[b] Clinten rammer plet – igen[/b]

Det er snart Oscar-tid, og selvom nomineringerne ikke er offentliggjort endnu, er der allerede nogle film, som de kloge hoveder i Hollywood har udset til at hive et par statuetter i hus. Clint Eastwoods nye værk, “Changeling”, hører til i den kategori, og det er med god grund. Det er et ægte drama, den aldrende instruktør disker op med, men der bliver aldrig leflet for publikum. Tværtimod rammer den, hvor det gør allermest ondt, og den bliver ved med at ramme, indtil man næsten ikke kan holde til mere. “Changeling” er en af den slags sjældne film, der holder ens følelser fast i et jerngreb og aldrig giver slip.

Filmen er baseret på en sand historie, der udspiller sig i Los Angeles i slutningen af 1920’erne – en tidsalder, hvor radioen var et teknisk vidunder, hvor alle kørte rundt i Ford-automobiler, og hvor politiet var lige så korrupte, som de gangstere de prøvede at sætte bag tremmer. Midt i dette korrupte system befinder den smukke Christine Collins sig. Hun er en enlig mor, der en dag kommer hjem fra arbejde og må sande, at hendes værste mareridt er blevet til virkelighed: Hendes søn er forsvundet. Hvad, der dernæst følger, er et Kafkask mareridt, hvor et korrumperet bureaukrati vil gøre alt for at lukke munden på den stakkels Christine, der hævder, at den dreng, politiet har fundet, ikke er hendes søn. Men hun giver ikke så let op, og med hjælp fra ligesindede får hun rejst en sag, der skulle vise sig at ryste politikorpset i dets grundvold.

Han kan sgu’ noget, den gode Clint. Ikke på noget tidspunkt mister han grebet om denne komplekse og barske fortælling, der sørgeligt nok er lige så virkelig som furerne i den gamle cowboyhelts ansigt. Ikke på et eneste tidspunkt forfalder filmen til ligegyldig vold eller unødvendig sentimentalitet, og Eastwood beviser endnu engang, at han som instruktør om nogen kan skildre de mest forfærdelige begivenheder uden at ryste på hånden. Det er filmisk håndværk i verdensklasse – et virtuost drama med fantastiske scener og skuespil, der efterlader seeren med nedbidte negle og i en nedtrykt sindstilstand. På den helt rigtige måde.

Angelina Jolie er på en gang skrøbelig og utrolig stærk i rollen som Christine Collins. Vi mærker denne kvindes sorg over sit barns skæbne, og de trængsler, hun må gennemgå, føles så virkelige, at tårerne til tider ikke kan undgå at presse sig på. Scenen, hvor hun bliver indlagt på en sindssygeanstalt, er mesterligt udført, og skrigene fra de indsatte genlyder lang tid efter, man har forladt biografen.

Børnekidnapning er et tungt og dystert emne, som de fleste af os helst ikke vil anerkende eksistensen af. Men som med den formidable “Mystic River” tvinger Clint Eastwood os til at tage stilling til det. Han rusker op i vores trivielle hverdag, dykker ned i de mest mørke afkroge af vores sind og trækker nogle ting op til overfladen, som vi helst ikke vil tænke på. Og det i sig selv er noget af en bedrift.