Velspillet skabelon-drama’Cassandra’s Dream’ er navnet på en båd, men det er den mentale bølgegang mellem to brødre på kant, der er omdrejningspunktet i Woody Allens seneste film. Tematisk befinder “Cassandra’s Dream” sig tæt på den foregående og ikke mindst fremragende “Match Point” uden dog helt at nå samme højde.

Terry er en heldig mand. Han vinder både i poker og hundevæddeløb. Broderen Ian håber på at blive lige så heldig; han vil dog investere sine sparepenge i hoteller i Californien. Til daglig henslæber de deres liv som henholdsvis mekaniker, der reparerer rige menneskers store biler, og i faderens fallerede restaurant som tjener. De drømmer begge om et liv i sus og dus og har et tæt og ærligt kammeratskab. Sammen investerer de i en ældre båd, som de sætter i stand og opkalder efter en heldig hund fra et væddeløb; Cassandra’s Dream.

Men for at vinde stort må man satse stort, hvilket Terry ikke har noget problem med. Det er dog kun lige indtil han med en uheldig hånd i poker sætter sig selv i gæld for 90.000 pund, som han pludselig skylder nogle ubehagelige fyre. Det er dog ikke værre, end at brødrenes rige onkel Howard, der ellers lever livet som succesfuld plastikkirug, kommer til byen, og han har altid hjulpet familien, når der var pengeproblemer. Denne gang vil onkel Howard da også hellere end gerne hjælpe de to fyre; den ene med gælden og den anden med at investere i hotellerne. Der er bare lige det ene problem, at onkelen denne gang gerne vil have noget til gengæld for sin økonomiske hjælp – han vil have de to brødre til at myrde en mand, der kan sende onkel Howard i fængsel. Terry og Ian ser ikke anden udvej end at gøre som han beder dem om, men hele projektet sætter dem begge i et moralsk dilemma, der tærer hårdt på især den følsomme Terry og truer med at vende hele deres liv på hovedet.

“Cassandra’s Dream” er Woody Allens 39. film, og markerer sammen med “Match Point” et skifte i fortællestil for den lille, generte mand. Tidligere har den dramatiske komik været hans udgangspunkt, men denne gang skærer instruktøren igen komikken fra og vælger at servere et intenst drama. Filmens indhold er rent tematisk interessant, men ellers ganske mondænt; vi har set den her historie før. Det er et ganske gribende drama, men som krimi er det desværre en ren skabelon.

Man skal dog ikke fortvivle af den grund. På trods af den noget ordinære fortælling om brødres sammenhold og moralske skrupler over et mord, er det som så ofte før hos Allen fra skuespillet, man skal finde filmens stjerner frem. Colin Farrell og Ewan McGregor er formidable som henholdsvis Terry og Ian. Der er fra instruktørens side virkelig blevet udnyttet de medvirkendes talenter, såvel i bi- som hovedroller. Især Farrell skinner igennem med en kraftpræstation som den af brødrene, der ikke kan magte mordet, og han giver et indtryk af et menneske i opløsning så gennemgribende, at man tager det med sig et godt stykke hjemad. Det er i samspillet mellem de to brødre, at “Cassandra’s Dream” virkelig finder sin nerve. De to passer eminent sammen, og broderskabet virker ægte og troværdigt.