[i]”Når du kan stoppe, har du egentligt ikke lyst, og når du så har lyst, kan du ikke stoppe.”[/i] Sådan noget i den stil smæder guruen og levemanden Casper (Geoffrey Rush) over for kunstmaleren Candy (Abbie Cornish) og den håbefulde poet, Dan (Heath Ledger). Det er stofferne, han refererer til. Sådan nogle er både Dan og Candy afhængige af, og det lader da også til, at det er den lim, der holder de to sammen som par.

Det, der fænger ved “Candy”, er først og fremmest dens beskrivelse af to skæbner, der er kørt helt og aldeles af sporet. Det er den totale deroute for både Dan og Candy, der lever og ånder for stofferne og egentligt ikke så meget andet. Det er en regulær kamp for overlevelse og kampen for det næste fix. Eneste udvej er, nærmest per definition, en løsningsmodel, hvor Candy prostituerer sig, mens Dan bringer penge til veje igennem forskellige former for berigelseskriminalitet. Især førstnævnte sætter selvsagt ridser i lakken på det unge pars forhold, mens hendes familie blot står på sidelinjen som handlingslammede tilskuere.

Uagtet, at det nok i virkeligheden er stofferne, det handler om – og ikke mindst familiens modstand mod forehavendet – bliver Dan og Candy gift efter alle kunstens regler. Men det store vendepunkt kommer imidlertid først anstigende, da Candy bliver gravid. Herved starter kampen for normalisering, og det er som om, at det et kort øjeblik er gået op for de to junkier, at der skal nye boller på suppen. Men nu er det naturligvis ikke nogen enkelt sag at hoppe ud af sit respektive misbrug, at blive clean, og spørgsmålet er, om de to vordende forældre overhovedet evner at stå distancen?

Det gør til gengæld både superstjernen Heath Ledger og det australske [i]wunderkind[/i], Abbie Cornish, der begge leverer formidable og troværdige skuespilpræstationer som fanger i narkotikaens vold. På den baggrund er det umådeligt svært ikke at lade sig påvirke af en beskrivelse af et helt igennem uperfekt liv, hvor kærligheden til hinanden bliver overskygget af det stof, der øjensynligt er parforholdets eneste fællesnævner. “Candy” er en skæv film om en række skæve (og sølle) eksistenser, der ikke umiddelbart er i stand til at udnytte de få chancer, de nu en gang får.

Det er ikke den store idylliseren, vi her risikerer at få serveret. En række bipersoner sørger desuden for de tankevækkende eksterne baggrunde og relationer til familie, venner og bekendte – alle med grobund i arbejderklassen eller klassen lige derover. Det er relationer, der er alt andet end hjertevarme, og man forstår måske hvorfor, Candy og Dan er havnet i den suppedas, de rent faktisk ligger og svømmer rundt i. Det er skarpt og velfortalt, men det er også den løftede pegefinger, instruktør Neil Armfield har fremme i forreste geled, og selv om “Candy” i sig selv ikke i den forstand er en moraliserende film, er budskabet bestemt ikke til at tage fejl af.

Det er hele filmens figur- og miljøtegning, der gør “Candy” et besøg værd. Det er ikke nogen glædesrus i slikbutikken, men alligevel yder filmen på kontrollabel facon et retfærdigt billede af den grumme bagside, et liv med stofferne må være. For både Candy og Dan er deres egne værste modstander i virkeligheden – ikke stofferne. Men i kampen for at generobre et værdigt liv, spænder de gentagne gange ben for sig selv, og spørgsmålet er, om de på sigt vil kunne undvære hinanden eller stofferne.