Som brødre vi deleAmerikansk films mest neurotiske filmhåndværker, Woody Allen, er som altid produktiv og har de senere år kastet sig kærligt over krimigenren med de forholdsvist vellykkede “Match Point” og “Scoop”, hvorover stjernefrøet Scarlett Johansson har formået at kaste sin glans. Desværre er hun ikke med i den efterfølgende “Cassandra’s Dream”, som genremæssigt ellers ligger i lige forlængelse af de to allerede nævnte.

Filmens titel henviser henkastet til navnet på den væddeløbshund, som sejrer og indirekte gør det muligt for de to brødre Ian og Terry, i en blanding af vanvare og for at finde et pusterum fra hverdagens trummerum, at købe en lystbåd. Men det bliver samtidig bådens navn, selv om det indkøb imidlertid skal vise at være et påklistret og unødvendigt forsøg på at give filmen en ramme. Handlingen er nemlig i primær grad tilpasset landjorden, hvorpå de to hovedaktører kæmper deres slag med kærligheden, karrieren og ikke mindst de knaster, som kan give den skrantende økonomi et opsving.

De er hinandens diametrale modsætninger, og mens Terry er solidt forankret i sin moral og troen på det gode i ethvert menneske, er Ian omvendt afstumpet og følelseskold over for sine medmenneskers nedture. Han er igangsætteren, som – på andres bekostning vel at mærke – forsøger at skabe profit på hotelinvesteringer og plejer sit renomme ved at danne par med fashionable og attraktive kærester. Derfor bliver den uinteressante servitrice fra faderens restauration da også hurtigt og uden nærmere overvejelser erstattet af modellen og teaterskuespillerinden Angela Stark, selv om hun tydeligvis ikke er den trofaste type og i øvrigt også kun tiltrækkes af Ian på grund af de materielle goder, han øjensynligt kan tilbyde hende. Ligesom de amatørskuespil, hun selv medvirker i hver eneste aften, skal den forestilling dog vise sig at være forloren og opsat.

Både penge og biler er nemlig kun til låns fra brorens arbejde som mekaniker og evner som gambler. Og den falskhed, Ian opbygger omkring sig, understreges endvidere af de medvirkendes ofte voldsomme gestikulationer og unaturligt klingende replikker. Woody Allens pointe med det teatralske islæt er i hvert fald ikke til at misforstå. Undervejs vender lykken imidlertid for Terry og derved også for Ian, der ikke længere kan trække på brorens goodwill, slet ikke da denne – efter for mange buler i en kundes Jaguar – bliver fyret fra jobbet som mekaniker og desuden begynder at tabe penge. Krisen begynder at kradse, jobbet på faderens gæstgiveri hænger Ian ud af halsen, og løsningen synes derfor for begge at være at hente assistance fra den stinkende rige onkel Howard, som er plastikkirurg – igen er det forlorne et tema – for de kendte i Hollywood.

Og Howard dukker derfor op på scenen for at skubbe handlingen i gang. At låne penge fra ham er nemlig ikke uden forbehold, og den noget-for-noget-politik kræver, at brødrene i fællesskab sørger for, at en af onklens konkurrenter skaffes af vejen. Med Howard leveres filmens absolut bedste præstation i en veloplagt Tom Wilkinson, mens også Sally Hawkins i Terrys opofrende kæreste Kate fascinerer. Ellers er der langt mellem snapsene, og særligt hovedrolleindehaverne Colin Farrell og Ewan McGregor synes tynget af filmens teatralske sprogbrug. De er skygger af sig selv.

Med mordet som løsning på kvalerne kastes Ian og Terry ud i en turbulent virak, hvor moraler og dilemmaer sammen med mulige drabsmetoder gennemgås i et væk. Særligt Terry pines af den forestående udåd, mens alt andet end netop det plager den styrende storebror. Ethvert valg har konsekvenser, og det til trods for, at familiens værdier kommer forud for alt andet – som også onkel Howard messer det. Det synes i hvert fald at være instruktørens åbenlyse budskab, men det drukner desværre i et inferno af ligegyldighed, for dramaet, der her udspilles, bliver aldrig nærværende eller for den sags skyld overhovedet væsentligt.

Karaktererne er uinteressante og usympatiske, og derfor keres man aldrig om deres videre velbefindende. “Cassandra’s Dream” viser derfor en Woody Allen langt fra sit vanlige touch. Der er ganske vist – som altid – finurlige øjeblikke og skarpslebne pointer at finde i materien, men overordnet set har filmen ikke meget at byde på. Mange detaljer virker umotiverede, og det er afgørende for fortællingens videre fremdrift, når for eksempel motivationen for, at netop de to brødre skal slå onklens konkurrent ihjel, mangler, og fortællingen i det hele taget flere steder ikke følges ordentligt til dørs. Instruktørens agenda blegner derfor i et sjusket udført håndværk, men kunne formodentligt have stået distancen med en længere forberedelsestid.

Video”Cassandra’s Dream” præsenteres i det jævnt gode anamorphic widescreen 1.85:1-format, som ikke er uden ridser i lakken. Billedet står forholdsvist skarpt, men digitale forstyrrelser samt edge-enhancement i de lysere scener fornægter sig ikke undervejs, ligesom udgivelsen også skifter lag midt i en scene. Desuden præges både kontrast og farvetemperatur i mindre grad af udsving, men derudover er der ikke eksempler på blødhed, udtværinger eller andre former for misdannelser.

AudioPå lydsiden forekommer det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som fortrinsvis er et anliggende for fronthøjtalerne. Dialogen er generelt tydelig, om end den i enkelte passager virker en kende mudret, men overstyringer er der til gengæld ingen af. Derudover flyder underlægningsmusikken godt ud, mens atmosfæren er anderledes beskeden og savner dynamik. Men nu er “Cassandra’s Dream” heller ikke en type film, der lægger op til de store auditive armsving.

EkstramaterialeUd over en enkelt trailer for filmen er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.