Filmz
Charlie og chokoladefabrikken

Charlie and the Chocolate Factory

Medvirkende:

Garrick Hagon, Julia Winter, Philip Wiegratz, Franziska Troegner, Harry Taylor, Dominique Gerrard, Jordan Fry, Sandra Darnell, AnnaSophia Robb, Deep Roy, Christopher Lee, David Kelly, Freddie Highmore, James Fox, Helena Bonham Carter, Adam Godley, Missi Pyle, Johnny Depp, Noah Taylor

Instruktør:

Tim Burton

Filmlængde:

115 minutter

Genre:

Komedie, Komedie, Adventure, Adventure, Fantasy, Fantasy, Familie, Familie

Charlie og chokoladefabrikken

FilmenHvis man siger Tim Burton må man også sige eventyr. Ingen instruktør har i nyere tid bragt os så eventyrlige film som Burton og det lader kun til at blive bedre når han forenes med komponist Danny Elfman og skuespiller Johnny Depp. Denne gang giver trioen deres bud på “Charlie og chokoladefabrikken”, skrevet af endnu en legende udi eventyrens verden: Roald Dahl.

[image=12399]

I filmen følger vi den fattige Charlie Bucket, der bor med hele sin familie i et lille, usselt skur i udkanten af byen. Midt i byen ligger en aflukket chokoladefabrik, ejet af den besynderlige, excentriske Willy Wonka. Da Wonka en dag beslutter sig for at genåbne fabrikken og udlove en præmie til de heldige der finder en af fem gyldne billetter der er gemt i hans chokoladepakker, eksploderer salget og Charlies far der arbejder på en tandpastafabrik, bliver afskediget og skiftet ud med en robot.

Der er rift om de gyldne billetter over hele verden, og da Charlie finder den femte og sidste af slagsen, modtager han flere tilbud om at sælge den. Charlie foreslår at sælge billetten, så de mange penge kan hjælpe hans familie i den svære tid, men familien beslutter sig for at han skal tage præmien istedet: En tur gennem chokoladefabrikken med en speciel gave til den ene af de fem deltagere.

[image=12398]

Med de fire andre børn der har fundet gyldne billetter, møder Charlie op ved fabrikken, men det er tydeligt lige fra velkomstpræsentationen, hvor de dansende dukker spontant bryder i brand, at der er noget uldent ved Wonka og hans fabrik. Willy Wonka er et kapitel for sig: en følelseskold særling der slet ikke bryder sig om børn, og man undres derved over hvorfor han overhovedet har sendt de fem invitationer ud.

Børnene bliver inviteret indenfor på fabrikken og et eventyrlandskab af søde sager står foran dem. De bliver bedt om at se men ikke smage, men naturligvis er der nogle der ikke kan stå for fristelsen. Det er ikke nogen helt almindelig rundvisning Willy Wonka og de mystiske Oompa Loompaer har planlagt, og filmen igennem forsøger man at finde ud af hvad han egentlig har i tankerne.

[image=12403]

Filmens klimaks er dog en anelse skuffende, en lidt mere udspekuleret plan fra Wonkas side havde været at foretrække, men “Charlie og chokoladefabrikken” er morsom og fungerer ikke mindst i kraft at den fantastiske billedside som solid gennemført underholdning for små og store. De fine budskaber om familieværdier og om at bibeholde barndommens uskyldighed bliver slået fast med syvtommersøm, men som modpol skinner Roald Dahls prisværdige og til tider politisk ukorrekte humor ganske tydeligt igennem.
VideoTeknisk set er denne dvd af meget høj kvalitet. Billedsiden præsenteres med et flot og roligt anamorphic widescreen transfer i 1.85:1 aspect ratio. Enkelte tegn på snavs dukker op en sjælden gang imellem, og transferet kunne være en anelse skarpere, men det er stadig en præsentation langt over gennemsnittet.
AudioEt bombastisk engelsk Dolby Digital 5.1 lydspor giver masser at arbejde med til alle højtalere. Tale er klar og tydelig, surroundhøjtalerne fyldes konstant af effekter og Elfmans glimrende score og subwooferen kommer tit i brug. Dvd’en byder også på et dansk Dolby Digital 5.1 lydspor. De danske stemmer er ganske glimrende og et godt alternativ til de mindste, men filmen nydes nu engang bedst på originalsproget.

[image=10682]

EkstramaterialeDer er både noget for store og små på ekstramaterialet.

“Features” delen fortæller om skabelsen af filmen i en række programmer:

[i]Attack of the Squirrels[/i]
Tim Burton var ikke tilfreds med udelukkende at bruge computeranimerede egern til en af scenerne på fabrikken. Denne dokumentar omhandler skabelsen af scenen, hvilket inkluderede både modeller og computeranimerede, men også 80 dresserede jordegern.

[i]Fantastic Mr. Dahl[/i]
Roald Dahls nærmeste familie bliver her interviewet og fortæller meget personligt om den nu afdøde forfatter og hans værker.

[i]Becoming Oompa-Loompa[/i]
Et kort program om Deep Roy og hans rolle som Oompa-Loompa. Det er tydeligt at der er lagt en del arbejde bag de små spøjse skabninger.

[i]Making the Mix[/i]
Det er ikke kun chokoladeblandingen der omtales i denne “Making of”, der er inddelt i mindre kapitler. Programmet giver en grundig tur bag kameraet, lige fra Burtons tag på originalmaterialet til komponisten Danny Elfmans arbejde på det særprægede score og om production design der naturligvis handler en hel del om chokolade.

[image=12396]

“Activities” sektionen er forbeholdt de legesyge, og indeholder underholdning i form af interaktive spil.

[i]Oompa-Loompa dance[/i]
Her kan man heldigvis øve sig i at danse som en Oompa-Loompa, inden man bliver kastet ud i et spil hvor man via fjernbetjeningen skal hjælpe Oompa’en på vej.

I spillet [i]The bad nut[/i] går det ud på at sortere nødder med hjælp fra de til tider meget forvirrede egern.

Med [i]The Inventing Machine[/i] kan man blande sit eget slik og få det testet på en Oompa-Loompa, med mere eller mindre skræmmende resultat.

[i]Search for the Golden Ticket[/i] er et spil om at lede efter billetten til Willy Wonkas fabrik. Der er fem små spil, et for hver af børnene i filmen.

Alt i alt en pæn samling ekstramateriale, der er bedst i kraft af programmet om Roald Dahl.

[image=12400]

Kort om filmen

Den lille dreng Charlie Bucket kommer fra en meget, meget fattig familie. Hver dag, når han går til og fra skole, kan han lugte den dejlige chokolade fra chokoladefabrikken. Charlie elsker chokolade. Men familien har ikke råd til at købe den. Så Charlie får kun chokolade én gang om året, og det er til sin fødselsdag. Så køber hans familie ét stykke chokolade til ham. En dag bestemmer ejeren af fabrikken, Willy Wonka, sig for at vise sin hemmelige verden frem. Han udskriver en konkurrence, hvor man kan vinde en guidet tour på Wonka’s fabrik. Og tro det eller ej, så vinder Charlie og bliver Sammen med 4 andre børn inviteret til en rundtur på en chokoladefabrik, der langt fra er almindelig.

Ads by MGDK