Lad os først få noget på det rene: “Captain Phillips” og “Kapringen” er to [i]vidt[/i] forskellige skabninger. Men eftersom Tobias Lindholms danske drama tilfældigvis er et af de bedste, som er blevet lavet herhjemme i årevis, og da begge film kredser om somaliske pirater, der kidnapper vidskræmte vesterlændinge, så har sammenligningen (egentlig ganske forståeligt) fyldt meget i vores hjemlige medier. Men hvor “Kapringen” er et nervepirrende, men samtidig tålmodigt, dvælende studium i frihedsberøvelse og magtesløshed, er “Captain Phillips” en fuldblodsthriller, der skildrer blot et par døgns sindsoprivende begivenheder med foden på, øh…hvad det nu end er, man kalder [i]speederen[/i] på et lastskib.
[image=76194]
Vi møder skibskaptajnen Richard Phillips, mens han stilfærdigt pakker kufferten i sit amerikanske forstadshjem. Det er tydeligvis blot en rutinesag for manden at drage nogle uger til Afrikas horn for at agere skipper. Mens han og hustruen kører mod lufthavnen, diskuterer de (temmelig umotiveret), hvordan Phillips’ fag har ændret sig i tidens løb, og hvilken turbulent, uforudsigelig fremtid parrets børn går i møde. Det er den eneste scene i hele filmen, der virker kunstig – dialogen er gumpetung og tydeligvis designet til at levere en masse knastør fakta i en fart, så Greengrass dernæst kan fokusere mere på personerne og selve dramaet.
[image=76196]
Greengrass skildrer begge sider af konflikten uden at smøre så tykt på den politiske korrekthed, at troværdigheden går fløjten. Instruktøren er ikke ude på at [i]forherlige[/i] de desperate revolvermænd, men på at få os til at [i]forstå[/i] dem. Mission: Fuldført. Samtidig har skuespillerne selvsagt en kæmpe andel i, at man lever sig helt ind i skæbnerne på begge sider af kappestriden. Især Barkhad Abdi er superb som Muse. Han udstråler en direkte intimiderende målbevidsthed og selvsikkerhed, mens han med subtile gestikulationer og sine længselsfulde øjne lader os ane den nagende frygt og fortvivlelse bag jernfacaden. Det er helt ufatteligt, at Abdi aldrig har spillet skuespil før.
[image=76201]