[b]På dybt vand[/b]

Lad os først få noget på det rene: “Captain Phillips” og “Kapringen” er to [i]vidt[/i] forskellige skabninger. Men eftersom Tobias Lindholms danske drama tilfældigvis er et af de bedste, som er blevet lavet herhjemme i årevis, og da begge film kredser om somaliske pirater, der kidnapper vidskræmte vesterlændinge, så har sammenligningen (egentlig ganske forståeligt) fyldt meget i vores hjemlige medier. Men hvor “Kapringen” er et nervepirrende, men samtidig tålmodigt, dvælende studium i frihedsberøvelse og magtesløshed, er “Captain Phillips” en fuldblodsthriller, der skildrer blot et par døgns sindsoprivende begivenheder med foden på, øh…hvad det nu end er, man kalder [i]speederen[/i] på et lastskib.

Med dét mener jeg dog ikke, at “Captain Phillips” er et overfladisk actionbrag. Filmen er trods alt instrueret af Paul Greengrass, og hvis der er en filmmager, der kan injicere stof til eftertanke i en thriller uden samtidig at slække på tempoet, er det ham. I både “The Bourne Supremacy” og “The Bourne Ultimatum” prikkede Greengrass immervæk til USA’s løbske overvågningskultur imellem slåskampene og biljagterne, og hans vovede Mellemøsten-thriller, “Green Zone”, undsagde åbenlyst invasionen af Irak. Men “Captain Phillips” har mere tilfælles med Greengrass’ mest velrenommerede værker, “Bloody Sunday” og “United 93”, der også tager afsæt i reelle hændelser (henholdsvis en tragisk massakre i Nordirland og 9/11) og synkront tirrer nerverne og intellektet. Sagt med andre ord: Greengrass var simpelthen skræddersyet til at lave denne kløgtige spændingsfilm med både gidseltagning og geopolitisk uro i periskopet.

Vi møder skibskaptajnen Richard Phillips, mens han stilfærdigt pakker kufferten i sit amerikanske forstadshjem. Det er tydeligvis blot en rutinesag for manden at drage nogle uger til Afrikas horn for at agere skipper. Mens han og hustruen kører mod lufthavnen, diskuterer de (temmelig umotiveret), hvordan Phillips’ fag har ændret sig i tidens løb, og hvilken turbulent, uforudsigelig fremtid parrets børn går i møde. Det er den eneste scene i hele filmen, der virker kunstig – dialogen er gumpetung og tydeligvis designet til at levere en masse knastør fakta i en fart, så Greengrass dernæst kan fokusere mere på personerne og selve dramaet.

Lige efter går filmen op i gear, da vi møder den somaliske fisker Muse, der bliver beordret af en skrålende krigsherre til at sejle ud på havet og skaffe gidsler og gysser. Han border Phillips’ kolossale Mærsk-fartøj og truer med at dræbe besætningen, hvis han ikke får udbetalt en klækkelig sum. Og samspillet mellem Phillips og Muse er dramaets dragende drivkraft. To mænd, der umiddelbart virker vidt forskellige, men som formentlig havde været perlevenner, hvis de ikke rent tilfældigt var blevet født på hver sin side af kloden og det globale klasseskel. [i]”Der må være andet, du kan lave end at kidnappe folk”[/i], siger Phillips til sin bortfører. [i]”Måske i Amerika”[/i], svarer Muse nærmest opgivende. Ingen af dem ønsker rent faktisk at være i den kattepine, de er havnet i. De er begge blevet tvunget derud af omstændigheder uden for deres kontrol. Finansiel utryghed, arbejdspres, hovmodige overordnede vs. fattigdom, krig eller fremmede nationers hæmningsløse fiskeri.

Greengrass skildrer begge sider af konflikten uden at smøre så tykt på den politiske korrekthed, at troværdigheden går fløjten. Instruktøren er ikke ude på at [i]forherlige[/i] de desperate revolvermænd, men på at få os til at [i]forstå[/i] dem. Mission: Fuldført. Samtidig har skuespillerne selvsagt en kæmpe andel i, at man lever sig helt ind i skæbnerne på begge sider af kappestriden. Især Barkhad Abdi er superb som Muse. Han udstråler en direkte intimiderende målbevidsthed og selvsikkerhed, mens han med subtile gestikulationer og sine længselsfulde øjne lader os ane den nagende frygt og fortvivlelse bag jernfacaden. Det er helt ufatteligt, at Abdi aldrig har spillet skuespil før.