Anmeldt på baggrund af de første 6 ud af 10 afsnit.

Anna og Tom Bowden (Amy Adams og Patrick Wilson) lever på mange måder det perfekte liv. Med to strålende advokatkarrierer, en kæmpe villa under renovering og en have med pool og plads til barbecueaftener med venner og deres to teenagebørn, Natalie og Zack (Lily Collias og Joe Alfie Winslet Mendes), er der umiddelbart ikke noget at sætte en finger på. Det skulle da kun være Annas krævende job, der sørger for, at hun konstant er limet til telefonen og sjældent holder fri, og et renoveringsprojekt, der trækker i langdrag. Det forhindrer dog ikke Anna og Tom i at sætte pris på deres liv, og Anna spørger da også, som noget af det allerførste, om de virkelig har fortjent alt det, de har.

Do we deserve all this?

Svaret er noget mudret, men står ret klart for den notoriske morder, Max Cady (Javier Bardem). Max Cady bliver løsladt efter sytten års fængsel for et mord, hans tidligere elskerinde nu har taget skylden for, og det viser sig, at han tilsyneladende har været uskyldig alle disse år. Med Anna som hans tidligere forsvarsadvokat og Tom som tidligere anklager i selvsamme retssag, er der ugler i mosen, og Max Cady vil have hævn over parret, der fik ham bag tremmer. Eller vil han?

Meget er nemlig anderledes i Nick Antoscas serielle fortolkning af Cape Fear, der er baseret på romanen The Executioners af John D. MacDonald, og tidligere har været filmatiseret to gange, først af J. Lee Thompson i 1962 og senere i 1991 af Martin Scorsese – der også fungerer som executive producer sammen med Steven Spielberg i denne udgave. Stående på skuldrene af en arv, der blandt andet rummer Gregory Peck og en oscarnomineret Robert De Niro, som den frygtindgydende Max Cady, er der altså store sko at udfylde, men også nye muligheder at udforske i serieformatet.

Tingene begynder at gå galt for advokatparret i samme øjeblik, som Max Cady løslades fra fængsel, og får en til at tvivle på, hvad der er op, og hvad der er ned. Er man nu også selv ved at blive en smule sindsforvirret? Der bliver ikke sparet på de visuelle elementer – blodige lemmer, syngende lussinger og døde grævlingefamilier præsenteres på stribe, og Max Cadys latter hjemsøger. Noget tyder på, at hans mål er ”fingers and toes, till all you have is gone,” men serien spiller formidabelt på de psykologiske strenge og får en til at tvivle. Hvem er de rigtige monstre? Og hvad skete der egentlig for sytten år siden?

Javier Bardem er genial i rollen som en både lattersyg og lattermild Max Cady, der balancerer mellem sindssyge og sympati. Sat overfor Amy Adams, der spiller med mindst lige så meget intensitet og nerve, bliver stemningen mere og mere eerie som den skrider fremad, og flere og flere spørgsmål opstår undervejs. Max Cady og Anna Bowdens relation viser sig hurtigt at være noget mere komplekst end først antaget. Med en kvinde i hovedrollen som den ambitiøse advokat, dukker der nye interessante perspektiver frem, og Cape Fear formår at forny sig selv i takt med samtiden. Samtidig er Malia Pyles eminent i rollen som den lettere forstyrrede pige, Nevea, der på forskellig vis infiltrerer familien og på mange måder repræsenterer det levende mareridt og sætter gang i hjertebanken.

Mens en ”som-besat” Anna forsøger at overbevise alle om, at Max Cady står bag alle katastroferne, der rammer dem, og Tom balancerer far-rollen med sit skrantende arbejdsliv, er det svært ikke at få lyst til at sætte dem ned med en manuel i how to parent. Familielivet hænger i en tynd tråd, og den perfekte facade slår meget hurtigt sprækker. Deres noget casual tilgang til de uhyrligheder, der rammer dem, og deres distancerede forhold til børnene, forklarer i virkeligheden måske grunden til mange af deres udfordringer. Det perfekte advokatpar grænser til det usympatiske og viser en dysfunktionel familie – men måske det også er lige netop derfor, man bliver lige dele nysgerrig og frustreret – og simpelthen er nødt til at se præcis, hvor galt det kan gå.

Suspense og spørgsmål er der nok af, og i enkelte tilfælde kammer det da også over, og chokket bliver en tand for forventeligt. Efter seks afsnit længes man efter en størrere retning og udvikling for både handlingen og karaktererne, der tilsyneladende træder vande for at holde sig ovenpå. Det ellers så uhyggelige univers tenderer til at blive en smule kedsommeligt og plottet for langtrukkent. Hvor serieformatet har sine fordele, har det også sine svagheder, når historien skal strækkes ud, og man forgæves venter på momentum.

Der er dog kredset om detaljerne i Cape Fear, både hvad angår de visuelle og lydlige elementer. I neon, halv gennemsigtig, røntgenlys præsenteres familien Bowden, og der er hele vejen igennem en særlig mørk belysning, der sætter en stor streg under, at alt ikke er normalt. Visuelt er der ikke noget, der er overladt til tilfældighederne, og det bliver hurtigt nemt at spotte, at der er en vis kærlighed til thrillergenren fra instruktørstolen af. Ledsaget af en lydside der er både ildevarslende, højstemt og ikke mindst stressende, også for seeren der får lyst til at råbe ”stop nu!”, spiller de enkelte elementer fornemt sammen og skaber et dystert og ikke mindst intenst univers.

Der er med andre ord mange grunde til at ville kigge væk eller slukke for serien, men mindst lige så mange grunde til at fortsætte. Som horror og psykologisk thriller lykkes Cape Fear med mange af de ting, den sætter sig for. Med kun fire episoder tilbage er der stadig mange ubesvarede spørgsmål, der holder nysgerrigheden fanget i det noget nær psykedeliske univers.

Cape Fear viser sine evner som serie og kryber under huden på dig på den mest uhyrlige måde, viser dig dine værste mareridt og lover dig, at du sent vil glemme Javier Bardems mareridtsfremkaldende latter.

Cape Fear har premiere 5. juni på Apple TV+