[b]Den forskønnede virkelighed[/b]

[i]”Alle kender ikonet – få kender manden”[/i] hedder det på plakaten til “Che – Argentineren”, der handler om den berygtede revolutionær Che Guevara, som i dag ganske rigtig mest er kendt som t-shirtsmotiv båret af teenagere rundt om i verden, hvoraf mange ingen anelse har om, hvem der er på billedet.

De bliver desværre ikke meget klogere af at se denne film, der er baseret på Ches egne skriverier og udgivet fra Cuba med forord af Fidel Castro og derved fortæller den version af historien, som diktaturet selv foretrækker. Det svarer til at lave en film om tvangskollektiviseringerne i 30’ernes Sovjet baseret på Stalins egne dagbøger. Resultatet er ren propaganda med megen lidt relation til virkeligheden.

Det er selvfølgelig problematisk – ikke mindst taget i betragtning af de mange mennesker, der utvivlsomt vil sluge filmen ukritisk i forventning om, at den fortæller sandheden om manden. Det gør den ikke. Hvad vi præsenteres for er et skønmaleri, der bevarer myten om, at Che var en slags hip Jesus med en skyder og dermed forsat kan være et ideal for alverdens lænestolsrevolutionære.

Filmen er instrueret af Steven Soderbergh og er første del af to. Denne handler om invasionen i Cuba, og anden del er om den mislykkede aktion i Bolivia. I denne film ankommer Che til Cuba med Castro, og herefter følger vi deres langsomme overtagelse af øen, om end de fleste af kampene foregår andetsteds. I stedet ser vi Che, der lærer soldaterlivet, agerer barmhjertig samaritaner for lokalbefolkningen og opdrager sine mænd i, hvad der er korrekt moral. Soderbergh holder os konstant på armslængde af begivenhederne og bruger det meste af tiden på dagligdags- og udramatiske hændelser. Således formår filmen at lave en overbevisende stemning – man føler vitterlig, at man er der – men resultatet er også, at man ikke lærer hverken Che eller hans anonyme kampfæller at kende eller blot bliver det mindste klogere på, hvorfor de overhovedet er involveret i kampen.

Som et portræt af mennesket bag myten forbliver filmen utilfredsstillende, og i modsætning til f.eks. den langt bedre “Baader Meinhof Komplekset” er “Che – Argentineren” ganske uvillig til at se bag om facaden på de mørkere sider. Che Guevara henrettede utallige mennesker på grund af deres politiske overbevisning og desertation, eller blot fordi de stjal mad. Disse emner berører filmen ikke, og den eneste henrettelse, filmen viser, bliver undskyldt med, at den er af to mordere og voldtægtsforbrydere. Efter den cubanske revolution blev Che leder for La Cabaña-fængslet, hvor der gennem 60’erne blev myrdet mellem 7000-10.000 mennesker, hvoraf manges eneste forbrydelse var, at de ikke var enige i det nye totalitære regimes linje.