Lad os bare få det på det rene med det samme: Han gør det godt. Han gør det [i]rigtig[/i] godt. Der tales naturligvis om 38-årige, blonde Daniel Craig: Den sjette skuespiller og tredje englænder, der spiller James Bond, den legendariske Agent 007 med licens til at dræbe. I de kommende måneder vil Craig blive hyldet af millioner af fans og menige biografgængere verden over, men han vil næppe glemme det ubarmhjertige verbale bombardement, han har været udsat for, siden han blev offentliggjort som hovedrolleindehaveren i seriens 21. officielle kapitel, “Casino Royale”.

Craig kombinerer meget af det bedste hos sine forgængere, såsom Roger Moores tørre, men spidsfindige humor, Timothy Daltons forfriskende kynisme og Sean Connerys flamboyante maskulinitet. Og Craig er omringet af talentfulde kollegaer. Eva Green er den bedste Bond-pige i næsten 40 år siden “On Her Majesty’s Secret Service” – et både stærkt, intelligent og smukt modstykke til Bond, der ikke bare lægger sig ned på kommando. Og man tror vitterligt på forholdet mellem hende og Bond, hvilket er helt essentielt for filmen.

Her er absolut ingen spor af gamle kendinge som Miss Moneypenny eller Q og hans højteknologiske isenkram, mens en af seriens efterhånden glemte figurer, CIA agent Felix Leiter, dukker op for første gang siden 1989. Det er den altid fremragende Jeffrey Wright, der imponerer som Bond-sagaens første sorte Leiter. Judi Dench og danske Jesper Christensen er også solide i deres små roller. Men næstefter Craig er det som ventet filmens anden dansker, Mads Mikkelsen, der vækker mest opsigt.

I Danmark er filmes biograftrailere ofte blevet akkompagneret af højlydt latter på grund af Mikkelsens knap-så-subtile accent. Men hans fremstilling af filmens skurk bevirker, at al latter må forstumme. Karakteren fremprovokerer reel afsky og højlydt væmmelse. I hvad der meget vel ender med at forblive højdepunktet i Mikkelsens internationale karriere, udviser manden ikke ét eneste tegn på sceneskræk. Hans karakter, Le Chiffre, har en syg tårekanal, der får ham til at græde blod. Og hans personlighed er lige så klam som hans lidelse. Manden ved også godt, at han ikke er den største fisk i skurkebassinet, hvilket er ret unikt for en Bond-skurk. Mikkelsen gør Le Chiffre skiftevis vammel, uhyggelig, desperat, målrettet og endda næsten sympatisk – han er en fornøjelse at overvære.

“Casino Royale” har et af seriens absolut bedste ensembler. Men filmen er bestemt ikke perfekt, og den er desværre langtfra den revolutionerende begivenhed, som fans har tryglet, bedt og skreget på i årevis. På overfladen ser filmen ud til at være en forfriskende afvigelse fra filmenes veletablerede formular, men der er overraskende mange ligheder mellem “Casino Royale” og de seneste forhadte Brosnan-film.

Her er igen masser af tydelig product-placement (især Sony Ericssons mobiltelefoner bliver godt repræsenteret) og lidt for mange overflødige babes, lømler og rejser til eksotiske locations. Og selvom Craigs Bond er en mere troværdig og hårdkogt Bond, så formår han (vanen tro) stadigvæk at konfrontere, bekæmpe og undslippe en hær på cirka halvtreds armerede soldater – på trods af han er en fuldstændig ny og relativt uprøvet agent. I en tid hvor menneskeligt sårbare og fejlplagede helte som Jason Bourne har overtaget muskelbundternes plads i det cinematiske rampelys, er Bond stadigvæk ikke menneskelig nok til at virke som en realistisk personlighed, og derfor er det stadigvæk svært at relatere sig til ham.

Filmen er også alt, alt for lang. Der går en hel time før Eva Greens betagende Vesper Lynd bliver introduceret, og endnu længere før Bond og Le Chiffre står ansigt til ansigt, og det centrale plot virkelig tager form. Filmens allerede berygtede sort/hvid-begyndelse er formidabel – en stemningsmættet og barsk intro, der sætter aldersgrænsen på 11 år på en hård prøve, og som filmen aldrig helt formår at toppe.