Vi er blevet konfronteret med pædofili og de tragiske følger af seksuelle overgreb på børn i utallige film, tv-programmer og dokumentarer. Og oftest synes det udelukkende at være ofrene, der er i fokus, både inden og efter at gerningsmændene rusker tremmer. Sådan forholder det sig imidlertid ikke i den Oscar-nominerede dokumentar “Capturing the Friedmans”, der kigger på de ofre, man stort set aldrig hører noget til: de pårørende til gerningsmændene. Om far Friedman og hans ene søn Jesse vitterligt udnyttede de børn, der kom forbi deres hus for at studere EDB, bliver der sået tvivl om. Hvem taler sandt, og hvem lyver?

Den debuterende instruktør Andrew Jarecki var midt i optagelserne til sin dokumentar om professionelle klovne, da en enkelt klovn, David Friedman, pludselig nægtede at tale om sin barndom. En meget indbydende invitation for en dokumentarist som Jarecki, der fik David og de fleste familiemedlemmer til at stille op foran kameraet. Dog ikke faderen Arnold Friedman, som begik selvmord. Her fortæller de om, hvordan hele deres verden gik under på den skæbnesvangre dag før Thanksgiving 1987, hvor politiet sparkede døren ind med beskyldninger om børneudnyttelse.

“Capturing the Friedmans” er en unik og fantastisk dokumentar. Den både frustrerer, rører og får os til at væmmes. At familiefaderen Arnold var pædofil, er der ikke meget tvivl om – lavinen blev udløst, da han blev taget i at bestille et børnepornografisk blad fra Holland. Men om den vellidte, prisbelønnede Arnold Friedman, elsket familiefar og tutor, vitterligt udnyttede sine privatelever, er et helt andet spørgsmål. Vidnerne kommer med forskellige – ofte modstridende – forklaringer, og politiet indrømmer, at de ingen konkrete beviser har. Til slut kender man ikke den fulde sandhed.

Jarecki fortæller historien om en almindelig middelklassefamilies undergang på sober maner. Når musik bruges, er det ikke for at ændre på opfattelsen af selve sagen, men for effektivt at styrke erkendelsen af, at en familie er blevet revet fra hinanden – hvilket i modsætning til ‘beviserne’ i sagen er et fuldstændig uomtvisteligt faktum.

Takket være familien Friedmans eget videokamera, får vi talløse ucensurerede klip fra familiens verbale slagsmål før, under og efter retssagen. Det er foruroligende, ubehageligt og endda ofte surrealistisk at se på – især når familien synes at diskutere trivielle ting og fyre jokes af midt i al kaoset. Det er dog på samme tid også umuligt at vende øjnene bort. Vi får talrige argumenter serveret fra alle sider af, og det efterlader én i sidste ende med en insisterende følelse af tvivl og håbløshed. Der er foruroligende mange ting ved sagen, som slet ikke giver mening. Men én ting er stensikkert: “Capturing the Friedmans” rammer lige i mellemgulvet.

VideoBilledet er præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen video. “Capturing the Friedmans” ser lige så godt ud som håbet. Filmen er en blanding af interviews skudt på film og private optagelser primært skudt på video. Hjemmeoptagelserne er overraskende fri for slid og fejl, men de bærer mange amatørpræg, såsom stærk og fejlagtig farvegengivelse og svingende kontrast. De nye interviews er rene og klare med fin kontrast og farvegengivelse, og de virker samtidigt meget filmiske. Et ganske hæderligt transfer, hverken mere eller mindre.

Audio”Friedmans” får udelukkende tildelt et engelsk Dolby Digital 2.0 spor. Men frygt ej, det er et fornemt ét af slagsen, og der er heller ikke just tale om en film, der skriger efter et bombastisk DD 5.1 spor. Vigtigst af alt – som det må siges at være i alle ‘talking heads’-dokumentarer – er dialogen, og den kommer fint til udtryk. Det lader endda lidt til, at hjemmevideoerne har fået lyden renset en anelse. Det næststørste lydelement i dokumentaren er musikken, og den virker også mere fyldig og voluminøs end på langt de fleste 2.0 lydspor på markedet.

EkstramaterialeEneste ekstramateriale på disc 1 af denne 2-disc udgivelse er filmens fine trailer, et glimrende 30-minutter-langt interview med Jarecki plus et kommentarspor med instruktøren og hans klipper/producer Richard Hankin. Det er et enormt fascinerende, oprigtigt og velformuleret kommentarspor, og de to mænd kommer godt rundt om både filmens indhold og dens tekniske facetter.

På disc 2 finder vi resten af ekstramaterialet delt i 5 dele: “The Discussion”, “Unseen Home Movies”, “Our Family”, “The Case” og “The Score”.

Under “The Discussion” finder vi 4 featuretter: “An Altercation at the New York Premiere”, “The Judge Speaks Out at the Great Neck Premiere”, “Answers to Frequently Asked Questions” og “Charlie Rose Interviews Director Andrew Jarecki”. De første to featuretter viser spændende klip fra et par af filmens forevisninger, hvor både publikum og filmens medvirkende er involveret i den debat, som filmen lægger op til. Under “Frequently Asked Questions” finder man 6 klip fra en screening af filmen. Og til slut har vi den normalt tykhovedede Charlie Rose, som interviewer Jarecki. Et fint interview, uden meget nyt at komme efter.

Under “Unseen Home Movies” finder man tre ekstra stykker hjemmevideo, som ikke var med i den endelige film: “Passover Seeder”, “Grandma Speaks” og “Jesse’s Last Night”, med en samlet spilletid på cirka 6 minutter. De er næsten endnu mere ubehagelige og emotionelle end dem, der er med i selve filmen.

“Our Family” delen byder på flere korte featuretter, der bevæger sig ud over filmen og bl.a. fortæller om Arnold Friedmans allersidste brev inden selvmordet og Jesses nye liv udenfor fængslet (han bærer en elektronisk fodlænke og må kun forlade sit hjem på særlige tidspunkter). De er alle på samme høje niveau som selve filmen. Mest interessant er nok inkluderingen af Jareckis klovnefilm, “Just a Clown”, som han oprindeligt var i gang med at optage, inden han opdagede historien om familien Friedman. Den varer godt 20 minutter og er ganske vellavet.

“The Case” byder på 4 featuretter: “The Investigation”, “Additional Suspects”, “Great Neck Outraged” og “A Principal Witness for the Prosecution”. De går, som titlen antyder, mere tæt på selve sagen og dens udvikling. Ligesom filmen er de både fængslende og frustrerende og byder på ingen lette svar. Det er skræmmende at se, hvor hurtigt folkene i nabolaget rottede sig sammen imod Friedman-familien – man får lov at høre adskillige forfærdende telefonokald til familien. Der er også en længere samtale med et af hovedvidnerne for anklagebænken, der byder på nogle af de mest afskyelige udtalelser i mands minde.

Kategorien “The Score” på hovedmenuen byder på et interview med filmens italienske komponist, Andrea Morricone, søn af – jep, du gættede det! – mesterkomponisten Ennio Morricone. Efter at have hørt hans sensationelle score til “Capturing the Friedmans” er det svært ikke at glæde sig til at høre mere fra Ennios talentfulde søn.