Der var engang en krig…Det politiske liv i Washington D.C. har både været benyttet til at skabe seriøse dramaer samt ferme satiriske komedier som “Thank You for Smoking” for at nævne et af de nyeste eksempler. “Charlie Wilson’s War”, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser, befinder sig fortrinsvis på komisk grund i dens udlægning af politikere og det spil, der føres i kontorerne omkring den amerikanske kongres. Det er der kommet en fin komisk perle ud af.

Filmens absolutte omdrejningspunkt er personen og politikeren Charlie Wilson, spillet af Tom Hanks. Han introduceres via en løssluppen fest i Las Vegas, hvor det hurtigt slås fast, at kongresmedlemmet holder ligeså meget af whisky og piger som lovforslag og politiske alliancer. Wilsons position på en række indflydelsesrige og pengestærke udvalg i kongressen gør ham dog interessant for den højreorienterede selskabsdame Joanne Herring, spillet af Julia Roberts. Hendes hjertesag er de afghanske flygtninge, der efter russernes invasion af landet sidst i halvfjerdserne har måttet flygte til Pakistan. Efter et selskabeligt møde i og udenfor soveværelset overtaler Herring Wilson til at opleve flygtningenes leveforhold med egne øjne, og hjemvendt fra Pakistan beslutter Wilson sig for at gøre afghanernes sag til sin egen og USA’s ved hjælp af bl.a. CIA samt israelske og ægyptiske mellemhandlere.

Tom Hanks er fortræffelig som den storcharmerende politiker Charlie Wilson. På den ene side rummer karakteren så meget selvindsigt og ærlighed omkring sin politiske agenda, at man forstår, hvorfor andre i det politiske miljø stoler på Wilsons udsagn. På den anden side evner han at levere den ene upassende bemærkning efter den anden. Kombinationen af disse to elementer gør Charlie Wilson til en både meget menneskelig politiker, samt et dybt underholdende bekendtskab.

Hvor Hanks får lov til at spille lidt op imod sin mest vante rolle som ‘Frank Capra’-helt, er Julia Roberts som sydstatsmadammen Joanne Herring på lidt mere velkendt territorium med en kvinde, der evner at overgå mænd i deres eget spil, når det gælder de svages sag. Men som de indledende manøvre overstås, forbliver Herring på kanten af filmens fokus på den hemmelige levering af våben til afghanerne. Her kommer CIA-agenten Gust Avrakotos, spillet af Philip Seymour Hoffman, i stedet ind i billedet med stor effekt. Uanset, om der er tale om drama eller komedie, kan Hoffman spille så det fremkalder tårer, og det gør han også her med en temperamentsfuld og permanent mellemfornøjet Avrakotos, der er en fin pessimistisk modsætning til Wilsons evige optimisme. Godt hjulpet på vej af manuskriptforfatter Aaron Sorkins rappe og rammende politiske dialog er scenerne mellem Hoffman og Hanks filmens bedste.

På trods af at omhandle ni år af amerikansk udenrigspolitik i en af de mest turbulente perioder af den kolde krig formår filmen stadig at have en spilletid på ikke meget over halvanden time. Den korte spilletid fungerer takket være det effektive manuskript, der etablerer karakterer og introducerer konflikter i et rask tempo, samt Mike Nichols personinstruktion, der hurtigt gør, at vi fanger karakterernes bevæggrunde. Der, hvor filmen kunne have haft godt af en længere spilletid, er i fremstillingen af både effekten og efterveerne af Wilsons aktion i Afghanistan.