[b]Rædselsfuld rædselsfilm[/b]

En horrorfilm kan fungere på mange forskellige måder. Typisk er det dog rimeligt essentielt, at man har et eller andet forhold til karaktererne. Man behøver ikke nødvendigvis elske dem. Det er kun vigtigt, såfremt gruen skal ligge i de rædsler, personerne uretmæssigt bliver udsat for. Men det kan også tit være forunderligt underholdende at se usympatiske mennesker blive revet i stykker på brutal vis (det er “Piranha 3D” et godt eksempel på). “Chernobyl Diaries” falder dog sammen, idet man her er fuldstændig ligeglad med karakterernes skæbner!

Historien er sådan set ligegyldig. Nogle venner tager med en guide i ekstremturisme til en lille ukrainsk by ved navn Pripyat, som ligger lige ved det gamle atomkraftværk Tjernobyl, der som bekendt eksploderede i historiens største atomulykke. Men her er ikke så turistvenligt, som vores hovedpersoner ellers håbede på. Meget mere historie end det, er her sådan set ikke. Karakterdreven er filmen som sagt heller ikke, da personerne er lige så papmachéagtige, som de er dårligt instruerede og elendigt portrætterede af skuespillerne.

Den ene af gutterne har sin kæreste med (den storbarmede blondine, der synes specifikt instrueret i konstant at stå med fremskudt bryst og blottet kavalergang, og ja, det er ment som en [i]kritik[/i]!), som han planlægger at fri til. Han er samtidig bror til filmens [i]douche bag[/i], som så prøver at score den anden pige i vennegruppen, der tydeligvis ikke er interesseret i ham, og som derudover lige er kommet ud af et forhold. Det var ikke, fordi man på forhånd havde forudset den tragiske kærlighedsscene, den spontane broderkærlighed og den uundgåelige personudvikling med tilhørende kyssescene…!

Problemet er bare, at filmen investerer absolut [i]ingen[/i] tid i karaktererne efter at have fastslået ovenstående. Men hvad bruges der så 86 minutter på, hvis der hverken er plot eller interessante karakterer? Tjo, man bliver blot slynget direkte ud i gyset, uden man føler, der er en god grund til det, og uden at det rager én en høstblomst, hvad der skulle gå hen og ske for de implicerede. Så når ovenstående [i]pay-offs[/i] endelig kommer, så er det altså utilsigtet humor og ikke indlevelse, de tilfører.

Men ret skal være ret, og jeg har dog ret stor respekt for filmens “gysertaktik”, eftersom man i højere grad spiller på uhyggen i stilheden end i en stemningsmættet lydside. Filmen er næsten blottet for spændingsmusik, hvilket ofte er en væsentligt bedre strategi, hvis man gerne vil forskrække folk. Problemet her er dog det, at taktikken ikke kombineres med den type uhygge, der kryber ind under huden på tilskueren. I stedet venter man blot (ofte utålmodigt) på, at den næste høje lydeffekt spyttes ud af højtalerne. Og jo, det er da hyggeligt nok, hvis man, som jeg, er glad for forskrækkelsen i skrækfilm, men det er ikke uhyggeligt [i]nok[/i]. Specielt ikke når manuskriptet sørger for, at hvert eneste tilnærmelsesvist uhyggelige moment efterfølges af noget ufrivilligt grinagtigt.

“Chernobyl Diaries” er en virkelig ringe film. Dens ligegyldige karakterer formår aldrig at gøre tilskueren engageret i filmen og plottet viser sig, jo længere man kommer i filmen, hverken at have nogen pointe, projekt eller årsag. Tilbage sidder man med en dårligt udført film, der udelukkende lever på at kunne forskrække sin tilskuer, når kontrasten mellem stilhed og en tilpas høj lydeffekt er stor nok. Her er hverken noget at komme efter for gyserfans eller menige dødelige.

[b]Video[/b]

Filmen flirter lidt med den åh-så-populære [i]found-footage[/i]-stil, som filmskabernes tidligere megasucces, “Paranormal Activity”, havde så stort held med at genintroducere. Det har man faktisk formået at få til at se virkelig godt ud! Farverne er kølige, der er arbejdet flot med fokus, og billedet er klart, uden at det går på kompromis med den lidt hjemmevideoagtige stil, der er prøvet kræfter med. Specielt kontrasterne er til tider forbløffende høje, så adskillige detaljer kommer med i de ellers mange mørke scener.

[b]Audio[/b]

Præsenteret i DTS-HD 5.1 Master Audio. Lydsiden gør generelt ikke det store indtryk, og ikke alle replikker kommer lige tydeligt igennem. Til gengæld håndteres de uhyggelige scener rigtig flot. Her har man som sagt været sparsomme med spændingsmusikken og i stedet ladet stilheden generere uhyggen, og på det punkt formår lydsiden at gengive enhver lille detalje i form af en knirken, et vindpust eller lignende helt fornemt. Alt i alt bærer denne del af udgivelsen præg af et uudnyttet potentiale og en generelt lidt svingende kvalitet – dog med flere forcer end fejl.

[b]Ekstramateriale[/b]

Udgivelsen indeholder intet ekstramateriale.