Idealisme og globale fremtidsperspektiver kan immervæk give stof til mange problemstillinger på film. Men emnevalget alene giver ikke pr. definition adgang til en god film. Det er for eksempel tilfældet med Alfonso Cuaróns nyeste epos, “Children of Men”, der med sin dystopiske undergangstematik vist nok har fået lidt for meget at gabe over.

Indledningsvis lover det ellers ganske godt. “Children of Men” starter nemlig i bedste stil med et sammenkog a la Danny Boyles ligeledes dystopiske “28 dage senere”, hvor vi befinder os i et fremtidigt og undergangstruet London med larmende mennesketomme gader. Det skal nok blive spændende, ser det da umiddelbart ud til. Desværre varer denne stemning ikke ved. Spørgsmålene bliver hurtigt adskillige og svarene tilsvarende mangelfulde. Midt i idealismen, der for i øvrigt også hersker i overflod i form af Michael Caines hippieklædte karakter, Jasper, og de futuristiske samfundstendenser, har Cuarón nemlig glemt sig selv. Men mere problematisk er det, at han tilsyneladende har glemt selve historien, hvilket gør, at filmens hovedkarakter, Theo (Clive Owen), tumler rundt i et undergangstruet univers, dog ikke uden mål og med, men trods alt uden helt at vide hvorfor.

Året er 2027. Så meget ved vi. Og så meget ved Theo. Menneskeracen har ikke været i stand til at formere sig de sidste atten år, og London er angiveligt en af de sidste bastioner, der ikke er blevet hærget af anarki, terror og forfald. Det er altså her, vi møder filmens rendyrkede helt i kontormusen, den ikke videre macho Theo. Og det er også her, han møder ekskæresten Julian (Julianne Moore), der har engageret sig hos frihedskæmperne med det tvivlsomme navn “Fiskene”. Hvad de helt præcist kæmper for bliver aldrig helt tydeligt. Men de har i hvert fald opsnappet, at immigranten Kee (Clare-Hope Ashitey) er med barn – og dermed er hun den første i atten år, der kan sikre menneskeracens overlevelse. Og det giver naturligvis Kee temmelig stor opmærksomhed og det endnu ufødte barn en ditto stor værdi.

Men det er også her, spørgsmålene for alvor begynder at hobe sig op. Hvordan er det for eksempel lykkedes Kee at blive befrugtet, når det har været fuldstændigt umuligt for den eksisterende menneskerace i snart to årtier? Og hvorfor var det egentligt i første omgang umuligt i så mange år? Den ufrivillige barnløshed virker heller ikke som en videre gennemtænkt forklaring på, at kloden er ved at gå under, krig og ødelæggelse hærger, og demokratiet er noget, man kan læse om i historiebøgerne. Men måske er det i virkeligheden det, det handler om?

Der kan naturligvis indvendes, at science fiction skal bevare en hvis form for mystik. Men dramaturgien må stadig godt være nogenlunde i orden og virke nogenlunde velovervejet. Det gør den bestemt ikke i tilfældet “Children of Men”. Og bedre bliver det altså ikke med de utallige højdramatiske scener, der mildt sagt fremstår ufrivilligt komiske, når de involverede skuespillere – man må da godt nok håbe, de tager sig godt betalt – jages rundt i engelske skove og storbyforstæder for at lege røvere og soldater. Det virker meningsløst og ikke særligt genialt.

Men nu er skuespillet selvfølgelig heller ikke en af forcerne ved “Children of Men”, hvis den da overhovedet har en sådan. Det har den dog trods alt. Om ikke andet besidder Cuaróns seneste (mak)værk en tiltalende billedside, der især får de hårde gadekampe sent i filmen til at fremstå intense og realistiske. Og ja, blod på linsen fungerer stadig helt fint i det henseende.