Pitt er bedre stillet i rollen som den uinspirerede forfatter, men kæmper en vanskelig kamp imod de replikker, som hustruen på og uden for “By the Sea” har skænket ham og resten af castet. [i]”Nu er det nok, jeg er din mand, er du ude på at ødelægge os!?”[/i] siger han for eksempel. Sådan taler ingen – heller ikke i 1970’erne.

Så er der anderledes stil og idé om alt det omkring dem på dette øde liebhaverhotel i Frankrig ved havet. Det, havet, lytter med sit tavse, blå øre og lokker med sine erotiske skvulp. Fru Pitt bruger sine dage på at ryge, som de gør det i modekatalogerne, fra balkon, imens hun kigger ud over havet. Hun bærer en ukendt sorg, hvilket har ødelagt deres ægteskab – han er begyndt at drikke gin til morgenmad, hun er stoppet med at begære ham. Det ser godt ud, men det hele er lidt for manuskriptstift.

“By the Sea” vil nemlig gerne være [i]Art[/i] med verdens største A. Vandet, kvinden, sorgen, manden, druk, begær. Det skal være som de europæiske forbilleder. Som Polanskis “Kniven i vandet”, hvor den unge og gamle han kæmper om kvinden… Ved havet. For et lurende hav er som bekendt lig med begær og liderlig. Det sikrer det unge par på naboværelset. De knepper hele tiden, hvilket Pitt og Pitt får lyst at lure på. De bliver opstemte af det. Planlægger deres liv efter det. Liderligheden vender tilbage.

Eller det vil sige kun næsten. I “By the Sea” er der antræk til meget. Der er antræk til erotik, men det bliver kun ved lidt uskyldigt kiggeri. Det er antræk til, at det bliver farligt, at “By the Sea” bliver en thriller, hvor relationen til naboparret bliver optrappet, men nej. Der er i det hele taget antræk til en helt masse her i den smukke film ved havet, men det forbliver uforløst og stift som Angelinas læber.