De bedste dokumentarfilm er oftest dem der overgår virkeligheden. Dem som i kraft af deres historie er mere uvirkelige end virkelige. For det virker unægtelig dobbelt så stærkt på os, når vi indser, at det er den skinbarlige virkelighed vi præsenteres for. Barskere end selv fiktionen. Sådan en dokumentarfilm er “Capturing the Friedmans”. Det er den utrolige og sørgelige historie om en jødisk familie, som langsomt men sikkert kuldsejler i takt med at faderen og en af sønnerne anklages og dømmes for pædofili.

Takket være private hjemmeoptagelser fra familien og interviews med forskellige familiemedlemmer, fint iscenesat af instruktør Andrew Jarecki, får vi hele historien fra dens begyndelse i midten af 80’erne til det midlertidige punktum i 2003. Og den er… ikke for børn. Filmen har vakt opsigt på diverse filmfestivaler og er nu Oscarnomineret for bedste dokumentarfilm i 2004. Og det er fortjent, for med “Capturing the Friedmans” har Jarecki skabt en stærk, interessant og provokerende dokumentarfilm, der sætter spørgsmålstegn ved ikke kun sandheden om familien, men også retsvæsenet, politiet og samfundet.

Filmen åbner med knitrende smalfilmsoptagelser fra starten af 80’erne, der viser en lykkelig familien Friedman i omgivelserne foran deres hus i Great Neck på Long Island. Vi præsenteres for faderen Arnold Friedman, en velrenommeret skolelærer og tidligere professionel musiker, hans kone Elaine og deres tre børn David, Jesse og Seth. På overfladen en velfungerende middelklassefamilie, men på Thanksgiving Day i 1987 krakelerer glansbilledet, da politiet bryder ind i familiens hus og efter en ransagning finder stakkevis af børnepornografi tilhørende Arnold Friedman.

Og så ruller lavinen. For med en stilling som skolelærer er der grund til at mistænke Arnold og hans 18-årige søn, der fungerer som hjælpelærer, for seksuel omgang og misbrug med eleverne. Særligt stærk står anklagen efter at størstedelen af eleverne indrømmer at være blevet misbrugt. Og det er sådan set filmens omdrejningspunkt. Arnold og Jesse anholdes på baggrund af børnenes udtalelser, men nægter sig skyldige. Og så er spørgsmålet hvem der egentlig taler sandt? På den ene side ser det ud til, at anklagen mod Arnold Friedman intet har på sig og nærmere er et resultat af et eskalerende massehysteri og behov for en syndebuk. Anklagen er alene bygget på børnenes udtalelser, men filmen afslører ved hjælp af interviews med nogle af de børn, nu voksne, der dengang havde udtalt sig om seksuelt misbrug, at de følte sig presset af politiet til at udtale sig om hændelser, der egentlig ikke var hændt. Har der været tale om en kollektiv masseforfølgelse af en uskyldig? På den anden side afdækker filmen gennem breve skrevet af Arnold Friedman til en journalist, at han var bøsse og havde foregrebet sig ikke alene på mindreårige drengebørn gennem tiden (dog ikke børnene i hans klasse påstår han), men også hans egen søn Jesse og i hans barndom lillebroren Howard. Med andre ord afdækker filmen en kompleks sag, der sætter flere spørgsmålstegn end punktummer.

Og vi får faktisk aldrig et entydigt svar på hvad der virkelig skete i den skoleklasse i 1987. For det er der ingen som rigtig ved. Dels er beviserne for tvetydige, dels har Arnold Friedman begået selvmord i fængslet. Men det er egentlig heller ikke det, filmen søger at klarlægge. Den søger i stedet at give os et indtryk af hvilke konsekvenser det har haft for familien Friedman at stå over for en anklage om pædofili. Og det er slemt. For det har splittet familien indefra og ødelagt hele tilværelsen for hver af dem.

Moderen Elaine nægter at støtte sin mand og bliver derfor lagt for had af sønnerne, der desperat forsøger at få faderen frikendt. Da det ikke lykkedes og han ender med at erklære sig skyldig for at redde sønnen Jesse, som også står anklaget, går familien yderligere i opløsning. Det hele er dokumenteret af den ældste bror David, der med sit videokamera har fulgt familiens undergang. Vi overværer skænderierne, Jesses nat før han skal i fængsel og den ældste bror Davids tårevædede monologer med kameraet som vidne.